Sennepsmarineret brontosaurus-steak med danablugratinerede små pebre og syrlig persillesalat

brontosaurus-nyFor 8-10 dage siden købte jeg hos COOP en såkaldt brontosaurus-steak, som er en stor (dele)bøf på 400 g skåret af oksebovklump.  Jeg lader gerne bøffer “modne” i køleskab, indtil omkring sidste anvendelsesdag, så synes jeg, at de smager bedre. Faktisk er jeg ret imponeret over både smag og mørhed af denne forholdsvis billige supermarkedesbøf. At den også lige fik en halv times tur i en god marinade, inden den røg på grillpanden, trak naturligvis heller ikke fra.

Til bøffen serverede jeg små labre gratinerede peberfrugter fyldt med danablucreme, som gjorde det ud for både grøntsager og sovs, små hele ovnbagte krydrede kartofler, samt en syrlig persillesalat. Den syrlige salat er et must som modvægt til de lækre, men fede danablugratinerede peberfrugter, men kartoflerne går fint at skifte ud med en anden slags kartoffel, hvis du foretrækker dette.

Sennepsmarineret brontosaurus -steak:

  • 1 brontosaurus-steak à ca 400 g – eller anden stor ikke for tyk bøf
  • 2 tsk tørret rosmarin
  • 1 stor spsk dijonsennep
  • 5 fed hvidløg – presset
  • 3 spsk olivenolie
  • Salt og peber

 

Bland rosmarin, sennep, hvidløg, olivenolie, salt og peber i en frysepose. Kom bøffen i posen og sørg for, at den er godt dækket af marinaden. Lad bøffen trække ca en halv time ved stuetemperatur. Vend posen et par gange under vejs og “massér” gerne bøffen lidt igennem posen.

Skrap det værste marinade af bøffen og steg den på en virkelig varm (grill)pande. Vi kan lide vores oksekød meget rødt her i familien, så vores bøf fik kun 1 minut på hver side, men foretrækker du din bøf medium stegt, så giv den omkring 1 minut mere på hver side. Lad bøffen hvile utildækket i ca 5 minutter, inden den skæres i smalle skiver.

pebre-med-danablu-reDanablugratinerede små pebre:

  • 200 g små peberfrugter gerne i forskellig farve – halveret på langs og befriet for frøhus og kerner.
  • 125 g danablu
  • Ca 2 dl piskefløde
  • Salt og peber

 

Læg de halve peberfrugter i et ovnfast fad. Rør osten blød med en håndmikser. Tilsæt fløden lidt efter lidt, imens du stadig rører. Smag til med salt og peber, men husk, at osten er salt i forvejen. Fordel ostemassen i de halve peberfrugter og bag dem i ovnen i ca 30 minutter på 200 grader.

persillesalat2-nyPersillesalat:

  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk æbleeddike
  • 1 tsk dijonsennep
  • Salt og peber
  • ½ lille rødløg – meget finthakket
  • 6 cornichoner  – finthakket
  • 2-3 håndfulde bredbladede persilleskud

 

Pisk olie, eddike, dijonsennep, salt og peber sammen. Tilsæt rødløg og cornichoner og vend persillen grundigt i blandingen.

Endvidere:

  • En passende mængde kartofler efter eget ønske

Yoghurt-marinerede lammespyd, farverig salat med perlebyg, samt pimpede bagte squash

spyd-nyVores aftensmad i går var stærkt inspireret af de nordafrikanske og mellemøstlige køkkener, dog uden at være 100% tro. Typisk ville man i de egne have brugt bulgur eller cous cous i salaten, men jeg havde kun perlebyg, så det røg i i stedet. Grillet eller bagt aubergine med en klat yoghurt og et drys granatæblekerner er vel efterhånden en klassiker – og det ville jeg egentlig også have serveret til, men så var min auberginer mugne indeni. Derfor måtte et par squash agere stand-in, men det blev det faktisk ikke ringere af, så det er ikke sidste gang, at vi bruger squash på den måde. Jeg gav også lidt ekstra yoghurt til som ekstra “dyppelse”, samt lidt virkelig lækker gedefeta til.

