Spicy yoghurt-marineret kyllingeinderfilet med naan, grønt og karrydressing

Jeg købte 2,5 kg kyllinge-inderfilet på tilbud for 125 kr i sidste uge. Godt nok ikke økologiske, men uden klam lage. I sig selv er inderfileter måske ikke det mest spændende kød, men det er alligevel en god ting altid at have i fryseren. De er hurtige at tø op, de er sunde og så kan trylles i stort set alle køkkeners retning alt efter krydring og tilbehør. Dagens inderfileter blev sendt i en let tilgængelig retning af Indien med krydderier som gurkemeje, karry, chili og garam masala. Spicy inderfileter:
  • 500 g kyllingefilet
  • 2 dl yoghurt naturel
  • 1½ spsk garam masala
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1-3 tsk chiliflager - efter styrke og reference
  • Salt og peber
  • 4 fed hvidløg - fint hakket
  • 2 spsk fint hakket frisk ingefær
  • Smør til stegning
  • Lidt hakket frisk koriander, persillle eller mynte til pynt
  • 2-3 spsk granatæblekerner til pynt
  Kom yoghurt, garam masala, gurkemeje, chiliflager, salt, peber, hvidløg og ingefær i en frysepose og bland det godt sammen. Tilsæt inderfileterne og vend dem godt rundt, så de bliver dækket af marinaden overalt. Bind knude på fryseposen og lad kødet trække mindst et par timer på køl og gerne længere. Vend posen et par gange undervejs. (Lav dressingen i mellemtiden) Steg kødet netop gennemstegt med den marinade, der følger med på en pande i rigeligt smør. Krydr eventuelt med lidt ekstra salt. Pynt med hakket persille, koriander eller mynte og granatæblekerner. Server med naanbrød, grønt og karrydressingen. Karrydressing:
  • 3 dl tyrkisk yoghurt - jeg brugte den med 10% fedt
  • 1 spsk karry
  • 1 spsk fint hakket frisk ingefær
  • 2 fed hvidløg - presset
  • 3-4 spsk sød/stærk chilisovs
  • Salt og peber
  Bland alle ingredienser sammen i en skål og stil dressingen på køl en times tid inden servering. Endvidere:
  • Salat - plukket i mindre stykker
  • Agurk  skåret i tynde skiver eller små tern
  • Tomat - skåret i tynde skiver eller små tern
  • Rødløg - skåret i tynde ringe
  • Naanbrød