Smørstegte torskebukser med aspargeskartofler, dampede porrer og romanescokål, samt lime-aïoli

rogn 1 rereSå er den her, den første helt spæde forårsbebuder, nemlig torskebukser - altså frisk torskerogn. Jeg elsker torskebukser - både på grund af den delikate smag, men netop også fordi de er tegn på at vi går de lysere tider i møde. Frisk torskerogn kan ingenlunde sammenlignes med den i dåse, så har du kun smagt dåseudgaven, så har du virkelig noget til gode. I dag serverede jeg "bukserne" smørstegte sammen med kogte aspargeskartofler, dampede porrer og romanescokål, samt en laber aïoli med lime.

Torskerognen:

  • 600-700 g frisk torskerogn
  • Vand – så det dækker rognen
  • 7-8  hele sorte peberkorn
  • 2 små laurbærblade
  • 1 lille spsk salt til kogevandet
  • 2 spsk smør
  • Salt og peber
 

Bring vandet i kog og tilsæt peber, laurbærblade og salt. Pak torskebukserne enkeltvis stramt ind i først bagepapir og derefter stanniol. Kom bukserne i det kogende vand og lad dem simre 40-50 minutter, alt efter hvor store de er.

Skær den færdigkogte torskerogn i ikke for tynde skiver og steg dem gyldne i smør på en pande. Krydr med salt og peber.

rogn mayo reLime-aïoli:

  • Ca 150 g ægte mayonnaise - gerne hjemmelavet
  • Saft og fint revet skal af 1 lime
  • 1 fed hvidløg - fint revet
  • Salt og peber
 

Rør alle ingredienser sammen. Lad gerne aïoli'en trække lidt på køl, inden servering.

Endvidere:

  • En passende mængde nykogte (asparges)kartofler
  • Porrer og buketter af romanescokål - dampet 3-6 minutter i letsaltet vand