Pasta med genvejs-tomatsovs

Pasta med en tomatsovs, der har simret i timevis er en gudespise, men det er ikke altid at tiden er til at give den som ægte italiensk mama og så må man jo ty til lidt snyderi. Her får du min opskrift på genvejs-tomatsovs, som godt kan snyde de fleste. Genvejs-tomatsovs:

  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 løg – skåret i kvarte
  • 3-4 fed hvidløg
  • 0,5 dl olivenolie
  • 2-3 piri piri chilier
  • 1 stor dåse koncentreret tomatpuré
  • 200 g godt modne cherrytomater – gerne i forskellige farver og former.
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 2 laurbærblade
  • 1 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 1 tsk sukker
  • Salt og peber

 

Kom de flåede tomater, løg og hvidløg i en blender og kør det jævnt.

Varm olien i en gryde og kom chilierne hele med. Tilsæt tomatpuré og lad det stege i olien et par minutter.

Kom de friske cherrytomater, herbes de Provence, laurbærblade, bouillonterning og sukker i sovsen og lad den simre en halv times tid.

Mas cherrytomaterne lidt med grydeskeen, efterhånden som de bliver bløde. Tag chilierne op, når du synes at de har afgivet nok smag. Smag til med salt og peber.

Endvidere:

  • Pasta kogt efter anvisning på pakken
  • Friskrevet parmesan

 

Pasta med hakket kylling, markchampignon, hvidvin og fløde

Hakket kylling er ikke det mest spændende, men denne pastaret med en blanding af kødsovs og kødboller er nu ikke så ringe endda. Jeg serverede en lidt skarp og helt enkel tomatsalat og naturligvis friskrevet parmesan til.Opskrift:

  • 400 g hakket kylling
  • 2-3 spsk olivenolie
  • 1 spsk paprika
  • 1 knips chiliflager
  • 2 løg – skåret i smalle både
  • 2 fed hvidløg – presset
  • 2 spsk finthakket rosmarin
  • 250 g markchampignon – skåret i skiver
  • 2,5 dl piskefløde
  • Salt og peber

 

Brun kødet i olie på en dyb pande. Hak det groft med en grydeske. Det skal ikke være så fint, som til en almindelig kødsovs, men efterlad små “kødboller”. Tilsæt paprika, chiliflager og løg og steg under jævnlig omrøring indtil løgene er let bløde. Kom hvidløg, rosmarin og champignon på panden og lad svampene få lidt farve, inden fløden hældes på. Lad retten simre ca  5 minutter, så fløden koger lidt ind. Smag til med salt og peber. Server med nykogt pasta, revet parmesan og en syrlig salat.

Dagens salat bestående af tomat, rødløg, små sorte oliven og olie/eddike-dressing med dijonsennep og hvidløg.

Endvidere:

  • Ca 300 g pasta – kogt efter anvisning på pakken

 

Pasta med markchampignoner, fløde og bacon, samt grønkålssalat med tomat, persille og skalotteløg

pasta-med-markchampignons-gryde-mv“Mor, man kan altså godt spise pasta uden svampe”. Ordene var min datters, da hun i går hørte dagens menu. Vi spiser ikke specielt meget pasta her på matriklen, men de seneste (mange) gange har det åbenbart været med svampe af en eller anden art. I får lige denne opskrift og så lover jeg, at den næste pastaret bliver UDEN svampe.

Når ovenstående er sagt, så smagte pastaen med markchampignoner i flødesovs og persille- og bacondrys altså rigtig dejligt og der blev da også næsten gjort rent bord. Som altid når vi får en fed og cremet (pasta)ret, så gav jeg en salat med lidt skrarp dressing til. Både for smagens skyld at give noget, der bryder fedmen lidt, men naturligvis også af mere ernæringsmæssige årsager. I går var det ovenikøbet ekstra sundt, det var nemlig sæsonens første grønkålssalat. Grønkålssalat er måske ikke det man mest forbinder med pastaretter, men herhjemme elsker vi grønkål og kan spise det til det meste. Hvis du hellere servere noget mere klassisk til, så byt eventuelt grønkålen ud med rucola.

PS: Læg mærke til den smukke salatskål længere nede på siden, som min store søn og søde svigerdatter havde med hjem til mig fra Istanbul i fredags.

Pasta med markchampignon:

  • 400 g pasta – jeg brugte penne
  • 100 g bacontern
  • 1 løg – finthakket
  • 2 fed hvidløg – finthakket
  • 1 spsk finthakket frisk timian
  • 1 knips chiliflager
  • 300 g markchampignons – halveret
  • 5 dl fløde – jeg brugte piskefløde
  • Lidt citronsaft
  • Salt og peber
  • 2 håndfulde bredbladet persille – hakket

 

Steg baconen sprød i en dyb pande eller stegegryde og læg det til side på fedtsugende papir. Klar løget i det afsmeltede baconfedt. Tilsæt hvidløg, timian, chili og champignoner og steg indtil svampene har fået lidt farve. Kom fløden på og lad det simre, indtil sovsen har en passende konsistens. Smag til med citronsaft, salt og peber.

I mellemtiden – kog pastaen en anelse mindre end beskrevet på pakken og hæld vandet fra, men gem endelig lidt af kogevandet til at regulere sovsen med.

