Andebryst med pak choy, shiitakesvampe og andet godt

andebryst-skål nyHer er endnu et af de lovede bud på and på en anden måde end "med sovs og brune kartofler". Dagens anderet er inspireret af det sichuanske køkken, som er lidt stærkere end det kantonesiske, som er det kinesiske køkken, vi oftest møder i Vesten.

andebryst-gryde nyOpskrift:

  • 2 små andebryster
  • 2 spsk five spice
  • Salt
  • 1 stort rødløg
  • 3 fed hvidløg - fint revet
  • 1 tommelstort stykke frisk ingefær - fint revet
  • 1 rød frisk chili med god styrke - fint snittet
  • 1 gulerod - skåret i skrå skiver og halveret på langs
  • 1 pak choy - delt i stok og blade. Skær stokken i ca 1 cm tykke stykker. Del bladene et par gange.
  • 25 shiitakesvampe
  • 4-5 spsk soya
  • 6 spsk østerssovs
  • 1 spsk honning
  • Saft af ½ appelsin
 

Rids andebrysternes fedtlag med en skarp kniv. Gnid andebrysterne med five spice og salt - gerne et par timer i forvejen. (Det havde jeg ikke tid til i dag, så de lå blot, imens jeg ordnede grøntsagerne).

Læg andebrysterne med skindsiden nedad på en kold dyb pande, wok eller lignende og tænd på medium varme. Steg 6 minutter og vend så brysterne og giv dem 6 minutter på den anden side. De må godt blive ret mørke, men naturligvis ikke brændte. Tag andebrysterne af og læg dem til side.

Hæld lidt af fedtet af panden, hvis der er meget. Skru op på høj varme og kom løg, hvidløg, ingefær og chili på panden og steg et par minutter under omrøring - pas på at hvidløget ikke bliver branket. Tilsæt gulerod og pak choy-stok og steg yderligere et par minutter. Tilsæt svampene og steg endnu 2 minutter.

Tilsæt soya, østerssovs og honning og vend det rundt i grøntsagerne. Tag panden af blusset, imens du skærer andebrysterne i ca 1 cm tykke skiver. Sæt panden på blusset igen og kom kødet på panden og sørg for at vende det godt rundt med grøntsagerne og "sovsen".

Tilsæt pak choy-bladene og appelsinsaft og steg, indtil bladene falder lidt samme. Smag eventuelt til med mere soya.

Endvidere:

  • Ris kogt efter anvisning på pakken