Svinekam med italienske tendenser

Menuen stod på svinekam. Årsag - den faldt ud af fryseren igår, da jeg skulle finde noget andet og så kunne jeg ikke få plads til den igen.

Svinekam smager jo dejligt, men er på klassisk vis med brune kartofler, sovs og rødkål mest en vinterret - synes jeg. Derfor valgte jeg at tilberede den med masser af krydderurter og hvidløg, "italienske" flødekartofler og grillede peberfrugter.

Når du laver svinekam, så salt den allerede dagen før, så bliver den mere mør og smagfuld. Min var jo frossen igår, så jeg saltede den først 1 times tid før, jeg gik igang med resten af madlavningen.

Opskrift - flødekartofler:

  • 1,5 kg kartofler
  • 2 håndfulde hakkede friske krydderurter - jeg brugte persille, basilikum, timian, rosmarin og oregano
  • 5 fed hvidløg - finthakkede
  • 10 cocktailtomater i halve
  • 60 g Parmaskinke i tynde strimler
  • 5 dl piskefløde
  • 3 dl sødmælk
  • 1 tsk chiliflager
  • 1/2 tsk friskrevet muskatnød
  • Salt og godt med peber
 

Skræl kartoflerne, skær dem i tynde skiver og læg dem med de øvrige ingredienser i et ovnfast fad og bland godt sammen. Bages i ovnen sammen med stegen i ca 1,5 time på 200 grader.

 

steg in the making

Opskrift - stegen: 

  • 1 svinekam på 1 kg
  • 5 groft hakkede fed hvidløg
  • 1/2 citron i skiver
  • 1 håndfuld friske krydderurter - jeg brugte timian, oregano og rosmarin
  • Salt og peber
 

Skær sværen næsten helt af, men lad den sidde fast i den ene side. Krydder stegen indvendig med salt og peber og læg citron, hvidløg og krydderurter mellem kød og svær. Saml stegen igen med kødnåle.

Placer stegen i fadet med flødekartoflerne og sæt det i en kold ovn indstillet til 200 grader. Steg og kartofler skal have ca 1,5 time eller til et stegetermometer midt i stegen viser 62 grader.

 

færdig stegNår du skal skære stegen, er det nemmest at tage sværen af, skrabe citron/hvidløgs/krydderurte-snask væk og så skære fine skiver. Det er ikke meningen at du skal spise citron/hvidløgs/krydderurte-snasken, selvom jeg nu godt kan lide citronskiverne med lidt salt.

peberfrugtsalat

Smuk salat af grillede peberfrugter med rucola og sorte oliven, samt dressing af olivenolie, hvidvinseddike, finthakket frisk rosmarin, timian, oregano, hvidløg, salt og peber. Jeg grillede blot peberfrugterne på en grillpande uden fedtstof.