Pasta med champignons à la créme, parmesan, langtidsbagte tomater og andet godt

   

pasta med svampOvenpå julen, så trænger jeg til mad uden alt for meget kød - eller helt uden. I køleskabet havde jeg en omgang frisk pasta og en bakke champignons, der trængte til at blive brugt og tomaterne fra før jul var altså heller ikke meget værd. Disse tre ting udgjorde udgangspunktet for dagens middag, der  endte med at blive helt uden kød, men med masser af umami.

Tomaterne er ultranemme at lave, men tager jo lidt tid. Til gengæld smager de ganske enkelt vidunderligt. De kan naturligvis også bruges i andre sammenhænge - f.eks som en del af et tapasbord.

Læg iøvrigt mærke til den smukke Le Creuset tallerken, som jeg har fået af min datter i julegave.

tomaterLangtidsbagte tomater:

  • Tomater - skåret i halve
  • Olivenolie
  • Hvidløg - presset
  • Frisk rosmarin
  • Frisk timian
  • Sukker
  • Salt
 

Bland olivenolie med masser af friskpresset hvidløg, friske blade fra rosmarin og timian. Fordel blandingen udover de halve tomater og krydr dem med salt, peber og en anelse sukker. Bag i ovnen på 110 grader i ca 3 timer. Bare lav en stor portion - de skal nok blive spist.

Pasta med champignons à la créme:

  • 500 g frisk pasta
  • 500 g champignons
  • Salt og peber
  • 4 dl madlavningsfløde
  • 4-5 spsk citronsaft
 

Skær de rensede svampe i tykke skiver eller kvarte og brun dem på en dyb pande uden fedstof. Krydr med salt og peber undervejs.

Hæld madlavningsfløden og citronsaft på og lad stuvningen simre, indtil den har en passende konsistens. Kog i mellemtiden den friske pasta efter anvisning på pakken.

Smag svampestuvningen til med salt, peber og eventuelt mere citronsaft. Vend den nykogte og ikke alt for grundigt drænede pasta i stuvningen, og server med de langtidsbagte tomater og det øvrige tilbehør.

Yderligere:

  • Friskrevet parmesanost
  • Rucola
  • Ristede pinjekerner