Nakkefilet med appelsin og ingefær

nakkefilet-med-appelsin-e1435967757596 ny

Jeg tog et stykke af en nakkefilet ud af fryseren i går aftens uden rigtig at have planer for, hvad det skulle ende med at blive til på middagsbordet i dag. Ofte ved jeg det ikke før vi sætter os til bords. En kombination af hvad vi lige har i køkkenet og hvad der trænger til at blive brugt, mit humør og børnenes ønsker plejer at være det, der afgør det - og det kan såmænd også nå at skifte undervejs i madlavningen. Her ser du dagens resultat, der er præget af at vi havde citrusfrugter en masse.

Stegen:

  • 1 stykke nakkefilet på ca 1 kg
  • 1 håndfuld rosiner
  • 1 stor spsk frisk revet ingefær
  • 1 spsk frisk rosmarin
  • Fint revet skal og saft af 1 appelsin
  • Salt og peber
 

Skær stegen op, så den danner en stor firkant, som et slag til en rullepølse. Krydder indvendig i stegen med salt og peber og fordel rosiner, ingefær og rosmarin udover kødstykket. Rul stegen sammen og fæst med kødnåle eller kødsnor. Læg den i et ovnfast fad med lidt vand i bunden.

Pres halvdelen af appelsinen over stegen og krydder med salt og peber. Steg i ovnen på 200 grader i ca 1,5 time eller til centrumtemperaturen viser 76 grader. Når stegen er færdigstegt, presses den anden halvdel af appelsinen udover den. Lad stegen hvile 10-15 minutter, inden den skæres.

Sovsen:

  • Saft af 1 appelsin
  • 2 tsk friskrevet ingefær
  • 1 stor spsk svinebouillonpulver
  • Skyen fra stegefadet
  • 3,5 dl madlavningsfløde
  • Salt og masser af peber
 

Hæld appelsinsaft, ingefær, bouillonpulver  og stegesky i en lille gryde og lad det koge ind til det halve. Tilsæt madlavningsfløde og kog yderligere et par minutter. Smag til med salt og peber.

citrussalat-e1435968056221 nyDagens salat bestående af appelsin, grape, feta, mynte, sorte oliven og ristede pinjekerner.

Yderligere:

  • Fuldkorn-bulgur eller couscous kogt efter anvisning på pakken med 5-6 hele nelliker i kogevandet.