Salat med bacon, brombær og blåskimmelost

frontDagens salat er måske ikke verdens sundeste, men til gengæld smager den simpelthen bare så godt. Det sprøde salte bacon, den skarpe bløde blåskimmelost, de søde bær, den let bitre salat og det stærke fra løgene går op i en højere enhed sammen med den sød/syrlige balsamico og det grove ristede rugbrød. Jeg synes at du skal forkæle dig selv og en du holder af med denne salat en af de nærmeste dage.

uOpskrift:

  • Et stykke bacon à ca 250 g - befriet for sværen og skåret i tern
  • 2 spsk olivenolie
  • 4 spsk rød balsamico
  • Eventuelt en anelse honning
  • Salt og peber
  • 2 hjertesalathoveder - plukket i mindre stykker
  • 1 rødløg - halveret og skåret i tynde skiver
  • 125 g brombær
  • Ca 80 g danablu eller anden blåskimmelost - i mindre stykker
  • Groft rugbrød - skåret i tynde skiver og ristet
 

Rist bacon-ternene sprøde på en pande eller i ovnen og lad dem køle lidt af på fedtsugende papir. I mellemtiden - bland en dressing af olivenolie, balsamico, salt og peber. Smag eventuelt til med en anelse honning, hvis du synes at den er for syrlig. Sæt dressingen til side.

Vend salat og rødløg sammen på et serveringsfad. Arranger brombær, ost og den afkølende bacon på salaten.

Server salaten sammen med balsamico-dressingen og det sprød-ristede rugbrød.

læ