Lam i flødeostesovs med hvidvin, squash og soltørret tomat, samt “grøn” bulgur og salat med citronvinaigrette

 

lammegryde-rereNemlig.com hvorfra jeg får leveret de fleste af mine dagligvarer, har de seneste uger haft Philadelphias pendant til pikantost, som gratis vareprøve. Det er normalt ikke noget, vi spiser i store mængder herhjemme og vi har da heller ikke kunne følge med strømmen af indgående oste, selvom jeg nok har spist flere philadelphia-ostemadder de seneste 3-4 uger end de 10 foregående år. Heldigvis kan ostene holde sig forholdsvis lang tid, men alligevel stod jeg med 2 oste, der skulle spises i dag. Jeg orker helt ærligt ikke flere madder med med osten lige den næste tid, så jeg var nødt til at finde en anden anvendelse for dem og helst en, hvor ostens smag ikke var den mest fremtrædende. Det kom der denne ret med lam ud af og den smagte i al beskedenhed virkelig dejligt i samspil med det valgte tilbehør.

lam-i-gryde-reLam i flødeostesovs:

  • Ca 600 g lammeculotte – skåret i mundrette stykker
  • 1 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  • 2 løg – skåret i smalle både
  • 1 stor squash – skåret i ca 1½ cm tykke halvmåner
  • 4-5 fed hvidløg – fint hakket
  • 1 tsk harissa
  • 3 spsk soltørrede tomat i små tern
  • 2 dl tør hvidvin
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 260 g Philadelphia med løg og urter
  • Eventuelt lidt vand
  • 1 drys persille til pynt

 

Brun kødet på en dyb pande i lidt olivenolie og krydr med salt og peber. Tag kødet af panden og læg det til side. På samme pande steg løg, hvidløg, og squash, indtil løgene er bløde, men ikke brune. Tilsæt harissa og soltørrede tomat-tern og steg endnu et minut. Hæld vinen på panden og smuldr bouillonterningen heri. Lad alkoholen fordampe og rør så flødeosten i retten. Lad retten simre ca 5 minutter. Tilsæt lidt vand, hvis sovsen bliver for tyk. Smag til med salt og peber og drys med persille.

“Grøn bulgur” er blot bulgur kogt efter anvisning på pakken og vendt med en stor håndfuld finthakkede friske krydderurter. Jeg brugte persille og timian.

Dagens salat:

  • 1 stort romainesalathoved
  • ½ dl olivenolie
  • ½ hvidvinseddike
  • 1 tsk dijonsennep
  • 4 fed hvidløg – skåret i mindre stykker
  • Fintrevet skal af 1 citron
  • Salt og peber

 

Snit eller riv salaten i mindre stykker og kom den i en skål. I en anden skål – blend olivenolie, hvidvinseddike, dijonsennep, hvidløg, citronskal, salt og peber med en stavblender, indtil det er let skummende og emulgeret. Lad den enkelte selv dosere mængde af dressing på sin salat.

 

 

Lammehjerter med kikærter, tørret abrikos og grønne oliven

tagine skål reJeg elsker lam og jeg elsker hjerter, så da Nemlig pludselig havde økologiske lammehjerter, så var jeg ikke sen til at slå til. Jeg havde aldrig smagt hjerter fra lam tidligere, men jeg tænkte at det da kun kunne være et megahit at samle to af mine yndlingsingredienser i ét – og det var det, lammehjerterne var simpelthen så lækre. Jeg valgte at tilberede hjerterne i en marokkansk inspireret gryderet. Havde jeg været den lykkelige ejer af en tagine, så havde jeg naturligvis tilberedt retten i denne. Kan du ikke skaffe lammehjerter, så kan du sagtens bruge okse, svine eller kyllingehjerter

tagine reOpskrift:

  • Ca  500 g lammehjerte – trimmet og skåret i mundrette strimler
  • 2 løg – skåret i smalle både
  • 5-6 fed hvidløg – finthakket
  • Tommelstort stykke ingefær – finthakket
  • 1 stærk rød chili – finthakket – styrke efter din smag
  • 1 spsk smør
  • 1 stang kanel på ca 10 cm
  • 8 hel grøn kardemomme
  • 1 spsk stødt spidskommen
  • Salt og peber
  • 1 stor squash – skåret i store tern
  • 2 gulerødder – skåret i skiver
  • 10 cherrytomater
  • 100 g tørrede abrikoser – skåret i strimler
  • Ca 3 dl vand
  • 1 hønsebouillonterning – smuldret
  • 1 dåse kikærter – skyllet og drænet
  • 12 -15 grønne oliven – helst med sten

 

Klar løg, hvidløg, ingefær og chili i lidt smør for lav varme i en gryde. Tilsæt kødet, kanel, kardemomme, spidskommen, salt og peber og steg indtil hjerterne er fint brunet. Kom squash, gulerødder, cherrytomater og abrikoser i gryden og steg yderligere et par minutter. Tilsæt vand, bouillon, kikærter og oliven og lad retten simre under låg i 2 timer. Smag til med salt og peber. Server med couscous eller bulgur og en klat kold tyrkisk yoghurt.

