Butterdej-indbagt hvilling med bønnesalat

Jeg var ikke så voldsomt sulten her til aften, men jeg havde en hvillingefilet i køleskabet, som skulle spises i dag. Sovs og lartofler blev lagt på hylden (for i dag) og et lidt lettere måltid blev fremtryllet af fisken, købe-butterdej og en lækker, men enkel bønnesalat. Kan du ikke skaffe hvilling, så byt bare til torsk, sej eller anden hvid mager fisk. Butterdej-indbagt hvilling:
  • 1 hvillingfilet à ca 300 g - delt i 4 stykker
  • Salt og peber
  • 125 g flødeost med peber
  • 4 spsk cremefraiche 18%
  • 1 bundt purløg - fintsnittet - tag lidt fra til pynt
  • 1 lille rødløg - meget fint hakket
  • Revet skal af 1 citron
  • 1 fed hvidløg - presset
  • 4 plader butterdej
  Krydr fisken gavmildt med salt og peber. Bland flødeost, cremefraiche, purløg, rødløg, citronskal og hvidløg. Rul butterdejplader let ud og placer et stykke fisk på hver. Fordel flødeostemassen ovenpå hvert stykke fisk og pak butterdejen rundt om fisken som små julegaver. "Lim" kanterne sammen med en fugtig finger og stik pakkerne med en gaffel. Sæt fiskepakkerne i et let smurt ovnfast fad og sæt fadet i en forvarmet ovn på 180 grader i ca 30 minutter eller indtil pakkerne er gyldne og fisken er lige netop gennembagt. Drys pakkerne med lidt purløg og server dem sammen med bønnesalaten. Bønnesalat:
  • 150 g friske bønner - nippede
  • 1 lille rødløg - halveret og skåret i tynde skiver
  • 1 lille rød peber - skåret i tynde strimler
  • 100 g feta - let smuldret
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 fed hvidløg - presset
  • 2 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  Kog bønnerne i letsaltet vand i ca 5 minutter og kom dem straks i iskoldt vand et par minutter. Lad bønnerne dryppe godt af i et dørslag og skær dem i 3 stykker. Vend bønnerne med rødløg og rød peber i en salatskål. Drys med smuldret feta. Bland eddike, sennep og hvidløg. Pisk olien i lidt efter lidt, Smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten og server.