Spanske rejer

rejer i fad ny

Lad mig straks krybe til korset – at kalde denne ret for “spanske rejer” står helt for min egen regning. Rejerne er grønlandske og opskriften har jeg selv kreeret, men da retten både indeholder sherry, paprika og queso curado, som er en spansk blandingsost af  ko-, gede- og fåremælk, så lå navnet “Spanske rejer” ligesom til højrebenet. Retten ville da også passe fint som en del af et “tapasbord” – eventuelt tilberedt i små portionsskåle. I dag fik vi dog retten som hovedret sammen med ris og en simpel salat med olie/eddike-dressing. Som tapasret eller forret ville jeg blot give lidt brød til. Vi var 3 personer, der blev rigeligt mætte, så mon ikke portionen vil passe som almindelig forret til 6-8 personer og tapas til 10? Du kender bedst selv din families og gæsters appetit.

Kan du ikke skaffe queso curado, så brug bare en anden ost – f.eks manchego, emmetaler, eller måske en lagret cheddar.

rejer tall rere

Opskrift:

  • 250 g rejer – jeg brugte ekstra store kutterrejer optøet fra frost
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 meget stor porre – skåret i fine ringe
  • 5-6 fed hvidløg – finthakket
  • 4 tomater – skåret i tern
  • 2 stængler bladselleri – finthakket
  • ½ tsk rosmarin
  • ½ tsk oregano
  • 1 spsk paprika
  • ½ tsk chilisovs – jeg brugte sambal oelek
  • 1 dl tør sherry
  • 4 dl fløde – jeg brugte Arla madlavningsfløde 18%
  • Salt og peber
  • Ca 100 g revet queso curado eller anden lidt tør lagret ost

 

Steg porrerne bløde i olivenolie – de skal ikke tage farve. Tilsæt hvidløg, tomater, bladselleri, rosmarin, oregano, paprika og chilisovs og steg yderligere et par minutter. Tilsæt sherry og lad alkoholen dampe af. Hæld fløden på og lad retten simre ca 10 minutter uden låg. Smag til med salt og peber, men husk at osten også er salt.

Læg de optøede rejer i et ovnfast fad og hæld “sovsen” over. Drys med revet ost og bag retten 10-15 minutter i ovnen på 225 grader, indtil rejerne er varme og osten er smeltet og let gylden.

Græske muslinger

musling tæt reGræske muslinger:

  • 1,5 kg blåmuslinger
  • 1 gulerod – i bittesmå tern
  • 1 stilk bladselleri – i bittesmå tern
  • 1 løg – finthakket
  • 3 fed hvidløg – finthakket
  • 1+1 dusk frisk timian – eventuelt hakket
  • 1 tsk tørret oregano
  • Peber
  • 1 stort knips chiliflager
  • 2,5 dl tør hvidvin
  • 1 dåse cherrytomater
  • Eventuelt salt
  • 100 g feta – smuldret
  • 1 lille håndfuld hakket persille

 

Skyl og skrub muslingerne godt med en stiv børste eller grov svamp. Kasser ødelagte muslinger og de muslinger, som ikke lukker sig ved et let bank mod køkkenbordet

I en stor gryde – steg gulerod, bladselleri, løg, hvidløg, den ene dusk timian, oregano, peber og chiliflager et par minutter i olivenolie uden at det tager farve. Tilsæt hvidvin og lad det koge op, inden cherrytomaterne også tilsættes. Lad det koge 3-4 minutter uden låg.

Tilsæt muslingerne, læg straks låg på og lad dem dampe i 3-4 minutter. Smag suppen til med salt og drys med feta, persille og det sidste timian. Server straks sammen med godt brød. Kasser de muslinger, der ikke har åbnet sig.

 

Pasta med vannamei-rejer i spicy og cremet sovs

rejepa-re7Jeg har noget med rejer for tiden, så igen i dag fik rejer, selvom det ikke er så lang tid siden sidst. Denne gang sammen med pasta i en virkelig lækker tomatiseret flødesovs med både masser af chili, friske krydderurter og hvidvin i.

Resten af familien spiste bare retten, som den var, men jeg er jo salatafhængig, så jeg spiste en helt enkel salat med en syrlig dressing til. Selvom det ikke er “god skik” at spise ost på pastaretter med fisk og skaldyr, så gav jeg nu alligevel et stykke Grana til at rive af til – og fik ingen brok for det.

rejegryde2reOpskrift:

  • 300 g rå vannamei-rejer – kun med haleskal og uden tarme
  • 1 stort løg – finthakket
  • 2 stængler bladselleri – finthakket
  • 1 spsk olivenolie
  • 4 fed hvidløg – finthakket
  • 1 spsk finthakket frisk timian
  • 1 spsk finthakket frisk rosmarin
  • 1 spsk røget paprika – stærk
  • 1 spsk chiliflager
  • Peber
  • 1,5 dl tør hvidvin
  • 1 dåse flåede hakkede tomater
  • 1 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 5 dl madlavningsfløde
  • Salt
  • 500 g pasta – kogt efter anvisning på pakken
  • Eventuelt lidt pastakogevand til at regulere sovsens “tykkelse”
  • Hakket persille til pynt

 

I en gryde stor nok til at rumme både pasta og sovs – steg løg og bladselleri i lidt olie 3-4 minutter, uden at det tager farve. Tilsæt hvidløg, timian, rosmarin, paprika, chiliflager og peber og lad det stege endnu 2-3 minutter – stadig uden at det tager farve.

