Koteletter med søde kartofler, majskolber, mere grønt og guacamole

kotelet-mexi rereMin yngste havde valgt et par solide koteletter med ben i fryseren til dagens aftensmad og jeg selv blev inspireret i en Facebook-gruppe af snak om søde kartofler, så de ting måtte kombineres. Det blev til “koteletter alá Mexicana”.

Koteletterne stegte jeg 8-10 minutter på hver side på en grillpande, efter at have krydret dem med mexicansk krydderi, salt og peber.

De søde kartofler skar jeg i både og bagte i ovnen sammen med almindelige kartofler i kvarte, nye rødløg i halve, rød peber i brede strimler og jalapenõs i halve til dem med hår på brystet.

Forinden havde jeg vendt alle grøntsager i lidt olivenolie, presset hvidløg, mexicansk krydderi og salt. Jeg gav det ca 30 minutter på 200 grader.

De færdigbagte søde kartofler fik lige et skvæt citronsaft inden servering – det vinder de stort ved. Jeg serverede en lille skål med feta til at smuldre udover grøntsagerne.

Majskolberne lagde jeg bare i ovnen, stadig med dækbladene på i en halv times tid, så var de lækre og saftige.

guacamole reGuacamole:

  • 2 avokados
  • 3 spsk cheasyfraiche
  • Saft af 1 lime
  • 2 tsk – groft stødte korianderfrø
  • 1 tsk mexicansk krydderi
  • 1 tomat uden kerner i små tern
  • 2 forårsløg i tynde skiver
  • ½ rød chili i små tern
  • 1 lille håndfuld hakket persille
  • Salt og peber

 

Mos avokado med cheasyfraiche og limesaft og bland massen med de øvrige ingredienser.

Pandestegt ising med pestosovs

isingEn pose med fire isinger fanget ved Kronborg for et par dage siden, faldt ud af fryseren, da jeg åbnede den i morges – og således blev dagens middag valgt.

Fiskene stegte jeg 2-3 minutter på hver side på en pande med lidt smør og tynde skiver af chili og hvidløg, efter naturligvis at have krydret dem godt med salt og peber. Det er ikke meningen at man nødvendigvis skal spise hvidløgs og chili-skiverne, men blot at de skal give smag.

Pestosovs:

  • 2,5 dl madlavningsfløde
  • 2 spsk pesto
  • 1 fiske- eller grøntsagsbouillonterning
  • Salt og peber

 

Bland alle ingredienser sammen og kog ind til passende konsistens. Kom evt. lidt grofthakkede friske basilikumblade i sovsen efter at den er taget af kogepladen.

citronsalat

Dagens salat: Fint snittet icebergsalat, squash i tern, sorte oliven, finthakket rød chili, grofthakket frisk basilikum og små tern af citronfileter.

Pestosovsen er en lækker, men lidt tung sag, så det passer godt med en syrlig salat til. Derudover fik vi ovnkartofler krydret med herbes de Méditerranée, salt og peber, samt fyldte portobellosvampe til. Du kan se, hvordan jeg lavede svampene her.

Fyldte portobellosvampe

svampDe skønne store svampe kan jo fyldes med alverdens lækkerier, alt efter lyst og hvad du lige har på lager den dag, men her får du dagens udgave.

Opskrift:

  • 4 store portobellosvampe
  • 5 spsk kogt bulgur
  • 50 g revet emmentaler
  • 1 tomat i tern
  • 2 fed hvidløg – finthakket
  • ½ rød chili – finthakket
  • 1 spsk frisk timian
  • 1 spsk frisk oregano
  • 1 spsk persille
  • 1 tsk olivenolie
  • Salt og peber

 

Fjern forsigtigt stokkene fra svampene. Læg svampene til side og hak stokkene groft. Bland de øvrige ingredienser i en skål og kom også stokkene heri. Fyld massen i svampene og bag dem i ovnen i ca 3o minutter på 225 grader.

Oksekødboller i grøn karry

grøn-karry nyJeg havde lyst til en god omgang thai-mad, men jeg havde allerede taget en pose hakket oksekød ud af fryseren i morges, så thai-maden måtte jeg selv lave eller ihvertfald noget, der minder om det.

