Ostegratinerede rødspætter med rejer og krydderurter

Dagens middag var endnu mindre tilrettelagt end ellers. Jeg troede nemlig at jeg havde taget en pose med 2 slethvarfileter ud af fryseren, men det viste sig at være 4 meget små rødspættefileter i stedet – og lige lidt nok til to personer. Heldigvis havde jeg også nogle rejer i fryseren, så de kom også i spil, og det endte faktisk med at der også var en portion til hunden.
- 4 rødspættefileter
- 100 g rejer
- Salt og peber
- 2 porrer – skåret i ca 1 cm stykker
- Stænglerne og toppen af en fennikel – skåret i tynde ringe. (Resten skal bruges til salaten)
- 1 tsk smør
- 2 tsk paprika
- 5 dl madlavningsfløde
- 1 fond du chef med grøntsager (bouillon)
- 3 spsk hakket dild
- 3 spsk hakket purløg
- 100 g revet emmentaler – gerne med lidt smag
Læg rødspættefileterne i et ovnfast fad og krydr dem med salt og peber. Placer rejerne rundt om fiskene.
Klar porre og fennikel i lidt smør og krydr med paprika, peber og en anelse salt. Tilsæt madlavningsfløde og fond du chef og lad det simre ca 5 minutter.
Vend hakket dild og purløg i stuvningen, og hæld den over fisk og rejer. Drys med revet emmentaler og sæt fadet i en forvarmet ovn på 200 grader i 15 minutter.
Dagens salat af hjertesalat, fint snittet fennikel, tomat, ærter og ærteskud med olie/eddikedressing.
Endvidere:
- Kogte kartofler
Ingen kommentarer endnu