Burger af svinekød med mangosalsa og chilimayo

Denne burger sender tankerne lidt i retning af Caribien, sol og sommer. Skal jeg sige det selv, så smager den eddergodt og er nem at lave, så mine varmeste anbefalinger. Begynd med chilimayo'en, så den kan nå at trække lidt. Chilimayo:
  • 4 spsk god mayonnaise uden E-numre og andet skidt
  • 2-3 spsk cremefraiche
  • ½-1 tsk sambal oelek
  • Salt og peber
  Rør alle ingredienser sammen og stil mayo'en på køl, imens du laver resten.   Bøfferne:
  • Ca 450 g hakket svinekød - jeg brugte med 10% fedt
  • 1 spsk røget paprika
  • Salt og peber
  • Olie ti stegning
  Form kødet til 2-3 bøffer, krydr med røget paprika, salt og peber og steg dem gyldne og gennemstegte. I mellemtiden - lav mangosalsaen. Mangosalsa:
  • 1 mango - skåret i små tern
  • 1 lille rødløg - fint hakket
  • ½ snackpeber - skåret i små tern
  • 3 spsk hakket persille, mynte eller koriander - efter præference
  • Saft af ½ lime
  Bland alle ingredienser. Endvidere:
  • 2-3 (burger)boller - varmet
  • 2-3 store salatblade
  Smør bollerne godt med chilimayo og kom et salatblad og en bøf i hver. Top op med salasa. Hvis du gerne vil have et fyldigere måltid, server da f.eks ovnfritter af sød kartoffel til.