Ribbensandwich med dijonnaise, honningbagte rabarber og lynsyltet agurk

ribbensandwich-mvJeg har et stykke tid haft lyst til en god ribbensandwich og i går skulle det endelig være, men da jeg ikke er så vild med købe-rødkål og ikke orkede besværet med at lave det selv kun for 4 x ribbensandwich skyld, så måtte jeg finde på en alternativ udgave end gængse med rødkål og agurkesalat. Rødkålen røg ud til fordel for en omgang rabarber, som jeg bagte i ovnen med honning og allehånde. Agurken blev ikke udskiftet, men lavet i en mere “crunchy” udgave, som jeg synes klæder det fede grisekød bedre end den mere “slatne” agurkesalat. Jeg er en af dem, der godt kan lide at få min boller smurt, men jeg synes næsten at (salat)mayo er for kedeligt, så det blev til en hurtig omgang dijonnaise i stedet. Dog skal du ikke tage på i samme mængde som på mit billede, det var kun til ære for fotografen og det meste blev skrabet af efterfølgende, den er jo godt fed i forvejen sådan en ribbensag, men uhmm den smagte godt.

ribbensteg-mvRibbenstegen:

  • 1 ribbensteg à ca 1300 g
  • 1 dusk frisk timian
  • Salt og peber

 

Rids sværen ordentligt, hvis slagteren ikke har gjort det i forvejen – det vil sige helt ned i fedtlaget, men endelig ikke helt ned i kødet. Læg 2/3 af timianen i et ovnfast fad og placer stegen ovenpå. Krydr stegen gavmildt med salt, peber og resten af timianen – sørg for at komme godt ned mellem sværene. Sæt stegen i en kold ovn indstillet på 200 grader og giv den ca 1 time og 30 minutter. Hvis du ikke synes, at sværen er sprød nok, så skru temperaturen op på 225 grader de sidste 10 minutter, men hold øje med, at stegen i så fald ikke bliver for mørk. Lad stegen hvile ca 15 minutter, før den skæres i skiver.

rabarber-mvHonningbagte rabarber:

  • 1 bundt rabarber (ca 8 stk) – trimmede og hver delt i 4 stykker
  • 6 spsk honning
  • 6-8 hel allehånde

 

Læg rabarberstykkerne i et bagepapirbeklædt  ovnfast fad og dryp honningen ud over. Fordel de hele allehånde mellem rabarberne og sæt fadet i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 25 minutter eller indtil rabarberne er møre uden at være helt splattede. Husk at fjerne de hele allehånde inden servering. (Imens rabarberne bager – lav de lynsyltede agurker og rør dijonnaisen).

agurk-syltet-mvLynsyltet agurk:

  • 1 agurk -skåret i ikke for tynde skiver
  • 1,25 dl eddike
  • 0,75 dl vand
  • ½ dl sukker
  • Salt og peber

 

Kom eddike og vand i en skål og opløs sukkeret heri. Smag til med salt og peber og eventuelt mere sukker. Tilsæt agurkeskiverne og lad dem trække 10-15 minutter inden servering.

dijonnaise-mvDijonnaise:

  • 4 spsk god mayonnaise uden alverdens tilsætningsstoffer – meget gerne hjemmelavet
  • 2 tsk dijonsennep
  • Salt og peber

 

Rør mayonnaise og dijonsennep sammen og smag til med salt og peber.

Endvidere:

4 store burgerboller – lune

 

Smør bollerne med dijonnaise og læg et par skiver kød og tilbehør i hver og server straks.

“Kæmpe rejecocktail” med rød grape-dressing

rejecoctail3-mvHvor 80’er-agtigt det end må være, så kan jeg godt lide en god og veltillavet rejecocktail. God og veltillavet betyder væk med slatten og smagsløs vinter-iceberg og væk med lyserød købedressing. Salaten i en rejecocktail skal ikke kun være der som fyld, men for at bidrage med smag og struktur og så nytter det altså ikke, at den ikke smager af noget og at den ikke er lækker sprød. Altså – rejecokctail er en sommerspise! De lyserøde købe-dressinger som så misvisende kaldes “thousand islands”, har intet med en rigtig thousand island-dressing at gøre og de smager i bedste fald bare dårligt og i værste fald og som oftest er de også fulde af alverdens E-numre og uvedkommende ingredienser. Thousand island-dressing kan dog sagtens smage som englene tisser på ens hjerte, men så må du lave den selv. Her kan du se hvordan: https://persille.bloggersdelight.dk/2014/08/thousand-island-dressing-med-pil-selv-rejer-og-salat/ .

I dag lavede jeg dog ikke thousand island-dressing til min rejecocktail, men derimod en superenkel, men også superlækker dressing med rød grape. Ydermere lavede jeg mine “cocktails” om til en “fadservering”, men foretrækker du portionsanretning, så vil det også se fint ud. Rejecocktail er jo traditionelt en forret, men i dag serverede jeg retten som et let aftenmåltid sammen med godt brød.

rejecocktail-portion-mvKæmpe rejecocktail:

  • ½ dansk sommer-iceberghoved – delt i 3-6 både
  • 250 g ekstra store rejer
  • 2 avokado – skåret i tern og dryppet med lidt grapesaft for ikke at blive brune
  • 1 rød grape – skåret i  halve fileter
  • 1 portion rød grape-dressing – se opskrift længere nede på siden
  • Lidt dild

 

Læg salat-bådene på rad og række i et fad. Fordel rejer, avokado og grape pænt udover salaten. Dryp med noget af dressingen og pynt med dild. Giv resten af dressingen til i en skål for sig.

