Koteletter med søde kartofler, majskolber, mere grønt og guacamole

kotelet-mexi rereMin yngste havde valgt et par solide koteletter med ben i fryseren til dagens aftensmad og jeg selv blev inspireret i en Facebook-gruppe af snak om søde kartofler, så de ting måtte kombineres. Det blev til "koteletter alá Mexicana".

Koteletterne stegte jeg 8-10 minutter på hver side på en grillpande, efter at have krydret dem med mexicansk krydderi, salt og peber.

De søde kartofler skar jeg i både og bagte i ovnen sammen med almindelige kartofler i kvarte, nye rødløg i halve, rød peber i brede strimler og jalapenõs i halve til dem med hår på brystet.

Forinden havde jeg vendt alle grøntsager i lidt olivenolie, presset hvidløg, mexicansk krydderi og salt. Jeg gav det ca 30 minutter på 200 grader.

De færdigbagte søde kartofler fik lige et skvæt citronsaft inden servering - det vinder de stort ved. Jeg serverede en lille skål med feta til at smuldre udover grøntsagerne.

Majskolberne lagde jeg bare i ovnen, stadig med dækbladene på i en halv times tid, så var de lækre og saftige.

guacamole reGuacamole:

  • 2 avokados
  • 3 spsk cheasyfraiche
  • Saft af 1 lime
  • 2 tsk - groft stødte korianderfrø
  • 1 tsk mexicansk krydderi
  • 1 tomat uden kerner i små tern
  • 2 forårsløg i tynde skiver
  • ½ rød chili i små tern
  • 1 lille håndfuld hakket persille
  • Salt og peber
 

Mos avokado med cheasyfraiche og limesaft og bland massen med de øvrige ingredienser.