Hæld hvidvin på og lad det koge op. Tilsæt flåede tomater, madlavningsfløde og bouillonterning og lad sovsen simre ca 5 minutter. Smag til med salt.

Kom rejerne i sovsen og lad denne koge hurtigt op. Vend den nykogte pasta i den varme sovs, drys med persille og server.

jYderligere:

  • Eventuelt friskrevet Grana eller Parmesan
  • Eventuelt en let grøn salat med olie/eddike-dressing

Marinerede vannameirejer på grill, krydret yoghurtdressing og salat med grillede asparges og nye æggeblommekartofler

rejer (1) 30Middagen i dag var dejlig sommerlig med store flotte vannameirejer på spyd og asparges, som begge via en krydret marinade kom en tur på grillen. Aspargsne kom efterfølgende i salaten som vi fik til rejerne. Som dyppelse til både rejer og salat serverede jeg en dressing på base af græsk yoghurt krydret med lidt af marinaden til rejerne og aspargsne.

Opskrift:

Start med at lave marinaden som skal bruges til både rejer, asparges og dressingen.

Marinade:

  • 8 fed hvidløg – skåret i mindre stykker
  • 1 stor håndfuld blandede friske krydderurter – jeg bruge basilikum, oregano og rosmarin – groft hakket.
  • Saft af en meget saftig citron
  • 1 spsk piri piri-chiliflager
  • 3-4 spsk olivenolie
  • Salt og peber

 

Blend alle ingredienser til en nogenlunde homogen masse med en stavblender.

dres rej3Yoghurtdressing:

  • 3-4 dl græsk yoghurt
  • 4-5  spsk eller mere af marinaden – alt efter hvor stærk du kan lide din dressing. Husk at få “bundfaldet” med.
  • Eventuelt lidt mere salt og peber

 

Rør yoghurt og marinade sammen. Smag til med salt og peber. Lad dressingen trække på køl, imens du laver resten af retten.

Vannameirejerne:

  • Ca 30 rå vannameirejer med skal – ordnede og uden penicillinrester eller andet uvedkommende
  • Ca 6 træspyd
  • Resten af marinaden – minus 2-3 spsk til aspargene.

 

Fordel rejerne på træspydene og læg dem i et fad. Hæld marinaden over og vend spydene lidt rundt, så alle rejer bliver dækket af marinade. Gentag et par gange undervejs. Lad rejerne marinere, imens du laver salaten.

Steg rejerne på en meget varm grill eller grillpande, indtil de er lyserøde og har fået lidt “grillmærker”.

asalat 30Salaten:

  • Ca 300 g æggeblommekartofler – kogt netop møre i saltet vand
  • 2 hjertesalat hoveder – delt i mundrette stykker
  • Ca 12 cherrytomater – delt i halve
  • 1 bundt asparges uden de trevlede ender
  • 2-3 spsk af marinaden

 

Arranger kartofler, hjertesalat og tomater i et fad. Pensl aspargsne grundigt med marinaden og steg dem på en hed grill eller grillpande, indtil de har fået lidt kulør, men stadig har bid. Lad aspargene køle en anelse, inden de lægges på salaten. (Steg rejerne i mellemtiden). Server.

Brasiliansk Moqueca-inspireret fiskestuvning med rød snapper og rejer

red2Moqueca er en typisk brasiliansk fiskeret, som kan føres mindst 400 år tilbage i tiden. Med så mange år på bagen, så siger det næsten sig selv, at der findes et utal af forskellige opskrifter, alt efter hvor i landet man befinder sig, årstallet og den enkelte husmoders luner og ressourcer. Her får du mit bud, som i dag blev med rød snapper og rejer, men byt gerne ud med anden fisk eller skaldyr

red grydeOpskrift:

  • Ca 300 g rød snapperfilet
  • 150 g rejer
  • Saft af 1 lime
  • Salt
  • 1 tsk hele korianderfrø
  • 1 tsk hel sort peber
  • 1 tsk chiliflager
  • 1 tsk stødt gurkemeje
  • 2 spsk kokos-, palme- eller olivenolie
  • 1 stort rødløg – skåret i tynde både
  • 2 forårsløg – fint snittet og delt i hvid og grøn del
  • 4-5 fed hvidløg – presset
  • 1 dåse flåede hakkede tomater
  • 1 dåse kokosmælk – ikke light
  • 2 grøntsagsbouillonterninger
  • 1 rød peber – skåret i tern
  • 1 grøn peber – skåret i tern
  • 1 frisk rød chili – skåret i tynde ringe
  • En håndfuld frisk koriander eller bredbladet persille – groft hakket

 

Skær fisken i mindre stykker og læg den i en dyb tallerken. Pres limesaft udover og krydr med rigeligt salt. Lad fisken marinere, imens resten forberedes.

Stød eller kværn korianderfrø, sort peber og chiliflager og bland det med stødt gurkemeje.

Klar løget og den hvide del af forårsløgene grundigt i olie i en passende gryde, uden at det tager farve. Tilsæt hvidløg og krydderiblandingen og lad det stege med 1 minut, før de flåede tomater og kokosmælken hældes på. Smuldr bouillonterningerne i og lad det simre ca 10 minutter.

Tilsæt rød og grøn peberfrugt og lad retten simre endnu 5 minutter. Vend fiskestykker med limesaft og rejer i gryden og læg låg på.  Tag gryden af varmen og lad retten stå ca 5 under låg før servering. Pynt med hakket koriander/persille, den grønne del af forårsløgene og rød frisk chili.

Yderligere:

  • Ris kogt efter anvisning på pakken