Laks korma med ris og krydret salat
Jeg havde lyst til laks og min datter bad om “indisk”, men heldigvis lader det sig nemt forene – i dag som laks korma. Saftig laks i en krydret og cremet sovs med kokos og her til basmatiris og en frisk salat – ikke et øje var tørt. Hvordan jeg lavede masalaen til at krydre retten med, kan du se lige her. Masala er det indiske ord for “krydderiblanding”.
- Ca 500 g laks – delt i 4 stykker
- Saft af 1 lime
- Salt og peber
- 1 stort løg – hakket
- 2 spsk neutraltsmagende olie
- 3 fed hvidløg – finthakket
- 1 spsk fint revet frisk ingefær
- 1 portion korma-masala med frisk kokos
- 1 tomat – hakket
- 3,5 dl madlavningsfløde
- Vand
Pres limesaften udover laksen, krydr den med salt og peber og stil den til side.
I en gryde – steg løget blødt i olie uden at det tager farve. Tilsæt hvidløg, ingefær og masala og steg endnu et par minutter. Kom den hakkede tomat i gryden og steg yderligere 1 minut, inden madlavningsfløden hældes på. Lad sovsen simre en god halv time. Spæd med vand indimellem, så sovsen ikke bliver alt for tyk – dog skal den færdige sovs være ret tyk og cremet.
Smag sovsen til med salt og peber. Læg laksestykkerne forsigtig ned i sovsen, læg låg på og sluk for blusset. Lad gryden stå på eftervarmen i ca 5 minutter, indtil laksen er færdig.
- 4 tomater – skåret i tern
- 5 miniagurker – skåret i skiver
- 4 forårsløg – fintsnittet
- 2 fed hvidløg – presset
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1 knips chiliflager
- 1 spsk sort sesam
- Salt og peber
Bland alle ingredienser i en skål og lad salaten trække lidt inden servering.
Endvidere:
- Basmatiris kogt efter anvisning på pakken
Ingen kommentarer endnu