Krydret kyllingesuppe med ræddiker, nudler og kokosmælk

kyll-sup-nyDet er alt for sjældent , at jeg koger en kylling til suppe. Det smager jo skønt, er prisvenligt og nemt at variere og så kræver faktisk ikke det helt store arbejde. Dagens kyllingesuppe blev inspireret af flere forskellige asiatiske køkkener og lysten til at bruge de helt fantastisk smukke pink ræddiker. Her får du opskriften: Opskrift:
  • 1 kylling à ca 1200 g
  • 2 løg - delt i kvarte
  • 1 stilk citrongræs -  der har fået et par slag med en hammer eller lignende
  • 1 tommelfingerstort stykke frisk ingefær + ½ tommelfingerstort stykke
  • 4 fed hvidløg + 2 fed hvidløg
  • 10-12 kaffir limeblade
  • 3 hel allehånde
  • 1 tsk sorte peberkorn
  • Skal fra ½ lime (kun det gule/grønne) + saften fra ca ½ lime
  • Vand
  • Eventuelt 2 hønsebouillonterninger
  • 1 dåse kokosmælk - ikke light
  • 1 frisk rød chili + 1-2 frisk rød chili - alt efter styrke og din præference
  • 1 dl piskefløde
  • 2-3 spsk fiskesovs
  • 3-4 "vandmelon-ræddiker" - skrællede og skåret i ultratynde skiver
  • 125 g sugar snaps - skåret i 2-3 stykker
  • 3 puder fuldkorns-nudler - kogt en anelse mindre end anvist på pakken og skyllet i koldt vand
 

Skyl kyllingen fri for blod og snask og fjern eventuelle fjer. Læg kyllingen i en stor gryde sammen med løg, citrongræs, 4 fed hvidløg, kaffir limeblade, allehånde, peberkorn, limeskal og vand så det netop dækker kyllingen. Kog kyllingen for lav varme under låg i ca 1 time eller indtil lårene føles løse. Skum suppen for eventuelle urenheder flere gange undervejs.

Tag kyllingen op af suppen og lad den køle lidt af. I mellemtiden: Si suppen over i en ren gryde, tilsæt kokosmælk og lad det koge op. Tilsæt eventuelt 1-2 hønsebouillonterninger, hvis du synes at suppen trænger til lidt hjælp.

Blend ½ tommelfingerstort stykke frisk ingefær, 2 fed hvidløg, 1 rød chili, saft fra ½ lime og fløde og bland det i den varme suppe. Lad suppen simre uden låg, imens du piller kødet fra kyllingen og plukker det i mundrette stykker. Kassér skrog og skind.

Kom kyllingekødet i suppen og varm det igennem. Smag suppen til med fiskesovs og eventuelt lidt mere limesaft. Skær den sidste chili i tynde skiver og kom den, ræddiker, sugarsnaps og nudler i gryden og giv det et hurtigt opkog. Server suppen straks.