Kylling i karry med bacon og ærter

Jeg har stadig en hel del kyllingeinderfileter i fryseren, efter jeg for nyelig købte 2,5 kg på tilbud. Her til aften blev 500 g af dem til en hyggelig variant af kylling i karry. Jeg serverede ris og syltede rødløg til, men en god mangochutney ville også være super. Kylling i karry med bacon og ærter:
  • 500 g kyllingeinderfilet
  • 150 g bacon i tern
  • 1 løg - skåret i smalle både
  • 2 hvidløg - presset
  • 1 spsk frisk revet ingefær
  • 2-3 spsk karry
  • 6 dl flødefraiche
  • 1 hønsebouillonterning
  • Eventuelt 1-2 dl vand
  • 3 dl ærter - jeg brugte optøede fra frost
  • Salt og peber
  Kom bacon på en dyb pande og lad det brune. Når lidt af fedtet er smeltet af baconen, tilsættes også kød, løg, hvidløg, ingefær og karry. Steg indtil kødet har fået en fin stegeskorpe på begge sider og løgene har fået farve - og tilsæt så flødefraiche, smuldret bouillonterning og eventuelt lidt vand, hvis retten virker for tør. Lad retten simre uden låg, indtil kødet er netop gennemstegt. Tilsæt ærter og kog op. Smag til med salt og peber.