Endvidere:

  • Couscous eller bulgur kogt efter anvisning på pakken
  • 3-4 dl tyrkisk yoghurt

Marinerede lammekoteletter med bulgurpilaf og tahinacreme

lam alt 2 reJeg elsker lammekoteletter, men desværre er lam så hundedyrt i Danmark, så jeg får dem alt for sjældent. I går flottede jeg mig dog og købte lammekoteletter til aftensmaden i dag. Hele dagen har jeg glædet mig og heldigvis levede de op til forventningerne. Jeg valgte at servere koteletterne med tilbehør inspireret af Mellemøsten – nemlig en lækker bulgurpilaf, creme rørt af tahina, samt skiver af skønne bøftomater.

lam tætt reMarinerede lammekoteletter:

  • 6-8 lammekoteletter
  • Saft ½ citron
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 spsk ras el hanout
  • 3 spsk finthakket persille
  • 1 spsk finthakket frisk koriander
  • 1 spsk finthakket frisk rosmarin
  • 3 fed hvidløg – presset
  • Salt

 

Rør en marinade af citronsaft, olie, ras el hanout, persille, koriander, rosmarin og hvidløg. Vend lammekoteletterne i godt i marinaden og lad dem trække mindst et par timer heri. Vend dem et par gange undervejs.

Krydr koteletterne gavmildt med salt og steg dem 2-3 minutter på hver side – gerne på en grillpande.

pilaf rereBulgurpilaf:

  • 3 dl fuldkornsbulgur
  • 1 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 2 løg – halveret og skåret i skiver
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk ras el hanout
  • salt
  • 3-4 håndfulde persille – finthakket
  • 3 håndfulde tørrede tranebær
  • 1 håndfuld pistacienødder – grofthakket

 

Kog bulguren efter anvisning på pakken, men med en grøntsagsbouillonterning i kogevandet i stedet for salt.

I mellemtiden: Steg løgene bløde og karamelliserede i olie på en pande. Krydr dem med ras el hanout og salt undervejs.

Bland de bløde løg, persille, tranebær og pistacienødder i den færdigkogte bulgur. Smag til med salt.

tahina reTahinacreme:

  • 3 spsk tahina
  • 6 spsk tyrkisk yoghurt
  • 3 fed hvidløg – presset
  • Ca 1 dl vand
  • Saft fra ½-1 citron
  • Salt og peber
  • Eventuelt lidt sumak og persille til pynt

 

Kom tahina, yoghurt og  hvidløg i en skål. Rør vandet i lidt efter lidt, indtil cremen er homogen og har en passende konsistens. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Endvidere:

  • Lidt frisk grønt – jeg gav tykke skiver af bøftomater, bredbladet persille, løgringe og citron til.

Lammegryde med aubergine, kikærter og smeltet ost, samt tomatiseret bulgur og “rødebede- og gulerods-tzatziki”

lam i gryde reDagens ret er inspireret af en lammeret med aubergine og ost tilberedt i stenovn, som jeg smagte da jeg var på ferie i Tyrkiet tidligere på året. Jeg har hverken den originale opskrift eller en stenovn og jeg har også tilsat lidt ekstra ingredienser – f.eks kikærterne, men min datter påstod at min udgave smagte ligeså godt som den i Tyrkiet. Som tilbehør gav jeg lidt grønt, tomatiseret bulgur, pitabrød og to slags “tzatziki” i pangfarver. (Lav eventuelt de to slags “tzatziki” før du går i gang med lammeretten, hvis du ikke gider have alt for meget stress på).

bbmLammegryde:

  • 600 g lammekød – skåret i store tern – jeg brugte lammeculotte
  • Salt og peber
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk chiliflager
  • 2 tsk tørret oregano
  • 2 store aubergine – skåret i store tern
  • 1 sjat olivenolie
  • 1 stort rødløg – skåret i smalle både
  • 5 fed hvidløg – finthakket
  • 1 dåse kikærter – skyllet og drænet
  • 1 dl vand
  • 1 håndfuld revet ost – jeg brugte ufarvet kaşar peyniri, som er en tyrkisk ost af cheddar-typen, men brug gerne en hvilken som helst cheddar eller lignende ost.

 

Brun kødet i en gryde, der kan gå i ovnen og krydr med salt, peber, spidskommen, chiliflager og oregano. Tag kødet op, kom lidt olie i gryden og steg auberginerne gyldne og halvmøre – tilsæt mere olie efter behov. Kom løgene i gryden og steg endnu et par minutter. Tilsæt hvidløg og steg endnu et minut, inden kikærter og vand kommes i.

Lad retten koge op og læg så låg på – alternativt 2 lag stanniol – og sæt gryden i en forvarmet ovn på 200 grader i 45 minutter (kog bulgur og ordn “det grønne” i mellemtiden).

Tag gryden ud af ovnen, drys retten med ost og sæt gryden uden låg tilbage i ovnen i ca 5 minutter, indtil osten er smeltet uden at tage farve.

