Vegetarlasagne

Lasagne reI denne uge faldt meatless monday på en tirsdag, da vi i går kom halv sent hjem og både var trætte og svedige, og så orkede jeg altså ikke at lave mad i vores svedkammer af et køkken.

I forgårs havde min datter målt temperaturen i køkkenet, da jeg lavede mad og samtidig brokkede mig over, hvor varmt der var i rummet - der var 39 grader.

Så i går blev det altså bare en ostemad og en portion citronsobet til aftensmad. I dag var overskuddet og lysten heldigvis større, selvom temperaturen vist var nogenlunde den samme, så jeg lavede en nem, men lækker vegetarlasagne.

Lasagne-på-t rere

Opskrift:

  • 1 spsk olivenolie
  • 1 rødløg i tern
  • 3 fed hvidløg - finthakket
  • 1 gulerod i små tern
  • 1 stor stilk bladselleri i små tern
  • 1 stor rød peber i tern
  • 1 lille, men heftig chili i bittesmå tern
  • 10 champignoner skåret i skiver og halveret
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 2 grøntsagsbouillonterninger
  • 1 stor dåse koncentreret tomatpuré
  • 1 dåse flåede tomater i tern
  • 1 "tomatdåse" vand
  • 1 tsk sukker
  • Salt og peber
  • 8 fuldkorns lasagneplader
  • 450 g hytteost
  • 100 g revet emmentalerost
  • 2,5 dl madlavningsfløde
  • Lidt friskrevet muskatnød
 

Klar løg og hvidløg i olivenolie i en dyb stegepande. Tilsæt gulerødder, bladselleri, rød peber, chili, champignon, herbes de Provence og steg yderligere 3-4 minutter under jævnlig omrøring.

Skub grøntsagerne lidt til side på panden og svits tomatpuréen 1 minut. Tilsæt flåede tomater, vand og bouillonterninger og lad retten simre mindst ½ time. Smag til med sukker, salt og peber.

Kom halvdelen af grøntsagsblandningen  i et passende ovnfast fad. Læg så de  4 af lasagneplader ovenpå. Kom resten af grøntsagsblandningen på og halvdelen af hytteosten ovenpå. Hæld halvdelen af madlavningsfløden på og læg endnu et lag lasagneplader. Kom resten af hytteosten og resten af madlavningsfløden på og drys med den revne ost. Riv med let hånd lidt muskatnød henover osten. Lad lasagnen trække på køkkenbordet ca ½ times tid. Bag lasagnen 35 -40 minutter midt i ovnen på 225 grader.

lasagne salatDagens salat af icebergblade, tomat, agurk og forårsløg i tern og masser af finthakket persille og basilikum. Dressing af olivenolie, rødvinseddike, hvidløg, salt og peber.