Spaghetti med tomatsovs og 86 kødboller
Idag gik der nærmest Lady og Vagabonden i den med en ordentlig portion spaghetti med tomatsovs og kødboller. De italienske serenader og den rød og hvid-ternede dug måtte vi dog drømme os til.
Kødboller:
- 500 g hakket oksekød max 7%
- 1 æg
- 3 spsk rasp
- 3 spsk frisk revet parmesan
- 3 fed presset hvidløg
- 1 spsk herbes de Provence
- 1 spsk chiliflager
- 3 spsk hakket persille
- 2 spsk citronskal
- 1 fint revet pastinak
- Salt og peber
Rør alle ingredienser grundigt sammen og lad efterfølgende farsen hvile i ca 30 minutter i køleskab. Forbered imellemtiden tomatsovsen.
Tomatsovs:
- 1 løg - groft hakket
- 3 fed hvidløg - groft hakket
- 2 stængler bladselleri - groft hakket
- 2 dåser flåede tomater
- 1 dåse tomatpuré
- 1 frisk chili - hakket
- 3 grøntsagsbouillonterninger
- 1 spsk oregano
- 1 spsk basilikum
- 1 sjat rødvin
- 1,5 dl madlavningsfløde
- 1 tsk olivenolie
- 1 tsk sukker
- Salt og peber
Svits løg, hvidløg, bladselleri og chili kort i olie i en gryde. Kom tomatpuréen på og lad den svitse med 1 minut. Tilsæt alle krydderierne og rødvinen, og lad det koge en anelse ind. Hæld de flåede tomater på og lad sovsen simre mindst 1 time. Tilsæt madlavningsfløde og kog yderligere 2-3 minutter. Smag til med sukker, salt og peber.
Imens sovsen passer sig selv tril da de små kødboller og læg den i et oliesmurt ovnfast fad. Giv dem ca 10 minutter i en forvarmet ovn på 225 grader.
Blend tomatsovsen med en stavblender og hæld den over kødbollerne i det ildfaste fad. Sluk for ovnen og lad sovs og kødboller "samle" sig ca 5 minutter ved eftervarmen.
Bland kødboller og tomatsovs med pasta kogt efter anvisning på pakken og server med en god salat og friskrevet parmesanost.