Hæld den nykogte pasta i svampesovsen vend det sammen. Varm retten igennem og reguler eventuelt sovsens tykkelse med noget af det gemte pasta-kogevand.

Drys retten med persille og bacontern og server straks sammen med salaten og eventuelt friskrevet parmesan.

groenkaalsalat-mmGrønkålssalat:

  • 3 store håndfulde finthakket grønkål – jeg brugte “færdighakket” fra pose
  • 1 håndfuld bredbladet persille – groft hakket
  • 12-15 cherrytomater i forskellige farver – halveret
  • 1 skalotteløg – skåret i tynde ringe
  • 1 citron – både saft og revet  skal – minus det saft du smagte sovsen til med
  • 5 fed hvidløg – groft hakket
  • Ca ½ dl vindruekerneolie
  • Salt og peber
  • Eventuelt lidt eddike

 

Bland grønkål, persille, cherrytomater og skalotteløg i en skål. I en anden skål – blend citronsaft, revet citronskal og hvidløg med en stavblender. Tilsæt olien lidt efter lidt, imens du stadig kører med stavblenderen.

Smag til med salt og peber – og eventuelt lidt eddike, hvis du godt kan lide dressingen meget syrlig. Hæld dressingen over salaten og server. Salaten bliver ikke dårligere af at trække lidt, så lav den gerne før pastaretten.

 

pasta-med-markchampignons-tall-mv

 

Pasta med kylling, flødeost, soltørret tomat og champignon – Stop spild af mad

pasta-med-kylling-mvJeg stegte en stor 1600 g kylling til aftensmaden i forgårs og fik begge brystfileter til overs. De røg i køleskabet til endnu en gang aftensmad og blev efterfølgende til en lækker cremet pastaret sammen med flødeost, soltørret tomat og champignons. Jeg elsker, når tiloversblivende rester bliver til et nyt måltid, i stedet for bare at lide en langsom død bagerst i køleskabet, med lidt kreativitet behøver det ikke en gang at smage som restemad.

pasta-med-kyling-i-gryde-mv

Opskrift:

  • 200-300 g tilberedt reelt kyllingekød uden skind
  • 400 g pasta – jeg brugte penne
  • 200 g champignon – skåret i skiver
  • 4 gode spsk soltørret tomat i tern + eventuelt lidt ekstra til pynt + lidt af olien
  • ½ rødløg – finthakket
  • 2-3 fed hvidløg – finthakket
  • 1½ tsk tørret merian
  • 1½ tsk tørret basilikum
  • 1½ tsk tørret paprika
  • 1 knips chili
  • 200 g flødeost naturel
  • Pastavand
  • Salt og peber

 

Skær eller riv kyllingekødet i mundrette stykker. Kog pastaen en anelse for “al dente”. I mellemtiden svits svampene på en tør pande. Når de har fået lidt farve, tilsæt da lidt af olien fra de soltørrede tomater og klar løget heri. Tilsæt hvidløg, merian, basilikum, paprika, chili og kyllingekødet og steg endnu et par minutter.

Rør flødeosten i blandingen og juster sovsens tykkelse med kogevand fra pastaen. Tilsæt den næsten færdigkogte pasta og juster eventuelt igen med lidt pastavand. Smag til med salt og peber. Server med friskrevet parmesan og en simpel salat.

tomatsalat-mv

Dagens salat af solmodne tomater, ultrafint hakket løg og hvidløg, tørret basilkum og oregano, salt og peber, olivenolie og hvidvinseddike og lidt forkølede friske basilikumblade fra haven.

 

Pasta crème de la crème med kylling, fennikel, porre og parmesan

pasta-me-fennikel-reMin datter bad om “noget med pasta og flødesovs” til aftensmad i går. Vi havde allerede tøet en pakke “kyllinge-wok-strimler” fra fryseren op, så de skulle naturligvis medtages i retten. Resultatet blev denne måske ikke så kønne, men velsmagende ret.

pasta-med-fennikel-og-porre-rePasta med kylling, fennikel og porre:

  • 340 g kyllinge-wokstrimler
  • Olivenolie til stegning
  • 1 stor fennikel –  trimmet og skåret i smalle både
  • 1 stor porre – både det hvide og det grønne
  • 5 dl madlavningsfløde 18% fra Arla
  • 1 kyllingebouillonterning – smuldret
  • Saft fra ½ citron
  • 1 lille tsk paprika
  • Ca 115 g friskrevet parmesan – hold lidt tilbage til pynt
  • 400 g pasta kogt efter anvisning på pakken – gem lidt af kogevandet
  • Salt og peber
  • 1 håndfuld rucola
  • 1 knips chiliflager

 

Steg fenniklen blød i lidt olie, uden at den tager farve. Tilsæt porre og kylling og steg indtil kyllingen er gylden. Hæld fløden på og tilsæt bouillonterning, citronsaft og paprika. Lad retten simre et par minutter, inden parmesan og pasta vendes rundt i sovsen. Smag til med salt og peber. Hvis retten er for tør, så reguler med lidt af pastavandet. Pynt retten med rucola og resten af osten og drys med lidt chiliflager. Server straks. Giv eventuelt lidt ekstra rucola eller en simpel salat til.