Butterdejstærte med tomater og gedefetacreme

tomattærte stykke rere

Butterdejstærter er Guds gave til den travle husmoder m/k - og såmænd også til den dovne. Udover bagetiden så tager denne tærte ikke meget mere end 15 minutter at tilberede og så smager den ovenikøbet skønt og er smuk at se på. Jeg foretrækker at spise en enkel salat med olie/eddike- dressing til, som modspil til tærtens fedme. Kan du ikke lide gedefeta, så kan du godt bytte ud med almindelig feta, men jeg synes nu at "geden" giver lige den ekstra kant, der gør tærten lidt mere interessant.

tærte hel rere

Opskrift:

  • 4 plader butterdej - optøet fra frost
  • 200 g gedefeta
  • 2,5 dl cremefraiche 18%
  • 1 spsk spæde oreganoblade - grofthakket
  • Peber
  • 20-30 tomater i forskellige farver og størrelser - skåret i skiver eller halve alt efter størrelse.
  • 2-3 spsk olivenolie
  • 1 knips chiliflager
  • 2 fed hvidløg - presset
  • 1 lille håndfuld friske basilikumblade
 

Læg butterdejspladerne så de danner en firkant. Lad dem overlappe en anelse og tryk pladerne sammen til én stor. Fold ca 1 cm af dejen op hele vejen rundt, så den danner en kant.

Smuldr gedefetaen og bland den med cremefraiche, oregano og peber. Fordel cremen udover hele dejen undtaget den yderste kant. Placer tomaterne med skæresiden opad ovenpå fetacremen. Bland olivenolie, chiliflager og hvidløg og dryp blandingen udover tomaterne.

Bag tærten i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 30 minutter. Kig til den undervejs og dæk eventuelt med stanniol, hvis den er ved at blive for mørk. Drys tærten med friske basilikumblade og server sammen med salat.

tomattæt re