"Gammeldags dådyrsteg" med skøn sovs og sauté med svampe, grønkål og blåbær

Farsbrød med grøn peber, selleri, feta og pancetta i cremet tomatsovs

Jeg elsker (også) et godt farsbrød. De kan præges i retning af alverdens køkkener – alt efter fyld og krydring. Farsbrød giver fantastiske muligheder for at snyde grøntsager i familien, hvis de er et “issue” eller når der bare er behov for strække kødet lidt. Farsbrød kan fyldes med rester fra dagen før eller lidt kedelige grøntsager, som ellers bare ville blive smidt ud efter et par dage bagerst i køleskabet. Samtidig smager en rest farsbrød koldt på et stykke rugbrød vidunderligt – gerne med lidt dijonnaise.

Dagens farsbrød af hakket kalv og flæsk kan nok bedst betegnes som et “Italiensk/græsk-fusions-retro-farsbrød” med smag af både barndom og ferierejser ved Middelhavet. Jeg gav ris til, men bulgur, pasta eller ovnkartofler havde også smagt dejligt til.

Opskrift:

  • Cremet tomatsovs:
  • 1 stort løg – hakket
  • 1-2 spsk olivenolie
  • 4 fed hvidløg – presset
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 2 laurbærblade
  • 1 knips chiliflager
  • 1 dåse flåede hakkede tomater
  • 2,5 dl madlavningsfløde – jeg brugte 18% fra Arla
  • Salt og peber

Klar løget i olivenolie. Tilsæt hvidløg, herbes de Provence, laurbærblade og chiliflager og steg endnu 1 minut, inden dåsetomaterne tilsættes. Lad sovsen simre, imens du forbereder farsbrødet.

Tilsæt madlavningsfløde, kog op og smag til med salt og peber. Hæld sovsen i bunden af et ovnfast fad.

  • Farsbrød:
  • 500 g hakket kalv og flæsk ca 10% fedt
  • Salt og peber
  • 1½ skive toastbrød
  • Ca 1,5 dl letmælk
  • 1 æg
  • 1/4 sellerihoved – revet
  • 1 grøn peber – skåret i tern
  • 1 stort løg – hakket
  • 3 fed hvidløg – presset
  • 1 spsk tørret oregano
  • 1 spsk paprika
  • 150 g feta – groft smuldret
  • Ca 75 g pancetta i skiver
  • 250 g baby-broccoli – befriet for den yderste tørre ende på stilken

 

Rør kødet sejt med salt og peber. I mellemtiden – lad toastbrødet udbløde i mælk. Rør ægget i farsen, inden selleri, grøn peber, løg, hvidløg, oregano og paprika også tilsættes.  Knug mælken ud af brødet og rør det helt udblødte brød i farsen. Rør fetaosten i farsen.

Form farsen til et brød, placer det i det ovnfaste fad med tomatsovsen og fordel pancetta-skiverne udover farsbrødet. Sæt fadet i en forvarmet ovn i ca 1 time. Når der er 5-7 minutter tilbage af ovntiden, kom da broccolien i fadet. Sørg for at presse den godt ned i sovsen. Sæt fadet tilbage i ovnen de sidste minutter.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Gammeldags dådyrsteg" med skøn sovs og sauté med svampe, grønkål og blåbær