Solskinskylling og salat med sprødt drys

Dagens kyllingeret var en smuk sag med både appelsin og citron. Jeg gav fuldkorns-couscous og en virkelig skøn salat, samt yoghurt rørt med lidt harissa til (tunesisk chilipasta).

Couscous er simpelthen det nemmeste at lave. Hæld couscous i en skål sammen med et knips salt eller bouillonterning og evt. anden smagsgiver - f.eks revet citron- eller appelsin-skal, hele nelliker eller safran. Jeg brugte revet skal fra ½ appelsin til 3 dl couscous.

Hæld kogende vand over i forholdet 1 del couscous til 1,5 del vand og sæt husholdningsfilm over skålen. Lad skålen stå ca 10 minutter på køkkenbordet og vupti har du dejlig varm og luftig couscous.

solskinskylling

opskrift - kylling:

  • 1 parteret kylling eller tilsvarende
  • 2 -3 gulerødder i skrå skiver
  • Saft fra 1 appelsin
  • Saft fra ½ citron
  • 1 stor spsk sukker
  • 2 tsk chiliflager
  • 1 spsk herbes de provence
  • Salt og peber
  • 1 appelsin i skiver
  • ½ citron i skiver
  • 3-4 rosmarinkviste
  • 1 spsk olivenolie
 

Læg kylling og gulerødder i et ovnfastfad. Rør appelsinsaft, citronsaft, sukker og chiliflager sammen og hæld det over kyllingen. Krydder kyllingen med herbes de Provence, salt og peber. Læg appelsinskiver, citronskiver og rosmarinkviste ned mellem kyllingstykkerne.  Steg kyllingen i ovnen på 225 grader i ca 50 minutter.

kylle med sol

Saften fra citrusfrugterne og kyllingen blandet med krydderierne i bunden af fadet fungerer som sovs sammen med den harissa-krydrede yoghurt.

frøsalat

Opskrift - salat:

  • 2 håndfulde frisk spinat - groft hakket
  • 1 lille håndfuld bredbladet persille - groft hakket
  • 2 håndfulde blandede spæde salater
  • 5 asparges i stykker på ca 1 cm
  • 1 håndfuld sorte oliven
  • 12 mandler - grofthakkede og ristet på en pande
  • 3 spsk græskarkerner - ristede
  • 3 spsk sesamfrø - ristede
  • Revet skal af ½ citron
  • 50 g feta - smuldret i mindre stykker
 

Bland spinat, persille og salat på et fad. Vend "de grønne blade" med asparges, oliven, mandler, græskarkerner og sesam. Drys med feta og riv citronskal udover fadet.