Pasta med peberfrugtcreme

Krokodille i peanutcurry med rispilaf – tanzaniansk inspireret

 

kroNu er krokodille jo ikke ligefrem hverdagskost på vores breddegrader. Faktisk må jeg indrømme, at i dag var første gang at jeg tilberedte sådan et kræ – eller rettere et lille stykke af halen på sådan et kræ. Jeg har dog smagt krokodille tidligere, så jeg vidste godt i forvejen at det smager lidt hen af en blanding mellem hummer og kylling, og da dyret samtidig mødte sin skæbne i Tanzania, så valgte jeg at tilberede det inspireret af kyllingretter fra det tanzanianske “cuisine”.

Øen Zanzibar som jo er en del af Tanzania, var i århundrede knudepunktet mellem Arabien, Indien og Afrika og det benægter sig bestemt ikke i tanzaniansk madlavning, som tydelig er præget af både det arabiske og det indiske køkken med blandt andet gavmild brug af “varme” krydderier. Peanuts spiller en vigtig rolle i det tanzanianske køkken og tilsættes både hele og som “butter” i mange retter, så det var jo næsten oplagt at min krokodille skulle i en krydret curry med peanutbutter.

Hvis du ikke lige har et stykke krokodillehale på lager, så kan du fint bytte det ud med kyllingfilet – faktisk må jeg erkende, at jeg bedre kan lide kylling, omend det naturligvis var sjovt at forsøge sig med krokodille.

Krokodille i peanutcurry:

  • 400 g krokodillehale – eller kyllingfilet
  • Saft af 1 lime
  • Salt og peber
  • 1 stang kanel – brækket i mindre stykker
  • 2 tsk hel spidskommen
  • 6 hele nelliker
  • 6 hele grønne kardemommekapsler
  • 1 tsk stærke chiliflager
  • 1½ tsk gurkemeje
  • 2 spsk smør
  • 1 løg – fint hakket
  • 4 fed hvidløg – fintrevet
  • 1½ spsk friskrevet ingefær
  • ½ dåse flåede hakkede tomater
  • Ca 4 dl vand
  • Ca 100 g crunchy peanutbutter

 

Skær krokodillen ud i mundrette strimler og vend dem i limesaft, salt og peber.

Rist kanel, spidskommen, nelliker, kardemomme og chili på en pande, indtil det afgiver duft. Kværn eller stød de ristede krydderier til et fint pulver og bland dem med gurkemeje.

Kom 1 spsk smør på en dyb pande og brun krokodillekødet hurtigt heri. Tag kødet af panden og læg det til side.

Kom endnu 1 spsk smør på panden sammen med løg og de stødte krydderier og steg et par minutter for medium varme. Tilsæt hvidløg og ingefær og steg yderligere et minut.

Tilsæt tomat og vand og lad retten simre ca 20 minutter. (Sæt  rispilafen igang imens).

Rør peanutbutter i retten og eventuelt lidt mere vand, hvis du synes at den er for tyk. Lad retten simre ca 5 minutter og smag til med salt og peber.

Tilsæt krokodillekødet i retten og varm det hurtigt igennem. Server straks.

rispilafRispilaf:

  • 4 dl basmatiris
  • 1 spsk smør
  • 2 spsk god karry – gerne hjemmelavet
  • 1 løg – groft hakket
  • 2 fed hvidløg – fintrevet
  • 2 gulerødder – groftrevet
  • 1 stor håndfuld rosiner
  • 1 tsk salt
  • 6 dl vand
  • 2 håndfulde grønne bønner – skåret i små stykker

 

Smelt smørret i en gryde, tilsæt karry og løg og steg et par minutter, men pas på at det ikke brænder på. Tilsæt hvidløg og ris og steg endnu et minut.

Vend gulerod og rosiner i og tilsæt salt og vand. Skru ned på lav varme, når vandet koger og lad det simre under låg i ca 5 minutter, inden bønnerne tilsættes. Kog yderligere 5 minutter og sluk så for pladen, men lad gryden stå på eftervarmen ca 10 minutter.

Server pilafen til krokodille-curry’en – eventuelt sammen med frisk koriander, som jeg desværre ikke havde noget af i dag.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pasta med peberfrugtcreme