Efterårsgryde med kylling, kejserhatte, rodfrugter og andet godt

   

kejserPå denne årets sidste efterårsdag fik vi en skøn gryderet med kylling og noget af det bedste, som efteråret byder på - nemlig lækre kejserhatsvampe, aromatiske danske æbler og super sunde rodfrugter i en skøn sovs -  garneret med sprød bacon og frisk persille.

Opskrift:

  • 1 kylling delt i 8 stykker - eller tilsvarende
  • 2 tsk tørret timian
  • Salt og peber
  • 3 gulerødder - skåret i tern
  • 2 persillerødder - skåret i tern
  • 2 løg - skåret i smalle både
  • 2 fed hvidløg - finthakket
  • 2-3 dl tør hvidvin
  • 2 dl vand
  • 100 g bacon i skiver - skåret i halve stykker
  • 100 g kejserhatte - skåret i skiver
  • 2 æbler - skåret i både
  • 4 dl madlavningsfløde
  • 1 dryp kulør
  • 1 håndfuld bredbladet persille
 

Krydr kyllingstykkerne med timian, salt og peber og brun dem på begge sider i en stor gryde. Tilsæt tern af gulerod og persillerod, løg og hvidløg og svits i lidt af kyllingfedtet, men uden at det tager farve.

Hæld hvidvin og vand på og lad retten simre under låg ca 1 time - vend kyllingen en gang undervejs.

Steg bacon sprød på en pande og sæt til side. Hæld lidt af fedtet af panden og steg svampene gyldne på samme pande og sæt også dem til side.

Tag kyllingen op og hold den lun, imens stegeskyen koges ind til ca halvdelen.

Tilsæt æbler, madlavningsfløde og kylling, og lad retten simre, indtil sovsen har en passende konsistens. Farv eventuelt sovsen med en anelse kulør og smag til med salt og peber.

Pynt med persille og server gryderetten sammen med kogte kartofler eller kartoffelmos.

kejserhat tæt