Tomatsuppe med blåskimmelost-croutoner

Kylling i kaperssovs

høns iDa jeg var barn, da fik vi jævnligt enten høns i asparges, høns i peberrod eller høns i kapers-sovs, når vi var hos min mormor. Sidstnævnte har jeg forsøgt mig på idag, men selvfølgelig med mit eget twist.

Jeg troede egentlig at alle kender denne skønne mormorret, men faktisk fik jeg ikke et eneste link til opskriften, da jeg forsøgte at google denne. Har du kære læser også fået høns i kaperssovs som barn? Hvis ikke, så har du en velsmagende oplevelse til gode.

 Jeg ved ikke om man overhovedet kan købe en høne i et almindelig supermarked i dag, men da jeg i forvejen havde en stor 1400 g kylling liggende i køleskabet, så var det altså den, der røg i kaperssovsen efter at være blevet kogt med masser af gode urter.

Opskrift del 1:

  • 1 stor kylling
  • Vand
  • 1 gulerod
  • 1 persillerod
  • 1 kvart knoldselleri
  • 1 løg
  • 1 porre med top
  • 1 tsk hel sort peber
  • 6 hele nelliker
  • 3 laurbærblade
  • 1 kvist løvstikke
  • 2 kviste timian
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tørret chili

 

Ordn grøntsagerne og skær dem i grove stykker.

Bring kyllingen i kog i en stor gryde med vand, så det lige dækker dyret. Lad den koge 5-10 minutter, imens der jævnligt skummes urenheder fra suppen.

Tilsæt de resterende ingredienser og lad hele herligheden koge omkring 1 time.

Tag kyllingen op af suppen og lad den køle lidt af. Si suppen og kog den ind til ca 4 dl, imens.

Pil kyllingkødet fra benene. Store stykker rives i mundrette bidder.

høns tætOpskrift del 2:

  • 1 stor spsk smør
  • 5 spsk hvedemel – ca 50g
  • 4 dl indkogt kyllingsuppe
  • Ca 2,5 dl madlavningsfløde
  • 5 spsk kapers + lidt af lagen
  • Kyllingkødet
  • Salt og peber

 

Smelt smørret ved jævn varme i en tykbundet gryde. Tilsæt melet under kraftig omrøring. Lad det stege et par minutter under fortsat konstant omrøring. Tilsæt halvdelen af suppen og bring det i kog under hyppig omrøring. Tilsæt den anden halvdel af suppen og bring det i kog stadig under hyppig omrøring.

Tilsæt så madlavningsfløden lidt efter lidt, hvor sovsen hver gang bringes i kog efterfølgende. Fortsæt indtil sovsen har en passende konsistens – den skal være ret tyk. Tilsæt kapers og kyllingkød og lad det varmes i sovsen. Smag til med salt og lidt af kaperslagen (jeg brugte 3 spsk lage).

Endvidere:

  • Kogte kartofler
  • Kogte/dampede grøntsager. (Jeg gav broccoli og brede snittebønner til)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tomatsuppe med blåskimmelost-croutoner