Yoghurt-marinerede lammespyd:

  • 500 g lammekød i tern
  • 2 dl yoghurt
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk gurkemeje
  • 2 tsk garam masala
  • 1 tsk rosmarin
  • 1 tsk chiliflager
  • Salt og peber – gavmildt
  • 5 fed hvidløg – presset
  • 4-6 træspyd

 

Bland alle ingredienser – undtaget kødet – i en frysepose. Kom også kødet i fryseposen og sørg for, at alt kødet bliver dækket af yoghurt-marinaden. Lad kødet trække på køl mindst et par timer, men meget gerne længere – f.eks natten over. Vend posen et par gange undervejs.

Fordel kødet på 4-6 træspyd, som har ligget i blød i vand i en halv times tid. Steg kødet på en godt varm grill eller (grill)pande, indtil det er netop gennemstegt. Krydr eventuelt med lidt ekstra salt.

squash-aubergine-reBagte squash:

  • 2-3 squash – halveret på langs
  • Olivenolie til pensling + til at dryppe på de færdige squash
  • Salt og peber
  • 8-12 spsk yoghurt naturel – gerne tyrkisk eller græsk
  • ½ granatæble
  • Lidt dild – klippet

 

Pensl de halverede squash med olivenolie på skærefladen og krydr med salt og peber. Bag dem med skærefladen opad i en 200 grader varm ovn i en lille time. De skal være helt bløde og skallen skal gerne have godt med farve.

Fordel yoghurten på de færdigbagte squash og drys med granatæblekerner og dild og dryp med en anelse olivenolie.

perlebyg-reSalat med perlebyg:

  • Ca 2 dl kogt perlebyg – alternativt bulgur, cous cous, quinoa etc.
  • 1 citron – saft + fintrevet skal
  • 3 spsk olivenolie
  • 3 fed hvidløg – presset
  • ½-1 tsk stødt spidskommen
  • 1 knips chiliflager
  • Salt og peber
  • 2 tomater – skåret i små tern
  • 1 snackpeber – skåret i små tern
  • 1 lille rødløg – hakket
  • 2/3 agurk – skåret i små tern
  • 1 stor håndfuld persille – groft hakket

 

Rør citronsaft og skal, olivenolie, hvidløg, spidskommen, chiliflager, salt og peber sammen til en dressing i en skål. Vend perlebyggen i dressingen og lad det gerne trække en halv times tid.

Bland tomat, snackpeber, rødløg, agurk og persille med perlebyggen. Smag eventuelt til med mere salt, peber og citronsaft. Server salaten sammen med lammespydene og de bagte squash.

Endvidere:

  • Eventuelt lidt ekstra yoghurt som dyppelse
  • Eventuelt en lækker feta
  • Eventuelt lune fladbrød

Pasta med udenkødsovs

linsesovs-reAftensmaden i dag bød på hverdags-klassikeren over alle hverdags-klassikere – nemlig pasta med kødsovs, dog med et væsentligt twist. Kødet i kødsovsen var nemlig byttet ud med linser. Linser er både velsmagende, sunde og billige, så selvom du ikke er vegetar, så synes jeg, at du skulle prøve en omgang pasta med udenkødsovs. Jeg serverede friskrevet parmesan og en enkel salat med olie/eddike-dressing til, men undlades osten, så er retten vegansk.

udenkoedsovs-reUdenkødsovs:

  • 2 dåser kogte grønne linser – ca 500 g drænet vægt
  • 2 store løg – hakket
  • 2 gulerødder – revet
  • 2 stængler bladselleri – finthakket
  • 3 spsk olivnolie
  • Ca 10 fed hvidløg – finthakket
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 1 stort laurbærblad
  • ½ tsk chiliflager
  • 1 lille dåse koncentreret tomatpuré
  • 1 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 1 dåse hakkede tomater
  • Salt og peber

 

Steg løg, gulerødder og bladselleri i olivenolie i en stor gryde, indtil løgene er klarede. Tilsæt linser, hvidløg, herbes de Provence, laurbærblad og chiliflager og steg yderligere et par minutter. Skub grøntsags/linse-blandingen lidt til side i gryden og svits tomatpuréen 1 minut, inden smuldret bouillonterning og hakkede tomater tilsættes. Lad retten simre under låg i mindst en halv time. Smag til med salt og peber.

