Flæskesteg med friske krydderurter, skøn sovs og salat alla caprese

Julen nærmer sig hastigt og der stod da også julemad på menuen i går – flæskesteg med sovs og kartofler, men så alligevel ikke rigtig julemad. Stegen var nemlig beriget med masser af friske krydderurter og hvidløg  og tilbehøret var ovnkartofler og en salat inspireret af den italienske klassiker caprese.

Flæskesteg med friske krydderurter:

  • 1 svinekam à ca 1500 g
  • Ca 30 g frisk basilikum – finthakket
  • Ca 10 g frisk oregano – finthakket
  • 3-4 fed hvidløg – finthakket
  • Salt og peber
  • 1-2 spsk olivenolie
  • Ca 2 dl postevand

Skær forsigtigt sværen af stegen i et stykke. Bland basilikum, oregano, hvidløg, lidt salt og peber og fordel blandingen ovenpå stegen. Gnid sværen på oversiden med olie og krydr gavmildt med salt og peber – sørg for at komme godt ned mellem de enkelte svære.  Læg sværen “ på plads” ovenpå krydderurteblandingen og placer stegen i ovnfast fad.

Hæld et par dl postevand i bunden af fadet og sæt det i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 1,5 time. Skru temperaturen op til 225 grader det sidste kvart, hvis stegen mangler lidt kulør eller sværen ikke er ordentlig sprød.

Sovsen:

  • Stegeskyen fra fadet
  • 2,5 dl piskefløde
  • En lille sjat vand
  • Lidt kulør

Hæld stegeskyen i en lille gryde og skum det værste fedt fra. Tilsæt fløde og lad det koge op.  Kog sovsen en anelse ind og jævn den så med lidt maizena rørt op i vand. Smag sovsen til med salt og peber og farv den eventuelt med lidt kulør.

Salat alla caprese:

  • 5-6 tomater – skåret i skiver
  • 250 g frisk mozzarella – revet i mundrette stykker.
  • 30 g frisk basilikum  – groft hakket
  • 2 fed hvidløg – groft hakkket
  • 3 spsk solsikkefrø
  • Saft af en 1/2 citron
  • 3 spsk olivenolie
  • Salt og peber

Kom tomat og mozzarella i en skål eller på et fad. Kør basilikum, hvidløg, solsikkefrø, citronsaft, olivenolie, salt og peber til en homogen masse med en stavblender. Fordel basilikum-blandingen udover salaten. Lad Den gerne trække en times tid på køl inden servering.

 

Kylling med grønt, oliven og feta

Aftensmaden i går bød på en supernem kyllingeret med masser af grønt, oliven, feta og en skøn smør/sky-sovs. Hertil fik vi en yoghurt-dressing og lune pitabrød. Alternativt kan retten tilsættes en passende mængde små kartofler samtidig med de øvrige ingredienser.

Opskrift:

  • 1 stor kylling – parteret i 8 stykker
  • 1 spsk hel allehånde
  • 1 tsk hel sort peber
  • 1/2 tsk chiliflager
  • 1 spsk tørret oregano
  • 100 g blødt smør
  • 1 rød peber – skåret i brede strimler
  • 1 gul peber – skåret i brede strimler
  • 2 rødløg – skåret i smalle både
  • Ca 16 cherrytomater
  • Ca 12 grønne oliven
  • Ca 12 sorte oliven
  • 5 fed hvidløg med skal – giv hver fed et dunk med håndroden
  • 150 g feta – brækket i mindre stykker
  • Evt persilledrys

Kværn eller stød allehånde, peber og chiliflager til et fint pulver. Tilsæt tørret oregano og smør og rør det godt sammen.

Kom grøntsager, oliven, feta (og eventuelt kartofler) i et ovnfast fad og krydr med salt. Placer kyllingestykkerne ovenpå grøntsagerne og fordel kryddersmøret udover kødet. Krydr kyllingen gavmildt med salt og sæt fadet i en forvarmet ovn på 200 grader i en times tid eller indtil kyllingen er gennemstegt. Drys eventuelt den færdige ret med persille.

Dressing:

  • 5 dl græsk yoghurt
  • Saft af 1/2 citron
  • 2-3 fed hvidløg – presset
  • Salt og peber

Rør alle ingredienser sammen. Lad gerne dressingen trække en halv time på køl.

 

Rosastegt andebryst med salvie-kartofler, blåskimmel/appelsin-sovs og rød/grøn-kålsalat


Jeg elsker and og spiser det adskillige gange i løbet af året og også gerne flere gange mellem Mortens aften og jul. Dog gemmer jeg den traditionelle variation med brune kartofler og rødkål til selve juleaften.  Dagens and(ebryster) fik selskab af “knuste kartofler” stegt i det afsmeltede andefedt fra brysterne og salvie,  en skøn sovs med blåskimmelost og appelsinsaft, samt en farverig salat med både rød-og grøn kål. Vores sovs blev nok lige tyk nok,  da den fik lov at vente på blusset, fordi telefonen ringede netop som vi skulle til at spise. En mindre doven husmoder med mere tålmodige børn havde nok tilsat sovsen lidt ekstra væske inden serveringen.

Andebryster og knuste kartofler:

  • 2 andebryster à ca 300 g
  • Ca 1 kg kogte kartofler med skræl – skåret i halve eller kvarte, hvis de er meget store.
  • Salt og peber
  • 2 tsk tørret salvie
  • 4 fed hvidløg med skal – der har fået et dunk med en stor kniv

Kog kartoflerne i letsaltet vand (lav salaten i mellemtiden). Krydr andebrysterne med salt og peber og brun dem på begge sider på en pande og læg dem i et ovnfast fad. Kom også de kogte og afdryppede kartofler og hvidløgsfedene i det ovnfast fad og hæld det afsmeltede andefedt udover dem og sæt panden til side. Drys kartoflerne med salt, peber og salvie og vend det hele rundt.

Sæt kød og kartofler i en forvarmet ovn på 200 grader i 10 minutter. Tag andebrysterne ud og lad dem hvile utildækket, imens kartoflerne får 10-15 minutter mere i ovnen (Lav sovsen imens).

Knuste kartofler er også gode at lave af en rest kartofler fra dagen før og kan krydres på alverdens måder. Hvis du ikke lige har andefedt på lager, så brug smør i stedet.

Sovs med appelsin og blåskimmelost:

  • Saft af en meget saftig appelsin
  • 3 spsk blåskimmelost – jeg brugte Danablu
  • 5 dl flødefraiche
  • 1 spsk andebouillonpulver
  • Salt og peber
  • Lidt kulør

Kog “andepanden” af med appelsinsaft. Tilsæt blåskimmelost, flødefraiche og andebouillonpulver og lad sovsen simre indtil osten er smeltet og sovsen har en passende konsistens. Smag til med salt og peber og farv sovsen med lidt kulør.

Rød/grønkålsalat:

  • 4 håndfulde finthakket rødkål
  • 2 håndfulde finthakket grønkål
  • 2 æbler – skåret i tern
  • 2-3 klementiner – delt i både og skåret i 2-3 stykker
  • 2-3 spsk valnøddeolie
  • Saften af 1 appelsin
  • 2-3 tsk honning
  • Salt og peber

Kom de to slags kål, æbler og klementiner i en skål. Pisk valnøddeolie, appelsinsaft, honning, salt og peber sammen og hæld over salaten. Vend salaten lidt rundt, så dressingen fordeler sig .