Estragonkylling og cremede kartofler med citron og kapers, samt salat med grønne bønner

kyl ck reJeg havde lyst til et eller andet med citron og kapers og min datter bad om kylling. Det kom der denne ret ud af og den var såmænd slet ikke så ringe endda - faktisk tværtimod.

kyl ck fad reEstragon kylling og cremede kartofler med citron og kapers:

  • 1 kylling à ca 1300 g - parteret i 4 eller som "sommerfugl"
  • 4-6 bagekartofler - skåret i ca ½ cm tykke skiver
  • Salt og peber
  • 2 tsk tørret estragon
  • 1 knips chiliflager
  • 1 løg - fint hakket
  • 2 fed hvidløg - fint hakket
  • 1 spsk smør
  • 2 tsk dijonsennep
  • Saft af 1½ citron
  • 5 dl fløde - jeg brugte Arla madlavningsfløde 18%
  • Ca 35 g kapers - drænet vægt
  • 1 fond du chef med kylling - alternativt en hønsebouillonterning
  • Eventuelt lidt bredbladet persille til pynt
 

Fordel kartoffelskiverne i et ovnfast fad og krydr dem let med salt og peber. Placer kyllingen ovenpå kartoflerne og krydr med estragon, chiliflager, salt og peber. Sæt fadet i en forvarmet ovn på 200 grader i 40 minutter.

I mellemtiden: Klar løg og hvidløg i smør på en dyb pande. Tilsæt sennep og citronsaft og steg yderligere 1 minut. Tilsæt fløde, kapers og fond du chef og lad det simre 4-5 minutter. Sæt til side.

Når kyllingen har stegt de 40 minutter i ovnen, hældes flødeblandingen i fadet og det sættes tilbage i ovnen i 10 minutter. Skru eventuelt lidt op for temperaturen, hvis kyllingen mangler at få lidt kulør. Min kylling kunne godt have fået lidt mere farve, men jeg har lige fået ny ovn og skal lige lære den at kende.

kyl med c og k salat reDagens salat af spæde blandede salater, kogte grønne bønner, fint hakket rødløg og sorte oliven. Hertil olie/eddike-dressing med hvidløg og tørret estragon.