Gryderet med kalkunbryst og grønt i krydret flødesovs

gry3Kalkunbryst er indrømmet ikke det mest sexede stykke kød i verden, men indimellem falder jeg for fristelsen for alt det reelle kød til ikke ret mange penge, som man jo rent faktisk får, når man køber sådan et helt bryst. Heldigvis er kødet dog nemt at tilføre smag og karakter med lidt ekstra kælen for krydringen og en lækker cremet sovs sørger for at det ikke bliver alt for tørt. I dag blev 2/3 af brystet til en gryderet med nordafrikansk præg og resten bliver  brugt til et par gode sandwich til aftensmaden i morgen.

gryde4-reOpskrift:

  • 500-600 g kalkunbryst - skåret i tern
  • 1 spsk smør
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk ras el hanout
  • 2 hele stærke tørrede chili - delt halve
  • 2 rødløg - skåret i smalle både
  • 3 fed hvidløg - finthakket
  • 1 tommelfinger stort stykke frisk ingefær - finthakket
  • 1 spsk finthakket frisk rosmarin
  • 1 squash - skåret i tern
  • 1 stor håndfuld rosiner
  • Salt og peber
  • Saften af en meget saftig appelsin
  • 5 dl madlavningsfløde
  • 1 hønsebouillonterning
  • ½ blomkålshoved - delt i små buketter
  • 1 håndfuld minitomater
 

Brun kødet i en blanding af smør og olie. Tilsæt ras el hanout, chili og løg og steg et par minutter, men pas på at du ikke brænder krydderierne af.

Tilsæt hvidløg, ingefær, rosmarin, squash, rosiner, salt og peber og steg endnu et par minutter. Pres appelsinen over retten - eventuelt igennem en si for at undgå kernerne.

Hæld madlavningsfløden på og smuldr bouillonterningen i retten. Lad retten simre i ca 15 minutter. Tilsæt blomkål og minitomater og lad retten simre yderligere 5 minutter. Smag til med salt og peber.

Yderligere:

  • Fuldkornsbulgur kogt efter anvisning på pakken
  • Hot mango-chutney