Svinemørbrad, grønt og fløde i fad

Her får du endnu en variant af "Mørbradbøffer i fad". Hvis jeg selv skal sige det, så smager retten ikke alene dejligt, den er også flot at kigge på. Jeg brugte en svinemørbrad i går, men koteletter eller kyllingebryst kan også gå an. Opskrift:
  • 1 svinemørbrad à ca 500 g - afpudset
  • Salt og peber
  • Olie til stegning
  • Ca 10 skiver ost af Danbo-typen
  • 1 rødløg - fint hakket
  • 2 fed hvidløg - fint hakket
  • 2 spsk paprika
  • 1 tsk chiliflager
  • 1½ spsk herbes de Provence
  • 5 dl fløde
  • 2/3 grøntsagsbouillonterning - smuldret
  • 1 lille squash - skåret i små tern
  • 1 lille snackpeber - skaret i ringe
  • 10-12 cherrytomater - halveret eller skåret i kvarte alt efter størrelse
  • Persiledrys til pynt
  Skær mørbraden i tynde skiver à ca 1 cm tykkelse og brun dem på begge sider i lidt olie. Krydr med salt og peber og læg kødet i et ovnfast fad. Læg osten i et lag jævnt udover kødet. Klar løget i eventuelt lidt ekstra olie på den pande, som kødet blev brunet på. Tilsæt hvidløg, paprika, chiliflager, herbes de Provence og steg endnu et minut, inden fløde og bouillonterning tilsættes. Lad sovsen simre ca 5 minutter, indtil den er let tyknet. Hæld sovsen i fadet udover kød og ost. Fordel squash, snackpeber og cherrytomat udover retten og sæt den i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 25 minutter. Drys den færdigbagte ret med lidt persille og server med ris eller bulgur.