Thousand Island-dressing til pil-selv-rejer og salat

Thousand Island-dressing hedder, som den gør, fordi alle de små forskellig farvede prikker i dressingen ligner små øer. Derfor er det også temmelig misvisende, når man så hælder en helt ensfarvet lyserød dressing ud af en flaske af den færdigkøbte. Samtidig smager de færdigkøbte faktisk heller ikke særlig godt og som en tvivlsom ekstrabonus er de fulde af E-numre og andre uvedkommende ingredienser. Lav din egen, så ved du, hvad den indeholder og så smager den helt fantastisk.
Idag fik vi Thousand Island-dressingen til pil-selv-rejer, flûtes og en lækker salat, men den smager også godt til fisk og andre skaldyr.
- 100 g ægte mayonnaise – lav evt. din egen
- 150 g cremefraiche
- 75 g ketchup – lav evt. din egen
- 2 tsk Sriracha chilisovs
- 2 spsk Worcestershire sauce
- 1 spsk citronsaft
- 3 spsk finthakkede mildt smagende sorte oliven uden sten
- 2 spsk finthakket grøn peber
- 2 spsk finthakket løg
- 2 spsk finthakket persille
- 2 spsk finthakket basilikum
- 2 hårdkogte æg – finthakkede
- Salt og peber
Rør mayonnaise, cremefraiche, ketchup, chilisovs, Worcestershire sauce og citronsaft sammen til en jævn dressing. Tilsæt oliven, grøn peber, løg, persille og basilikum og bland det godt. Vend æggene i dressingen og smag til med salt og peber.
Skalrejerne kan du købe enten hos fiskemanden eller frosne i et supermarked. Jeg købte mine frosne i Kvickly og de smagte godt og ikke en eneste måtte kasseres.
Dagens salat bestod af strimlet iceberg, ærter, bladselleri i tynde skiver, avokado i tern, radiser i skiver, grøn peber i strimler og bittesmå buketter lilla blomkål.
Hej 🙂
Kan desværre ikke læse opskriften på din Thousand island-dressing, som jeg rigtig godt kunne tænke mig
Mvh
May-Britt