Vitello tonnato - eller sådan da

Jeg skulle have været til sammenskuds italiensk aften hos en veninde i går, men jeg blev desværre sløj. Mit bidrag skulle have været en af mine yndlings-retter fra det italienske køkken nemlig Vitello tonnato - koldt kalvekød i tynde skiver med en tunsovs to die for. Jeg kan kun sige én ting - prøv det!

Jeg havde håbet på et godt tilbud på egnet kalvekød. Det kunne jeg desværre ikke finde, så Vitello tonnato'en blev altså konverteret til Maiale tonnato - Svin i tun. Det klinger måske ikke helt så godt, men jeg har tidligere lavet det både med svinekød og kylling og det smager ligeså skønt.

Ingredienser:

  • Kød og kogelage:
  • 2 svinemørbrad á ca 500 g - afpudsede
  • 1 gulerod
  • 1 stængel bladselleri
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 4 laurbærblade
  • 1 stort knips timian
  • 10 peberkorn.
 

Læg kødet i en stor gryde sammen med smagsgiverne. Hæld vand i, så det lige dækker. Bring i kog, når vandet koger skal kødet have 20-25 minutter. Skum af et par gange undervejs. Tag kødet op, giv det lidt salt og læg det på køl - evt til næste dag. Gem en kop af kogevandet.

  • Tunsovsen:
  • 3 dåser tun - jeg brugte tun i vand, men i olie er mindst ligeså godt.
  • 300 g mayonnaise - enten hjemmelavet eller en rigtig god købe en af slagsen. IKKE en af dem med 100 forskellige ingredienser og ligeså mange E-numre.
  • 75 g kapers
  • 6 ansjoser - og nej, du kan ikke smage dem
  • Saft af en citron
  • 1 stort fed hvidløg
  • 1 dl af kogevandet fra kødet
  • Salt og peber
 

Blend alle ingredienser til tunsovsen undtaget mayonnaisen med en stavblender indtil det er næsten helt jævnt. Tilsæt mayonnaisen og rør den i tun massen med en ske. Smag til med citronsaft, salt og peber. Skær det kolde kød i tynde skiver og læg dem taglagt på et stort fad. Hæld tunsovsen udover kødet, men lad kødet titte lidt frem i kanten. Lad retten trække en times tid gerne længere.

  • Pynt:
  • Kapers
  • Bredbladet persille
 

Pynt med kapers og persille. Server med godt brød og evt en let salat. En rest smager rigtig godt i en sandwich. Ligesom tunsovsen er lækker både som dip eller på en grøn salat.