Grillet kyllingebryst med nektarin-barbecue, bulgur, saml-selv-salat og lækker squash-creme

barbecue-kylling-tall-reSelvom det ikke ligefrem er sol og sommervejr, så tændte vi op i grillen i går. På menuen stod kyllingebryst og det er såmænd også et ganske udmærket stykke kød, men nogen smags-eksplosion - det er det altså ikke. Kyllngebryster egner sig bedst til enten at blive serveret sammen med rigelige mængder lækker sovs eller til at blive marineret eller på anden måde tilført en masse smag. I går valgte jeg "marinerings-vejen" og lod først kødet trække i en barbecue-marinade lavet på 2 overmodne nektariner og en masse smagsgivere, efterfulgt af en tur på grillen. Tilbehøret bestod af "saml-selv-salat", bulgur og en lækker creme lavet af grillet squash og tyrkisk yoghurt.

Nektarin-barbecue-marinaden kan sagtens bruges til andet kød end kylling - f.eks svin eller fisk. Ligesom squash-cremen også vil gå fint til mange af sommerens andre grillerier.

barbecue-kylling-rereNekatarin-barbecue-marinade:
  • 2 godt modne nektariner - uden sten og skåret i mindre stykker
  • ½ løg - groft hakket
  • 3 fed hvidløg - groft hakket
  • 1 rød frisk chili - styrke efter præference - groft hakket
  • 1½ tsk stødt ingefær
  • 1½ tsk stødt spidskommen
  • 1½ tsk stødt kanel
  • 4 spsk ketchup
  • 3 spsk olivenolie
  • 1-2 spsk æbleeddike
  • 6-8 spsk rørsukker - alt efter hvor sure dine nektariner er
  • Salt og peber
 

Blend hele herligheden sammen med en stavblender og smag til med eventuelt mere eddike, sukker, salt og peber. Barbecue-marinaden kan holde sig et par dage i køleskab og rækker til ca 1 kg kød

Kyllingebrysterne:

  • 800 g kyllingebryst
  • 1 portion barbecue-marinade med nektarin
  • Salt
 

Vend kødet grundigt i barbecue-marinaden i en skål og lad det trække en times tid på køl. Steg kyllingebrysterne på grillen eller grillpande, indtil de er netop gennemstegte (det tog 20 minutter på vores grill). Pensl kødet med resterne af barbecuemarinade fra "marineringskålen" et par gange undervejs. Krydr eventuelt det færdigstegte kød med lidt ekstra salt.

baba-reSquash-creme:

  • 3 squash - halveret på langs
  • 1 spsk + 3 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  • 2 dl tyrkisk yoghurt 10 %
  • Saft af 1 citron
  • 3 fed hvidløg - presset
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk sumak
 

Pensl de halve squash med 1 spsk olivenolie og krydr med salt og peber. Steg dem ca 20 minutter på grillen eller en grillpande. De må godt få lidt grillmærker. Vend dem undervejs.

Hak de halve squash fint og bland dem med tyrkisk yoghurt, citronsaft, hvidløg, spidskommen og 2 spsk af den resterende olivenolie. Smag til med salt og peber. Pynt squash-cremen med dryp af den sidste spsk olivenolie og drys af sumak.

barbecue-groent-reBland-selv-salat:

En passende mængde:
  • Hjertesalat - delt i kvarte
  • Cherrytomater - hele og halve
  • Almindelige tomater -skåret i mundrette stykker
  • Agurk -skåret i tynde skiver
  • Rødløg -  delt i kvart og skåret i tynde skiver
  • Marinerede grønne og sorte oliven
  • Citron - halveret
  • Feta eller anden hvid salatost - let-smuldret
Arranger grøntsager, ost og oliven pænt på et fad og lad den enkelte selv samle sin salat. Endvidere:
  • Bulgur - kogt efter anvisning på pakken
  • Eventuelt fladbrød