Kylling i dijon-flødesovs med ovnbagte kartofler og grøntsager

Parmesan/persille-farseret svinemørbrad med pasta og tomatflødesovs

29Farseret eller fyldt svinemørbrad er jo en elsket 80’er klassiker, men i dagens udgave er jeg dog gået udenom pikantosten og den omviklede bacon, som jo ellers er den mest yndede. I stedet har jeg fyldt mørbraden med friskrevet parmesan, persille og hvidløg og baconen er skiftet ud med – jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det, men nærmest en tomat-glasering. Den færdige mørbrad skåret i skiver ser ikke så pæn ud på billedet, da en utålmodig sjæl i familien ikke gad vente på en ordentlig kniv at skære dyret ud med, men det kan faktisk godt lade sig gøre at skære fine skiver med en skarp kniv og lidt tålmodighed. Uanset det lidt rodede udseende så smagte den dejligt sammen med pasta og en lækker tomatsovs med både hvidvin og fløde, samt en simpel grøn salat til.

svinemørbrad2 reParmesan/persille-faseret svinemørbrad med pasta i tomatflødesovs:

  • 1 svinemørbrad à ca 550 g – soigneret
  • 175 g frisk parmesan – skåret i mindre stykker
  • 1 håndfuld persille
  • 4+2 fed hvidløg – presset
  • Salt og peber
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 løg – hakket
  • 1 knips chiliflager
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 1 dl tør hvidvin
  • 1 dåse flåede hakkede tomater
  • 2 dl piskefløde
  • 400 g penne eller anden pasta – kogt en anelse mindre end anvist på pakken

 

Skær først et dybt snit på langs af mørbraden og læg så flere mindre snit, så kødet bliver så fladt som muligt. Bank kødet yderligere fladt med håndroden eller en kødhammer. Krydr kødet med salt og peber.

Hak parmesan, persille og 4 fed hvidløg meget fint – eventuelt i en minihakker – og fordel blandingen på kødet. Rul kødet stramt som en roulade og fæstn med kødnåle eller kødsnor. Brun mørbraden på alle sider i olivenolie i en stegegryde. Tag mørbraden op og læg den til side.

Klar løget i gryden og tilsæt chiliflager, herbes de Provence og resten af hvidløget. Hæld hvidvinen på og lad alkoholen fordampe, inden dåsetomaterne blandes i. Læg mørbraden tilbage i gryden og lad den simre under låg i ca 25 minutter eller til den er svagt rose indeni. Vend mørbraden en gang undervejs.

Tag mørbraden op af gryden og lad den hvile ca 10 minutter. I mellemtiden – tilsæt fløde til tomatsovsen og kog det lidt ind. Smag til med salt og peber og vend pastaen i. Skær mørbraden i skiver og server sammen med pastaen med tomatsovs og en grøn salat.

dagens salat reDagens salat af romainesalat, cherrytomater, sorte oliven og persille med olie/eddike-vinaigrette med masser af hvidløg.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kylling i dijon-flødesovs med ovnbagte kartofler og grøntsager