Mangochutney-sild med æble og forårsløg

Koteletter i senneps-flødesovs med champignon og spinat

kotelet-rereJeg har måske skrevet det før, men jeg gider altså ikke de der 1½-2 cm tynde svinekoteletter, som er den typiske tykkelse på en supermarked-kotelet. De er næsten umulige at stege ordentligt – enten får de ikke en god stegeskorpe eller så er bliver de fuldstændig dødstegte og så tørre, at de hviner mellem tænderne. Desværre koster gode tykke (herregårds)koteletter mere end mit budget tillader til en almindelig mandag aften. Derfor køber jeg i stedet hele svinekamme (på tilbud), fjerner svær og kappe og så skærer jeg mine egne koteletter i lige den tykkelse, jeg foretrækker. Det er både billigere og smager meget bedre end supermarked-koteletterne, de kan nemlig steges, så de både har en fin stegeskorpe og er let rosa i midten, som en svinekotelet bør være for stadig at være saftig.

Kan du ikke spise sådan en moppedreng af en kotelet, så lad den være en “dele-kotelet” eller gem resten til frokosten dagen efter. Groft rugbrød med tynde skiver af svinekotelet med lidt dijonnaise på smager svært godt.

Sværen fra stegen skal du ikke smide ud – den kan blive til de lækreste flæskesvær næsten uden besvær. Idéen med at købe en hel steg og selv skære den ud i koteletter, lader sig iøvrigt nemt konvertere til nakkekoteletter, så køber du blot en nakkefilet i stedet.

Nå, men vi fik altså sådanne dejlige tykke koteletter til aftensmad i går. Jeg serverede koteletterne i en lækker senneps-flødesovs med champignon og spinat og med tilbehør i form af sprøde ovnkartofler og en grøn salat. Opskriften på de saftige koteletter og den skønne flødesovs får du her:

koteletter-i-pande-reKoteletter i senneps-flødesovs:

  • 2-4 flotte svinekoteletter – alt efter tykkelse og “kød-appetit”
  • Salt og peber
  • 1 tsk tørret timian
  • 1-2 spsk olivenolie
  • 1 løg – skåret i smalle både
  • 250 g champignons – skåret i skiver
  • 3 spsk dijonsennep
  • 3 spsk worcestershire sauce
  • 1 fed hvidløg – presset
  • 5 dl fløde
  • 1 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 2 store håndfulde frisk hel spinat

 

Krydr koteletterne med salt, peber og timian og brun dem grundigt på begge sider i lidt olivenolie på dyb pande. Tag koteletterne af panden og sæt til side.

Kom løg og champignons på panden og steg dem let gyldne. Tilsæt dijonsennep, worcestershire sauce og hvidløg og steg endnu et par minutter. Hæld fløden på og tilsæt smuldret bouillonterning. Lad retten simre, indtil bouillonterningen er helt opløst og kom så koteletterne tilbage på panden.

Lad retten simre, indtil sovsen har en passende konsistens og koteletterne er let rosa i midten. Tilsæt om nødvendigt lidt vand, hvis du synes, at sovsen bliver for tyk. Smag sovsen til med salt og peber. Tag panden af kogepladen, vend spinat i sovsen og server straks.

Endvidere: 

  • Ovnkartofler
  • En simpel grøn salat med olie/eddike-dressing

   

2 kommentarer

  • Michael

    Det ser rigtig lækkert ud. Og god idé at købe hele stege og skære ud. Jeg bruger selv “tricket”. Men når du skriver, at du fjerner “kappen”, hvad mener du så?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Persille

      Hej og tak for de rosende ord 🙂

      Kappen er fedtlaget under sværen og ned til første bindevævshinde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mangochutney-sild med æble og forårsløg