Sommerlig ribbensteg med nye kartofler, hvidvins/rosmarin-sovs, samt spidskålsalat med friske majs og dild

steg tall re

Jeg kan sagtens få lyst til ribbensteg, selvom det er sommer, men jeg foretrækker tilbehøret lidt mindre tungt end det traditionelle med rødkål, brune kartofler og ståsovs, så her får du et bud på ribbensteg i sommerklæder. Spidskålsalaten vil også være god til sommerens grillaftner - både som tilbehør til bøffer, fisk, fugl eller en god pølse.

steg hel re

Ribbensteg, kartofler og sovs:

  • 1 ribbensteg à ca 1100 g
  • 1 passende mængde kartofler
  • 1-2 spsk olivenolie
  • 1 spsk tørret rosmarin
  • Salt og peber
  • 2 dl tør hvidvin
  • 1 dl vand
  • 3 dl fløde - jeg brugte halv piskefløde og halv Arla madlavningsfløde
  • Lidt kulør
 

Vend kartoflerne med olivenolie, salt, peber og ca halvdelen af rosmarinen i et ovnfast fad. Placer stegen i fadet (ikke ovenpå kartoflerne) og krydr den med salt, peber og resten af rosmarinen. Sæt fadet i en kold ovn indstillet på 200 grader i 1,5 time.

Når halvdelen af stegetiden er gået - hæld hvidvin og vand i bunden af fadet. Hvis sværen ikke er sprød og gylden, når der mangler ca 10 minutter af stegetiden, så skru temperaturen op til 225 grader, men husk at holde øje med at den ikke bliver brændt.

Hæld skyen fra stegen i en lille gryde, skum det værste fedt fra og kog den ind til ca halvdelen. (Lad stegen hvile utildækket på køkkenbordet imens. Hold eventuelt kartoflerne varme i den slukkede ovns eftervarme). Tilsæt fløde til den indkogte stegesky og lad det simre et par minutter, indtil konsistensen er passende. Sovsen må gerne være lidt tyndtflydende - altså mere  a la sauce end sovs. Farv med lidt kulør og smag til med salt og peber.

spidskål rere

Spidskålsalat med friske majs:

  • 2 majskolber med dækblade
  • 1 lille spidskålhoved
  • 1 bundt dild
  • Saft af 1 citron
  • 3-4 spsk olivenolie
  • 3 fed hvidløg - presset
  • 1 lille knips chiliflager
  • Salt og peber
 

Læg majskolberne stadig med dækblade i en 200 grader varm ovn i ca 15 minutter. Fjern dækblade og fimrehår og skær majskernerne af kolberne. Lad dem køle af, imens du tilbereder resten af salaten.

Bland en marinade af citronsaft, olivenolie, hvidløg, chiliflager, salt og peber - sæt til side. Snit spidskålen fint og hak dilden og kom disse i en skål. Bland de afkølende majs i spidskålen. Vend marinaden i salaten straks inden servering.