 Oksekødboller:

  • 400 g hakket oksekød 3-7%
  • 2 fed hvidløg – finthakket
  • 1 spsk friskrevet ingefær
  • ½ stilk citrongræs – finthakket
  • 1 rød chili – finthakket
  • 1 spsk grøn karrypasta
  • 2 forårsløg – finthakket
  • 2,5 spsk fiskesovs

 

Bland alle ingredienser grundigt og form farsen til ca 15 kødboller. Læg dem på en bageplade med bagepapir og steg dem i ovnen på 225 grader i 15 minutter.

Hvis du ikke lige laver din egen karrypasta, så køb en ordentlig en hos en thaikøbmand, i stedet for de der gyselige man kan få i supermarkederne.

Karry-sovsen:

  • 1 dåse kokosmælk
  • 3 fed hvidløg – finthakket
  • 1 spsk friskrevet ingefær
  • ½ stilk citrongræs – finthakket
  • 2-3 spsk grøn karrypasta
  • 6 kaffir limeblade
  • 1 tsk palmesukker

 

Svits hvidløg, ingefær, citrongræs og karrypasta et minut i lidt af det fede af kokosmælken. Tilsæt resten af kokosmælken, kaffir limeblade og palmesukker og lad sovsen simre 4-5 minutter.

Grøntsagerne:

  • ½ aubergine i mindre tern
  • 3 spæde gulerødder i skrå skiver
  • 1 rød peber i strimler
  • 3 forårsløg i skrå stykker

 

Tilsæt auberginen samtidig med kaffir limeblade og palmesukker og lad den koge med 4-5 minutter, før gulerødderne kommes i. Kog yderligere 2 minutter og tilsæt så rød peber og forårsløg. Lad retten simre 1-2 minutter. Smag evt. til med lidt fiskesovs.

Pynt med thai-basilikum og tynde ringe af frisk chili og server med brune ris.

 

 

Skinkeculotte med champignonsovs, persillebulgur og smuk salat

skinkeculotte med gemuseJeg køber stort set alt vores kød på tilbud, således også aftenmadens skinkeculotte på 1200 g af Bornholmergris – nedsat fra 138 til 65 kr i min lokale Kvickly. Skinkeculotte er et skønt stykke kød, der både kan spises med brun sovs og rødkål, men også mere eksotisk eller sommerligt.

Skinkeculotte

Skinkeculotten stegte jeg i ovnen på 180 grader i 40 minutter og derefter 15 minutter på 225 grader. Hvis du bruger stegetermometer, skal du tage stegen ud, når temperaturen midt i kødet er 62 grader. Lad kødet hvile lidt, inden du skærer det ud. Temperaturen vil i mellemtiden stige 2-3 grader og det passer med den ideelle temperatur for skinkeculotte, som er 65 grader.

Inden dyret kom i ovnen, krydrede jeg det i god tid med salt, peber, frisk rosmarin, frisk timian og  frisk oregano.

Bulguren koger jeg i vand tilsat ½ grøntsagbouillonterning i blandingsforholdet 2 dele bulgur til 3 dele vand. Når det er færdigkogt, vender jeg 1 stor håndfuld finthakket persille i bulguren straks inden servering.

Champignonsovs:

  • 200 g champignon i kvarte eller skiver
  • 2 fed hvidløg – presset
  • 1 bouillonterning
  • Saft af en lille halv citron
  • 1 spsk friskhakket timian
  • 5 dl madlavningsfløde
  • Salt og peber

 

Svits champignonerne indtil de får lidt farve. Tilsæt presset hvidløg, timian og citronsaft og steg yderligere i 30 sekunder, tilsæt så madlavningsfløde og bouillonterning. Kog sovsen ind til passende konsistens og smag til med salt og peber – og evt lidt mere citronsaft.

rosensalat

Dagens salat af blandede spæde salater, skiver af radisse og spæde gulerødder, ristede græskarkerner, samt hybenrosenblade samlet på Kronborgstrand.

sennepsdressing

Dressing til salaten af Cheasyfraiche, Colman’s sennepspulver, citronsaft, en anelse stevia eller sukker, salt og peber.