Spicy kyllingesalat med frisk mango, pandestegte sorte bønner, rød peber og avokado/lime-dressing

kylling-og-mango-mvAftensmaden i går bød på en virkelig velsmagende salat med frisk mango, godt krydrede pandestegte kyllingelårfileter og ligeledes krydrede sorte bønner og rød peber - også stegt på panden. Bønnerne er ikke så kønne, men hvad de mangler i udseende, har de så rigeligt i smag. Faktisk kunne jeg sagtens finde på at lave salaten i en vegetarisk udgave uden kylling og så blot med dobbelt mængde bønner. Til salaten serverede jeg en lækker avokado/lime-dressing. Er du meget sulten kan du spise et stykke brød til, men det gjorde vi nu ikke.

Opskrift:

  • 400 g kyllingelårfilet uden skind
  • Skal og saft ½ lime
  • 2 spsk paprika
  • 1 tsk chiliflager
  • 3 fed hvidløg - presset
  • 2 spsk olivenolie + lidt ekstra til stegningen
  • Salt og peber
  • 1 rød peber - skåret i strimler
  • 1 dl vand
  • 1 dåse sorte bønner - drænet
  • 3-4 håndfulde feldsalat
  • 1 moden mango - skåret i mundrette stykker
  • 2-3 forårsløg - fintsnittet
  • 1 portion avokado/lime-dressing - se opskrift længere nede på siden
 

I en skål - bland skal og saft af lime, paprika, chiliflager, hvidløg, olivenolie, salt og peber og vend kyllingen og de røde peber-strimler heri.

Kom lidt olie på en stegepande og steg kødet i ca 10 minutter, før de røde peber-strimler også kommes på panden. Steg yderligere 5 minutter og hæld så vand på panden. Skub kød og peberfrugt lidt til side og skrab "stegesnasket" af pandens bund.

Imens vandet koges ind, så kom bønnerne i skålen, hvor kødet og peberfrugten blev vendt med krydderblandingen og forsøg at få så meget som mulig af den resterende krydderblanding med, når bønnerne nu også kommes på panden. Steg det hele endnu 5 minutter under jævnlig omrøring.

Skær hver af de færdigstegte kyllingefileter i 2-3 mindre stykker og arranger disse, feldsalat, mango, forårsløg, rød peber og bønner pænt på et fad. Server salaten sammen med avokado/lime-dressingen.

avokado-lime-dressing-mvAvokado/lime-dressing:
  • 2 avokadoer
  • 2 fed hvidløg - presset
  • Saft af 1½ lime
  • ½ dl mælk
  • Salt og peber
  Kom alle ingredienser i en skål og blend dem til en homogen masse med en stavblender.   kylling-og-lime-2-mv