Tomatiseret bulgur:

  • 3 dl fuldkornsbulgur
  • 4,5 dl vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 1 lille dåse koncentreret tomatpuré

 

Opløs bouillonterning og tomatpuré i vandet og bring det i kog. Tilsæt bulguren, læg låg på og skru ned til lav varme. Lad bulguren simre ca 12 minutter eller som anvist på pakken. Sluk for kogepladen og lad bulguren trække ca 10 minutter på eftervarmen.

lam rødebede reKiz güzeli aka rødbedetzatziki:

  • 2 mellemstørrelse rå rødbeder – skrællede
  • Ca 2,5 dl tyrkisk yoghurt
  • 2-3 fed hvidløg – presset
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • Saft af en lille ½ citron
  • Salt og peber
  • 1 drys nigellafrø til pynt

 

Riv rødbederne groft og bland dem grundigt med yoghurt, hvidløg, spidskommen, citronsaft, salt og peber. Lad gerne trække lidt på køl. Drys med lidt nigellafrø inden servering.

lam gulerod rereYoğurtlu havuç aka gulerodstzatziki:

  • 3 gulerødder – skrællede
  • Ca 2,5 dl tyrkisk yoghurt
  • 3 fed hvidløg – presset
  • 2 tsk tørret mynte
  • Salt og peber
  • Sorte oliven til pynt

 

Riv gulerødderne og bland dem grundigt med yoghurt, hvidløg, mynte, salt og peber. Lad gerne tzatzikien trække lidt på køl. Pynt med oliven inden servering.

lam salat reEndvidere:

  • Snittet salat
  • Bredbladet persille
  • Rødløg – skåret i ringe – eventuelt dryppet med citron og drysset med lidt salt og sumak
  • Pitabrød eller fladbrød

“Balkanburger” med hjemmegjort ajvar og fetacreme

balkanJeg elsker burgere og jeg elsker maden fra balkanlandene, så denne burger er naturligvis et hit hos mig. Min udgave af en “Balkanburger” er inspireret af “hakkebøffen” Pljeskavica, som den serveres i området omkring Beograd – nemlig som hamburger/ i pitabrød sammen med forskelligt grønt, ajvar og Kaymak.

Kaymak er en friskost, der spises både i Balkanlandene, Tyrkiet og Centralasien. Jeg kunne givetvis også få kaymak hos min grønthandler, men jeg var for doven til at gå ud og handle i dag, så jeg lavede min egen “wannabe-version” af feta og tyrkisk yoghurt. Ajvar kan fås i et hvert supermarked eller grønthandler, men jeg vil da anbefale dig at du laver den selv. Får du noget til overs, så smager det forrygende i sandwich, i dressing, på ost etc.

Pljeskavica laves oftest af forskellige typer hakket kød blandet sammen,  alt efter hvor i Balkan man befinder sig – f.eks okse, lam, svin eller kalv. Min udgave er med oksekød og lam, men gør som du lyster.

Er du ikke så meget til “mad i brød”, så spis gerne ris eller bulgur til sammen med det øvrige tilbehør – det vil være ligeså “autentisk”.

balkan tætBøfferne:

  • 500 g hakket oksekød 10% fedt
  • 300 g hakket lam 12%
  • 1½ spsk hel koriander
  • 1½ tsk hel spidskommen
  • 1 lille tsk hel sort peber
  • 1½ spsk paprika
  • 1 spsk røget paprika
  • Salt
  • 2 små løg – fint hakket
  • 3-4 fed hvidløg – presset
  • 1 spsk olivenolie

 

Stød eller kværn koriander, spidskommen og peberkorn, og bland det med de to slags paprika og en passende mængde salt. Ælt kødet med krydderiblandingen, løg og hvidløg. Lad farsen hvile på køl mindst 1 time, men gerne længere.

Form farsen til det ønskede antal bøffer og steg dem i lidt olivenolie, indtil de er netop gennemstegte.

ajvar reAjvar:

  • 1  aubergine
  • 1 stort løg med skal
  • 3 røde snackpebre
  • 4 fed hvidløg – presset
  • 1 lille stærk rød chili – meget fint hakket
  • 0,5 dl olivenolie
  • Ca 2 spsk hvidvinseddike
  • Salt og peber

 

Prik auberginen og løget jævnt med en gaffel og læg dem i et ovnfast fad beklædt med bagepapir. Placer snackpebrene ved siden af og sæt fadet i en 200 grader varm ovn i ca 45 minutter eller indtil de er gennembagte og godt sorte . Vend grøntsagerne en gang undervejs.

Kom de varme grøntsager i en fryse- og kogepose og luk den. Lad grøntsagerne køle af i posen, og pil så skallen af dem. Hak de bagte grøntsager fint eller blend dem med en stavblender. Tilsæt chili og hvidløg. Pisk/blend olien lidt ad gangen i grøntsagsmassen. Smag til med eddike, salt og peber.

kaymak reFetacreme:

  • 300 g blød feta
  • 6 spsk tyrkisk yoghurt

 

Mos feta med en gaffel og rør den med yoghurten.

Endvidere:

  • 5-6 pitabrød eller boller
  • Salat
  • Tomat
  • Agurk
  • Løg
  • Bredbladet persille