Endvidere:

  • Pasta kogt efter anvisning på pakken
  • Friskrevet parmesan – eventuelt et vegansk alternativ
  • En enkel salat med olie/eddike-dressing

Sprængt andebryst med peberrodssovs og sauterede æbler, løg og blomsterkål

andebryst-re

I går fik vi en af mine yndlings-mormor-klassikere; sprængt and med peberrodssovs. Mange tror, at det er besværligt at sprænge kød, men det er absolut ikke tilfældet. Det kræver blot lidt tid, hvor kødet passer sig selv. Til gengæld får du dejligt mørt og saftigt kød ud af din indsats.

Udover den skønne flødepeberrrodssovs og kogte kartofler fik vi også løg, æbler og blomsterkål sauteret i smør til kødet. Blomsterkål? Tænker du måske. Blomsterkål er en ny kåltype – en blanding af rosenkål og grønkål. Faktisk hedder de “flower sprouts” også på dansk, men jeg synes at det er så åndsvagt, at ting får engelske navne, når vi befinder os i Danmark. Derfor har jeg døbt det blomsterkål og opfordrer dig til at følge trop.

spraengt-re Sprængt andebryst:

  • 2 andebryster – ca 700 g i alt
  • 1 liter vand + ekstra til kogning
  • 2,5 dl groft salt
  • 3 spsk sukker
  • 1 løg – skåret i kvarte
  • 6 hele sorte peberkorn
  • 1 laurbærblad

 

Rør vand, salt og sukker sammen, indtil til salt og sukker er opløst. Soigner andebrysterne og læg dem i saltlagen med skindsiden opad. Læg en tallerken ovenpå andebrysterne, så de er helt dækket af lage. Lad kødet trække tildækket i køleskabet i ca. 6 timer.

Tag andebrysterne op af saltlagen og læg dem i en gryde sammen med løg,  peberkorn og laurbærblad. Hæld vand ved, så det dækker og bring det i kog. Kog andebrysterne ved svag varme og under låg i ca. ½ time. Tag dem op (gem suppen) og lad dem hvile tildækket i ca. 15 minutter, inden de skæres i tynde skiver. Lav sovsen, imens kødet hviler.

Peberrodssovs:

  • 3 spsk smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 5 dl varm suppe fra anden
  • Ca 1,5 dl piskefløde
  • Ca 2 spsk eddike
  • Ca 1 spsk sukker
  • Salt og peber
  • Ca 10 cm frisk peberrod – skrællet og fint revet

 

Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Bag det godt igennem, uden at det tager farve. Tilsæt den varme suppe lidt efter lidt under konstant omrøring. Tilsæt fløden og lad sovsen småkoge – stadig under omrøring – i mindst 4-5 minutter. Hvis den bliver for “tyk”, da tilsæt lidt mere suppe eller fløde. Smag til med eddike, sukker, salt og peber. Tag gryden af varmen og tilsæt peberrod. Server straks.

kaal-og-aebler-reSauteret løg, æble og blomsterkål:

  • 2 spsk smør
  • 2 æbler – skåret i smalle både
  • 2 løg – skåret i smalle både
  • 150 g blomsterkål – (flower sprouts)
  • Salt og peber

 

Smelt smørret på en pande og steg løg, æbler og kål, indtil løgene er bløde og gyldne. Krydr med salt og peber.

Endvidere:

  • Kogte kartofler
    Newer posts