Rød grape-dressing:

  • 4 spsk god mayonnaise – helst hjemmelavet, alternativt en uden E-numre og underlige ingredienser, men derimod en lavet på æg og olie.
  • 4 spsk cremefraiche
  • 2 røde grapefrugter – befriet for hinder og kerner og skåret i små tern. Gem også saften.
  • Salt og peber

 

Rør mayonnaise og cremefraiche sammen. Tilsæt grape-frugt og saft og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber. Dressingen må gerne laves lidt tid inden servering og stilles på køl, så den kan nå at sætte sig lidt.

Yderligere:

  • Godt hvedebrød

Ovnstegt kylling og kartofler med kanel, chili og oregano, blandet salat og danablu-tzatziki med frisk mynte.

danablutzatziki-fad-mvKylling og kartofler i ovn med salat og en eller anden form for kold sovs/dressing er nok den ret vi oftest får herhjemme. Det er dejligt nemt, er forholdsvis sundt, er ikke for dyrt og så kan den varieres i næsten det uendelige med forskellige krydderier og andre smagsgivere. I dag er kylling og kartofler krydret med typiske græske krydderier – nemlig oregano, kanel, chili og hvidløg, salaten er om ikke græsk, så ihvertfald med præg af det østlige Middelhavsområde. For at blive i det område så skulle den kolde sovs naturligvis være en tzatziki, men så gik der “Persille” i den og så blev det altså en danablu-tzatziki.

danablutzatziki-tall-mvKylling og kartofler:

  • 1 kylling à ca 1200 g – delt 8 stykker eller tilsvarende mængde overlår
  • En passende mængde kartofler – skåret i både
  • 2-3 spsk olivenolie
  • 1½ spsk tørret oregano
  • 1 tsk ikke så stærke chiliflager
  • Salt og peber
  • 1 stort knips stødt kanel
  • 2 kanelstænger
  • 5 hvidløgsfed – hele med skal, mast lidt flade

 

Gnid kylling og kartofler med olivenolie og kom det i et ovnfast fad. Krydr både kylling og kartofler med oregano, chili, salt og peber. Krydr kun kyllingen med en anelse stødt kanel. Læg kanelstænger og hvidløgsfed ned mellem kylling og kartofler. Sæt fadet i en 200 grader varm ovn i en times tid eller indtil kødet er gennemstegt.

blandet-salat-mvDanablu-tzatziki:

  • 150 g danablu
  • 3 dl tyrkisk yoghurt 10%
  • 1 fed hvidløg -presset
  • 1½ agurk
  • Salt og peber
  • 1 stor håndfuld frisk mynte – hakket

 

Rør osten lind med ca 1/3 af yoghurten. Tilsæt hvidløg og resten af yoghurten. Halver agurkerne på langs og skrab kernerne ud med en spiseske. Skær agurkerne i skiver og vend dem i yoghurtblandingen. Smag til med salt og peber. Pynt med friskhakket mynte.

Salaten:

  • 1 stor håndfuld cherrytomater –  skåret i mundrette stykker
  • ½ squash – skåret i små tern
  • 2 håndfulde groft snittet icebergsalat
  • 10-12 sorte oliven
  • Saft ½ saftig citron
  • 2 spsk olivenolie
  • En lille håndfuld frisk mynte – groft
  • Salt og peber

 

Vend alle ingredienser sammen i en skål.

 

 

Superlækker sandwich med tun – en fransk/italiensk connection

pan-b-mvJeg elsker den provencalske sandwich pan bagnat og jeg elsker vitello tonnato. I denne sandwich har jeg forsøgt at forene disse to Middelhavsklassikere – med ret godt resultat, hvis jeg selv skal sige det.

Til de ansjos-forskrækkede vil jeg sige – de hele ansjoser i sandwichen kan naturligvis undlades, men ansjoserne i tun-cremen de er et must, men tro mig, de smager ikke slet ikke “fisket” eller skummelt på anden måde. Ansjoser brugt som smagsgiver som eksempelvis her, tilfører blot retten salt og umami.

pan-b-taet-mmOpskrift:

  • 2 meget store boller – delt i “over” og “under”
  • 2 dåser tun i olie – drænet
  • 5 spsk god mayonnaise uden E-numre og uvedkommende ingredienser – jeg brugte hjemmelavet
  • 3-4 spsk citronsaft
  • 5 finthakkede ansjoser + 8 hele
  • 1 fed hvidløg – presset
  • 65 g kapers – groft hakket – tag eventuelt et par hele kapers fra til pynt
  • Salt og peber
  • 2-3 æg – kogt smilende og delt i kvarte
  • 2 håndfulde cherrytomater gerne i forskellige farver – skåret i skiver
  • 1 lille rødløg – skåret i skiver
  • 8-10 skiver agurk
  • 10-12 strimler syltet rød peber
  • 12-14 små sorte franske oliven
  • 1 håndfuld basilikumblade

 

Findel tunen og rør den med mayonnaise, citronsaft, finthakkede ansjoser, hvidløg, kapers, salt og peber. Smør halvdelen af tun-cremen på hver af bollernes “underdele” og fordel æg, cherrytomater, løgringe, agurk, syltet rød peber, oliven, basilikum og ansjoser ovenpå. Læg “overdelene” på og server.

