Stikkelsbærkylling - Alt i ét fad

stikkels tall re

Jeg var så heldig at få en pose nyplukkede røde stikkelsbær, men de var alt for sure til at spise rå og portionen var lige lille nok til at jeg gad at begynde at lave marmelade, kompot eller lignende. Stikkelsbærrene skulle naturligvis ikke gå til spilde af den grund, så de røg i måsen på en kylling sammen med frisk rosmarin og hvidløg, hvor de gav smag til hele retten. Jeg valgte nemlig den nemme løsning at tilberede både, kylling, kartofler og sovs i samme fad. Indimellem er det bare skønt, når maden ikke kræver alverdens potter og pander at tilberede - ikke mindst når der skal vaskes op efterfølgende. De allermest ordkløvende ville måske påstå at dette ikke er en "Alt i ét-ret", da jeg jo også serverer salat til - og det er da også rigtigt, men så næsten alt i ét da.

fugl re

Opskrift:

  • 1 kylling à ca 1200 g
  •  Ca 150 g røde stikkelsbær - halverede
  • 3 fed hvidløg med skal
  • 1 håndfuld friske rosmarinkviste
  • 1 spsk dijonsennep
  • Salt og peber
  • 2-3 spk smør
  • Ca 800 g små kartofler - skåret i halve
  • 3,5 dl usødet og ufiltreret æble/stikkelsbær-most - alternativt usødet og ufiltreret ren æblemost
  • 4 dl fløde - jeg brugte piskefløde
 

Soigner kyllingen, dup den tør med køkkenrulle og krydr den med salt og peber indvendig. Fyld kyllingen med stikkelsbær og 2/3 af rosmarinen. Giv hvidløgsfedene hver et ordentlig dunk og kom også disse i kyllingen.

Læg kylling og kartofler i et ovnfast fad og pensl fuglen med sennep og krydr både fugl og kartofler med salt, peber og resten af rosmarinen. Placer et par små  smørklatter rundt omkring på fuglen og hæld æblemost og fløde i bunden af fadet. Sæt fadet i en forvarmet ovn på 225 grader i ca 1 time. Server med en frisk grøn salat.

stikkels salat re

Dagens salat af rucola, flerfarvede cherrytomater og fintsnittet forårsløg med olie/eddike-dressing.