Rosmarinkylling - alt i et fad

rosmarinkylling-i-fad-mv

Denne ret med kylling er simpelthen så nem at lave og kræver ikke meget effektiv arbejdstid. Da både kød, kartofler, sovs og salat tilberedes og serveres i samme fad, så medfører den heller ikke ret meget opvask. Oveni så smager den skønt - nærmest lidt sommer i Provence-agtigt og hvem kan ikke have brug for det en bidende kold vinteraften, hvor sneen vælter ned, som den gjorde i går aftes.

PS: Kyllingen smager også godt, når det ikke sner og såmænd også en lun sommeraften.

rosmarin-mm

Rosmarinkylling:

  • 1 stor kylling - parteret i 8 stykker. Alternativt 1400-1600 g "lårmix"
  • Salt og peber
  • Ca 600 g "nemme kartofler" - halveret
  • Ca 60 g kapers
  • 2 håndfulde grønne oliven - jeg brugte mine hjemmelavede med rosmarin og citron
  • 10-12 fed hvidløg med skal - giv hvert et dunk med håndroden
  • 2 økologiske citroner - skåret i skiver
  • Nålene/bladene fra 2 pæne kviste frisk rosmarin
  • 150 g smør
  • 2 store håndfulde rucola
 

Tænd ovnen på 200 grader. Læg kødet i et ovnfast fad og krydr gavmildt med salt og peber. Fordel kartofler, kapers, oliven, hvidløg og citron i fadet mellem kyllingestykkerne. Drys med rosmarinblade og fordel smørret i mindre klatter udover retten.

Sæt fadet i den forvarmede ovn 1 times tid eller indtil kødet er gyldent og gennemstegt og kartoflerne er møre. Vend hurtigt rucola i retten og server straks.

Du skal ikke spise citron og hvidløgs-skallerne, men frugtkødet og den bløde "hvidløgsmos" smager skønt blandet med det smeltede smør og stegeskyen fra kødet og udgør da også rettens sovs.

rosmarinkylling-paa-tallerken-mv