Kylling à la tapas - Stop spild af mad

Du kender sikkert at have lidt af dit og lidt af dat tilbage efter en omgang tapas, men ikke helt nok til endnu en tapas eller måske bare manglende lyst til tapas for anden eller tredje dag i træk. I så fald vil du sikkert blive glad for denne opskrift. Opskriften er ikke tænkt som nødvendigvis at skulle følges slavisk. Du skal naturligvis bruge de rester, du har og så blot lade dig inspirere og bruge opskriften som udgangspunkt. Det er en ret fed ret, så en enkel salat med en skarp/syrlig olie/eddike-dressing er et must til for skabe den nødvendige balance. Til gengæld kan du spise retten med både bulgur, ris, ovnkartofler, pommes frites, pasta, brød eller som jeg gjorde i dag med speltkerner til. Opskrift:
  • 600 g kyllinge-inderfilet - ca 12 stk
  • 3 skiver parmaskinke - delt på langs
  • 6 store skiver chorizo
  • 1 stor spsk smør
  • Salt og peber
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 5 spsk pesto - jeg brugte den klassiske med basilikum
  • 3 flødeostefyldte stærke røde pebre - skåret i tern
  • 3 fed hvidløg - presset
  • 1 lille håndfuld sorte oliven - eventuelt groft hakkede eller skåret i skiver, hvis de er meget store
  • 5 dl fløde - jeg brugte piskefløde
  • Eventuelt lidt frisk chili eller sambal oelek
  • Eventuelt et drys persille til pynt
  Vikl hver inderfilet ind i parmaskinke/chorizo og brun dem i lidt smør på en dyb pande. Krydr med salt, peber og herbes de Provence. Tilsæt pesto, røde ostefyldte pebre i tern, hvidløg, oliven og fløde og lad retten simre, indtil sovsen har en passende konsistens. Smag til med salt, peber og eventuelt chili. Drys med persille og server. Dagens salat af hakket grønkål, agurk, tomat og røgede mandler/nødder. Hertil en olie/eddike-dressing med hvidløg og dijonsennep.