Kidneybønner i fad med grøn salat

Salat med bacon, brombær og blåskimmelost

frontDagens salat er måske ikke verdens sundeste, men til gengæld smager den simpelthen bare så godt. Det sprøde salte bacon, den skarpe bløde blåskimmelost, de søde bær, den let bitre salat og det stærke fra løgene går op i en højere enhed sammen med den sød/syrlige balsamico og det grove ristede rugbrød. Jeg synes at du skal forkæle dig selv og en du holder af med denne salat en af de nærmeste dage.

uOpskrift:

  • Et stykke bacon à ca 250 g – befriet for sværen og skåret i tern
  • 2 spsk olivenolie
  • 4 spsk rød balsamico
  • Eventuelt en anelse honning
  • Salt og peber
  • 2 hjertesalathoveder – plukket i mindre stykker
  • 1 rødløg – halveret og skåret i tynde skiver
  • 125 g brombær
  • Ca 80 g danablu eller anden blåskimmelost – i mindre stykker
  • Groft rugbrød – skåret i tynde skiver og ristet

 

Rist bacon-ternene sprøde på en pande eller i ovnen og lad dem køle lidt af på fedtsugende papir. I mellemtiden – bland en dressing af olivenolie, balsamico, salt og peber. Smag eventuelt til med en anelse honning, hvis du synes at den er for syrlig. Sæt dressingen til side.

Vend salat og rødløg sammen på et serveringsfad. Arranger brombær, ost og den afkølende bacon på salaten.

Server salaten sammen med balsamico-dressingen og det sprød-ristede rugbrød.

læ

 

4 kommentarer

  • Er det ikke lidt af en misforståelse, at salater skal være sunde? Det mente jeg engang, men hvor går man dog glip af mange gode salater på den bekostning, og sådan en brombær-bacon-oste-sag ville det være en skam at gå glip af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Persille

      Jo, du har ret – hvorfor skal salater partout være sunde? Dog har de da et lille forspring, da der jo må være noget grønt/sundt i en salat. Under alle omstændigheder er en salat som den i dag sund for sjælen;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Lise Genz

    Hej. Jeg synes denne salat lyder rigtig spændende. Vil den kunne gå til marineret lammefilet, eller har du et andet forslag med blåskimmelost. Hilsen Anne-Lise Genz

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Persille

      Hej Anne-Lise

      Undskyld det sene svar, men jeg ligger syg med lungebetændelse og et hekseskud, så jeg har ikke været så meget på bloggen den seneste tid. Jeg synes godt at du kan servere salaten til marineret lam, men så ville jeg måske tage en anelse mindre bacon i. På den anden side har man vist aldrig hørt nogen brokke sig over for meget bacon. Du kunne måske udskifte de håndskårede bacontern med sprødristede skiver af bacon delt i 2-3 stykker, så bacon bliver lidt mindre “markant”.

      Pernille 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kidneybønner i fad med grøn salat