Laks korma med ris og krydret salat

laks-tall-e1435990163284 nyJeg havde lyst til laks og min datter bad om "indisk", men heldigvis lader det sig nemt forene - i dag som laks korma. Saftig laks i en krydret og cremet sovs med kokos og her til basmatiris  og en frisk salat - ikke et øje var tørt. Hvordan jeg lavede masalaen til at krydre retten med, kan du se lige herMasala er det indiske ord for "krydderiblanding".

laks-tæt2Opskrift:

  • Ca 500 g laks - delt i 4 stykker
  • Saft af 1 lime
  • Salt og peber
  • 1 stort løg - hakket
  • 2 spsk neutraltsmagende olie
  • 3 fed hvidløg - finthakket
  • 1 spsk fint revet frisk ingefær
  • 1 portion korma-masala med frisk kokos
  • 1 tomat - hakket
  • 3,5 dl madlavningsfløde
  • Vand
 

Pres limesaften udover laksen, krydr den med salt og peber og stil den til side.

I en gryde - steg løget blødt i olie uden at det tager farve. Tilsæt hvidløg, ingefær og masala og steg endnu et par minutter. Kom den hakkede tomat i gryden og steg yderligere 1 minut, inden madlavningsfløden hældes på. Lad sovsen simre en god halv time. Spæd med vand indimellem, så sovsen ikke bliver alt for tyk - dog skal den færdige sovs være ret tyk og cremet.

Smag sovsen til med salt og peber. Læg laksestykkerne forsigtig ned i sovsen, læg låg på og sluk for blusset. Lad gryden stå på eftervarmen i ca 5 minutter, indtil laksen er færdig.

salat-til-l2Salaten:

  • 4 tomater - skåret i tern
  • 5 miniagurker - skåret i skiver
  • 4 forårsløg - fintsnittet
  • 2 fed hvidløg - presset
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 knips chiliflager
  • 1 spsk sort sesam
  • Salt og peber
 

Bland alle ingredienser i en skål og lad salaten trække lidt inden servering.

Endvidere:

  • Basmatiris kogt efter anvisning på pakken