Lammekølle à la Rogan josh med ris og krydret salat

lammekoelle-mmRogan josh er nok min yndlings-indiske curry. Den er velkrydret, men uden at være hysterisk stærk. Da jeg for nogle år siden var i Indien sammen med mine børn, så var det da også Rogan josh, jeg bestilte den første aften, da vi var ude at spise. Det smagte naturligvis pragtfuldt med en dybde og uendelig mange facetter på krydringen og så var den med det møreste fårekød og ikke lam, som man får på indiske restauranter herhjemme. Det er smagen af den ret, vi fik da vi sad under palmerne med udsigt udover det Indiske ocean, jeg har forsøgt at genskabe, men dog med mit eget præg og ikke med stykker af fårekød i en curry, men med en hel lammekølle stegt i ovn og med en tilhørende sovs. Omend det ikke smager helt som i Indien, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at lave min lammekølle à la Rogan josh og så må du selv drømme dig til palmesus og bølgeskvulp i det Indiske ocean.

rogan-krydderier-mvOpskrift:

  • 1 lammekølle med skank à ca 1750 g
  • 8 hele grønne kardemommekapsler
  • 6 hele nelliker
  • 2 spsk hele korianderfrø
  • 1 tsk hele spidskommen
  • 1 tsk hele allehånde
  • Et stykke muskat nød på størrelse med en ært
  • 1 hel tørret stærk rød chili – brækket i mindre stykker – jeg brugte en krydsning mellem cayenne og piri piri-chili af egen avl
  • 1 spsk hele fennikelfrø
  • 1 tsk hel sort peber
  • 2 spsk paprika
  • 2 spsk stødt ingefær
  • 1 tsk gurkemeje
  • 2 løg
  • 10 fed hvidløg
  • 1 tommelfingerstort stykke frisk ingefær
  • 5 spsk smeltet smør
  • 3 dl yoghurt naturel
  • 3 stykker hel kanel à ca 7 cm
  • 2 laurbærblade
  • 1 spsk salt + lidt ekstra
  • 2-3 dl piskefløde
  • Eventuelt lidt vand

 

Rist kardemomme-kapsler, nelliker, korianderfrø, spidskommen, allehånde, muskatnød og chili på en tør pande, indtil det afgiver duft. Det må endelig ikke branke, så bliver krydderierne bitre.

Stød eller kværn krydderierne til et nogenlunde fint pulver og bland det med de hele peberkorn, hele fennikelfrø, paprika, stødt ingefær og gurkemeje.

Riv fint eller hak med foodprocessoren de 2 løg, hvidløg og ingefær og bland det med krydderiblandingen, smeltet smør, yoghurt, kanel, laurbærblade og salt.

Stik jævnt fordelt 8-10 huller i lammekøllen med en spids kniv og læg den i et ovnfast fad. Hæld yoghurt-blandingen over kødet og masser køllen godt ind – også ind i “knivhullerne”. Dæk fadet godt til med stanniol og lad køllen marinere i mindst 4-5 timer og gerne natten over i køleskab.

Sæt fadet med stanniol i en forvarmet ovn på 200 grader i 1 time og 15 minutter.  Tag fadet ud af ovnen og skru op på 225 grader. Skrab det meste af yoghurt-blandingen ned i bunden af fadet og bland det med piskefløden. Tilsæt eventuelt lidt vand, hvis du synes, at sovsen bliver for tyk (jeg gjorde ikke). Krydr køllen med lidt ekstra salt og sæt fadet tilbage i ovnen i yderligere 15 minutter uden stanniol.

lammekoelle-med-tilbehoer-mmKrydret salat:

  • 1 agurk – skåret i tern
  • 2 håndfulde cherrytomater – skåret i tern
  • 1 håndfuld radiser – skåret i tern
  • 1 lille rødløg – delt i kvarte og skåret i tynde skiver
  • 2 håndfulde frisk mynte – hakket (min var desværre afgået ved døden)
  •  ½ citron med skræl skåret i meget tynde skiver og derefter i små stykker (ikke den nederst del hvor der næsten kun er skræl) + saft af ½ citron
  • 1 knips salt
  • 2 knips chiliflager
  • 2 knips stødt spidskommen

 

Bland alle ingredienser sammen.

Endvidere:

  • Basmatiris
  • 3-5 hele nelliker
  • 3-5 hele allehånde
  • Vand
  • Salt

 

Kog risene efter anvisning på pakken, men put de hele krydderier i kogevandet. Husk at fjerne krydderierne igen inden servering.