“Kæmpe rejecocktail” med rød grape-dressing

rejecoctail3-mvHvor 80’er-agtigt det end må være, så kan jeg godt lide en god og veltillavet rejecocktail. God og veltillavet betyder væk med slatten og smagsløs vinter-iceberg og væk med lyserød købedressing. Salaten i en rejecocktail skal ikke kun være der som fyld, men for at bidrage med smag og struktur og så nytter det altså ikke, at den ikke smager af noget og at den ikke er lækker sprød. Altså – rejecokctail er en sommerspise! De lyserøde købe-dressinger som så misvisende kaldes “thousand islands”, har intet med en rigtig thousand island-dressing at gøre og de smager i bedste fald bare dårligt og i værste fald og som oftest er de også fulde af alverdens E-numre og uvedkommende ingredienser. Thousand island-dressing kan dog sagtens smage som englene tisser på ens hjerte, men så må du lave den selv. Her kan du se hvordan: http://persille.bloggersdelight.dk/2014/08/thousand-island-dressing-med-pil-selv-rejer-og-salat/ .

I dag lavede jeg dog ikke thousand island-dressing til min rejecocktail, men derimod en superenkel, men også superlækker dressing med rød grape. Ydermere lavede jeg mine “cocktails” om til en “fadservering”, men foretrækker du portionsanretning, så vil det også se fint ud. Rejecocktail er jo traditionelt en forret, men i dag serverede jeg retten som et let aftenmåltid sammen med godt brød.

rejecocktail-portion-mvKæmpe rejecocktail:

  • ½ dansk sommer-iceberghoved – delt i 3-6 både
  • 250 g ekstra store rejer
  • 2 avokado – skåret i tern og dryppet med lidt grapesaft for ikke at blive brune
  • 1 rød grape – skåret i  halve fileter
  • 1 portion rød grape-dressing – se opskrift længere nede på siden
  • Lidt dild

 

Læg salat-bådene på rad og række i et fad. Fordel rejer, avokado og grape pænt udover salaten. Dryp med noget af dressingen og pynt med dild. Giv resten af dressingen til i en skål for sig.

Rød grape-dressing:

  • 4 spsk god mayonnaise – helst hjemmelavet, alternativt en uden E-numre og underlige ingredienser, men derimod en lavet på æg og olie.
  • 4 spsk cremefraiche
  • 2 røde grapefrugter – befriet for hinder og kerner og skåret i små tern. Gem også saften.
  • Salt og peber

 

Rør mayonnaise og cremefraiche sammen. Tilsæt grape-frugt og saft og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber. Dressingen må gerne laves lidt tid inden servering og stilles på køl, så den kan nå at sætte sig lidt.

Yderligere:

  • Godt hvedebrød
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ovnstegt kylling og kartofler med kanel, chili og oregano, blandet salat og danablu-tzatziki med frisk mynte.