Torskesalat fra Skagen

skagensalat-mvIndrømmet denne torskesalat er ikke fra Skagen og opskriften ej heller. Jeg har nemlig selv kreeret den og jeg bor jo i Espergærde. Skagen kommer ind i billedet, fordi salaten lidt er en blanding mellem en traditionel torskesalat og den  mayonnaisesalat med skaldyr og kaviar, der vist nok kaldes “Skagensalat”.  Uanset om vi kalder den torskesalat fra Skagen eller Espergærde, så smager den skønt sammen med flutes eller andet godt hvedebrød og også gerne med et glas kølig hvidvin til.

Vi spiste lidt utraditionelt torskesalaten (og lidt ost til det resterende flutes) til aftensmad, men jeg vil tro, at portionen passer fint til 4-5 personer til forret eller som en del af et frokostbord.

Opskrift:

  • 300 g torskefilet uden skind
  • 1 spsk smør
  • Salt og peber
  • Eventuelt 2-3 spsk tør hvidvin
  • 10 spsk god mayonnaise uden mystiske bismage – gerne hjemmerørt
  • 2-3 spsk cremefraiche
  • 3-4 spsk citronsaft
  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 bundt dild – fint hakket – Tag lidt fra til pynt
  • 75 g kaviar – Læg lidt fra til pynt
  • 500 g pil-selv-rejer – Vægt med skal – Pillede – Læg lidt fra til pynt
  • 2-3 æg – kogt smilende og delt i kvarte

 

Smør et stykke bagepapir med smør og læg fisken midt på. Krydr fisken gavmildt med salt og peber og dryp eventuelt med lidt hvidvin. Fold bagepapiret om fisken, så det lukker helt tæt og sæt “pakken” i en 150 grader forvarmet ovn i 10 minutter.

I mellemtiden – bland mayonnaise, cremefraiche, citronsaft, dijonsennep og hakket dild. Vend kaviar i dressingen, uden for voldsomme bevægelser. Sæt dressingen på køl, imens fisken bager færdig og efterfølgende afkøles ligeledes på køl.

Med en gaffel del den afkølede torsk i flager og vend den og de fleste rejer i dressingen. Kom torskesalaten i en pæn skål eller på et lille fad og pynt fint med æg, rejer, dild og kaviar. Stil torskesalaten på køl, indtil den skal serveres.

Endvidere:

  • Flutes eller andet hvedebrød
  • Citron

skagensalat-2-mv

 

Lun kartoffelsalat med masser af friske krydderurter, hestebønner, mandler og brunt smør

kartoffelsalat-med-brunt-smoer-mmDenne kartoffelsalat med hestebønner smager virkelig dejligt, men den tager altså noget tid at lave. Ikke nok med at bønnerne skal bælges, så skal hver enkelt lille “bønnefrø” også befries for den lille seje hinde, der omslutter den. Ikke noget man gider til 30 mennesker, men min datter og jeg hyggede os nu med at gøre det sammen ude i haven i den halve time der var lidt sol og ophold i regnen.

Jeg serverede kartoffelsalaten til forskellige rester af grillet kød fra dagen før, men den vil også smage skønt til både fugl, fisk eller “vegetar-deller”. Jeg brugte persille, dild og en anelse estragon i kartoffelsalaten i går, men skulle den have været serveret til lammekød, så ville det have været oplagt at lade en del af de friske krydderurter være mynte.

Opskrift:

  • 750 g hestebønner – vægt med bælg
  • 600 g nye kartofler – mine var ret store, så jeg skar dem i kvarte
  • 150 g smør
  • 3 håndefulde persille – finthakket
  • 2 håndfulde dild – finthakket
  • 1 lille håndfuld estragon – finthakket
  • Saft af ca ½ citron
  • Salt og peber
  • 1 stor håndfuld mandler – groft hakket

 

Bælg bønnerne og pil hinden af hver enkelt “bønnefrø”. Kog kartoflerne netop møre i letsaltet vand. Tilsæt de bælgede hestebønner de sidste 30 sekunder af kogetiden. Hæld kartofler og bønner i et dørslag og lad dem dryppe af, inden de kommes i en skål.

Kom smørret på en pande og lad det smelte og bruse op under omrøring. Når smørret næsten har lagt sig igen, så er det færdigt og skal straks hældes over kartoflerne og bønnerne. Bland de friske krydderurter i, men pas på, at kartoflerne ikke bliver moste. Smag til med salt, peber og citronsaft og drys de hakkede mandler udover kartoffelsalaten.

 

 

Meunierestegte rødspættefileter med rødbede/peberrods-remoulade

fisk-med-roedbede-peberrod-mmVi skulle egentlig have haft fiskene med kartofler og en eller anden form for sovs, men så var mine ellers helt nyindkøbte kartofler fulde af mug. Derfor måtte jeg i sidste øjeblik finde på noget “andet”, udfra hvad køleskabet kunne byde på. Rødspættefileterne skulle jo bruges i dag, så de røg naturligvis ikke af menuen, men tilbehøret blev ændret til rugbrød og en “remoulade” med rødbede og masser af friskrevet peberrod.

roedbedepeberrod-mvRødbede/peberrods-remoulade:

  • 200 flødeost naturel
  • 1,5 dl piskefløde
  • 1 stor rødbede – skrællet
  • Ca 100 g hel peberrod – skrællet
  • 4 spsk kapers – groft hakket
  • 4 spsk cornichoner –  hakket
  • Salt og peber

 

Kom flødeost og fløde i en skål og pisk det med en håndmikser, indtil du har en homogen og luftig masse. Riv halvdelen af rødbeden groft og den anden halvdel fint. Riv peberroden fint. Vend rødebede, peberrod, kapers og cornichoner i flødeostemassen. Smag til med salt og peber.

Meunierestegte rødspættefileter:

  • 400-500 g små rødspættefileter
  • Salt og peber
  • Lidt rugmel
  • Smør til stegning

 

Krydr fiskene med salt og peber og vend dem på begge sider i rugmel. Steg fileterne et par minutter på hver side i smør. Vend kun én gang.

Endvidere:

  • Rugbrød
  • Citron
    Newer posts