Lammefrikadeller med frisk estragon, grillede padronpebre og "rødbedetzatziki"

lammedeller-mvSelvom vi bruger en ganske stor mængde rodfrugter i efterår og vintermånederne, så køber jeg af pladshensyn oftest de der poser med blandede rodfrugter (typisk gulerødder, pastinak, persillerod og rødbeder), så vi ikke skal have 4 forskellige poser liggende. En ganske fin løsning, hvis det altså ikke lige var fordi, at hver gang når alle de andre rodfrugter er brugt, så ligger der altid en god sjat rødbeder tilbage og det kan altså godt blive til en hel del rødbeder i løbet af sådan en sæson. Det er ikke fordi, vi ikke spiser rødbeder overhovedet - vi spiser bare flere af de andre rodfrugter, MEN det skal være slut. Et af mine (329) nytårsfortsætter er nemlig, at få brugt rødbederne i samme takt som de andre rodfrugter i posen, så de ikke skal ligge og fylde, indtil jeg enten får taget mig sammen til at sylte dem, forærer dem bort eller værst af alt, at de svinder ind til små indtørrede knolde og ender som madspild, GYS!! I dag fik jeg heldigvis brugt 2 kæmpestore rødbeder i en tzatziki, som ikke helt er en rigtig tzatziki, men som smager virkelig dejligt. Derudover fik vi lammedeller, pitabrød, salat og de små grønne padronpeberfrugter, som er en anelse mere krydrede i smagen end almindelig peberfrugter.

lammedeller-og-padronpebre-mvLammefrikadeller:

  • 500 g hakket lammekød - helst middelfedt
  • 1 stor håndfuld friske estragonblade - hakkede
  • 4 fed hvidløg - presset
  • Salt og peber
 

Rør alle ingredienser sammen og lad farsen hvile på køl et kvarters tid. Form farsen til 8-10 frikadeller og steg dem netop gennemstegte på en (grill)pande.

Padronpebre:

  • 10-12 hele padronpebre - du behøver ikke fjerne kerner og frøhus
  • Lidt olie
  • Salt
Dryp de hele peberfrugter med en anelse olie og steg dem på en (grill)pande, indtil de er bløde og gerne ret mørke. Krydr med rigeligt salt. (De smager godt både kolde og varme). roedebedetzatziki-mv"Rødbedetzatziki":
  • 2 meget store rødbeder - skrællet og revet
  • Saft af 1 citron
  • 1 spsk olivenolie
  • 3 fed hvidløg - revet
  • Salt og peber
  • Ca 4 dl cremefraiche
 

Bland rødbede, citronsaft, olivenolie, hvidløg, salt og peber og lad det trække ca 15 minutter. Kom rødbede-massen i en si, så det værste saft drypper fra. (Gem endelig saften til f.eks vinaigrette, dressinger eller lignende eller drik den, den smager skønt og er supersund). Bland cremefraiche i rødbedemassen og smag til med eventuelt mere salt og peber.

Endvidere:

  • Romainesalat - snittet
  • Pitabrød - lunet efter anvisning på pakken
  • Eventuelt oliven