Laks varmrøget på Weberen med sommerens salat og skøn mynte/hvidløgs-dressing

I weekenden prøvede jeg noget nyt sammen med min datter – nemlig at varmryge en lakseside i min Weber. Jeg er bestemt ikke nogen grill eller ryge-ekspert og dem der er, vil givetvis påstå, at vi gjorde det helt forkert, men det smagte skønt og var dejligt nemt uden den helt store planlægning eller tilberedning over flere dage. Det er ihvertfald ikke sidste gang, at vi vil bruge denne “hverdags-metode”.

Til at lave røg med, brugte vi afklippede blommegrene, som har ligget et par uger i en bunke i haven. Vi ville egentlig have brugt æblegrene fra min datters have, men dem havde hun glemt. Blommegrenene fungerede nu også helt efter planen. Jeg tænker, at man kan bruge de fleste ikke giftige grene med en behagelig aroma. Til fisken fik vi en lækker sprød salat med fåremælksfeta og cremefraiche-dressing med hvidløg og frisk mynte. Jeg havde lige bagt nogle rigtig gode seje boller med ølandshvede, så dem fik vi også til. Alternativt til brødet – server små kogte eller ovn-kartofler til.

Varmrøget laks:

  • En lakseside à ca 750 g – soigneret og duppet tør
  • 1-2 spsk olivenolie
  • 1 spsk hele fennikelfrø
  • Salt og peber
  • Blommegrene

Læg laksen i en foliebakke, gnid den med olie og krydr på begge sider med fennikelfrø, salt og peber. Tænd op i grillen på normal vis. Når den er klar skraber du kullene over i den ene side og læg blommegrenene oveni. Placer risten lige over gløderne og sæt foliebakken med laksen i den modsatte side end kullene. Læg låg på grillen og lad topspældet være halvåben henover laksen, så røgen kommer den vej. Bundspældet skal være næsten helt åben. Vi brugte ikke stege termometer, men tog den på gefühl. Foretrækker du at bruge stegetermometer, så er laksen klar, når den når omkring 55 grader. Da laksen helst skal nå at få lidt røg, inden den er færdig, så skal grillen endelig ikke blive for varm. Vi sprøjtede kullene med vand fra en forstøver, når varmen blev lidt for intens. Vores lakseside endte med at få små 40 minutters røg, men både laks, grill, smag og behag er forskellig, så brug øjne, fingre, mund og næse.

Fin og færdig.

Kødet er så lækkert – saftigt med en fin mild røgsmag.

Hvidløgs/mynte-dressing:

  • 4 dl cremefraiche 18%
  • 2 fed hvidløg – presset
  • 1 lille håndfuld friske mynteblade – fint hakket
  • Saft og skal af ½ citron
  • 1 knips chiliflager
  • Salt og peber

 

Rør alle ingredienser sammen. Stil dressingen på køl indtil servering.

 

Salat:

  • 4-5 håndfulde groft revet dansk icebergsalat
  • 10 ikke for store radiser – halveret på langs
  • 2 forårsløg – fint snittet
  • Ca 2 dl ærter – jeg brugte optøede fra frost
  • 100 g sugar snaps – skåret i strimler
  • 100 g god feta – smuldret
  • 3-4 spsk blandede ristede frø og kerner

 

Spred salaten ud på et fad. Fordel radiser, forårsløg, ærter og sugar snaps udover salaten. Smuldr feta og drys med frø og kerner.

 

 

Pasta med aubergine/tomat-sovs, ristede pinjekerner og friskrevet pecorino

Dagens ret i går var vegetarisk – nemlig spaghetti med en mættende grønsagssovs af aubergine og tomat. Øverst drys af ristede pinjekerner og friskrevet pecorino. Den søde lilla “pynteblomst” er oregano fra min datters have. Jeg vil da også have oregano i min have næste år.

Pasta med aubergine/tomat-sovs:

  • 1 aubergine – skåret i grove stykker
  • 1 løg – delt i kvarte
  • 3-4 fed hvidløg – groft hakket
  • 2 stilke bladselleri – groft hakket
  • 1 dusk timian – brug også de fineste stilke
  • 1 dusk oregano – brug gerne de fineste stilke
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 1- 2 tsk chiliflager
  • 1 dl god olivenolie
  • 1 stor dåse tomatpuré (140 g)
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1½ -2 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 2-3 dl vand
  • 2-3 spsk rødvinseddike
  • Salt og peber
  • 400 g spaghetti –  eller anden pasta
  • 50 g pinjekerner – ristede
  • Pecorino – friskrevet

 

Kom aubergine, løg, hvidløg, bladselleri, timian, oregano, herbes de Provence og chiliflager i en foodprocessor og hak det ret fint. Varm olivenolien på en dyb pande og steg grøntsagsblandingen godt heri. Tilsæt tomatpuré og lad også den stege et minut, inden de hakkede tomater og vand tilsættes. Lad sovsen simre i ca 30 minutter. Hæld eventuelt lidt mere vand på om nødvendigt. Smag til med salt, peber og eddike.

Kog pastaen al dente i rigeligt velsaltet vand. Tag pastaen direkte fra gryden op i grøntsagssovsen med en tang/madpincet eller ligende, så en del af kogevandet følger med. Vend det godt rundt, men uden at pastaen bliver most. Justér eventuelt sovsens tykkelse med lidt mere af kogevandet. Drys retten med ristede pinjekerner og server. Giv friskrevet pecorino til.

Fiskefrikadeller med kartoffelsalat à la sauce tartare

Jeg er så heldig at have et par ivrige lystfiskere i omgangskredsen, så jeg har ofte masser af fisk i fryseren. Faktisk har jeg ofte bare en hel masse af alt muligt i fryseren, så da jeg forleden formiddag skulle finde en pose med rejer til min frokost, så kunne jeg ikke få plads i fryseren til alle de frosne ting igen. En pose med 1 kg rødspættefileter var simpelthen umulig at mase på plads igen, så de røg akut på aftenmenuen. Heldigvis har jeg den senere tid drømt om fiskefrikadeller, så fiskefrikadeller det blev. Som tilbehør valgte jeg at lave en kartoffelsalat med en dressing inspireret af sauce tartare, der netop går så fint med fisk. Vi var fire voksne til middag og jeg havde en lille rest til overs til madpakken. Lav kartoffelsalaten først, den har godt af at trække på køl – gerne et par timer – inden servering.

Fiskefrikadeller – ca 20 stk:

  • 1 kg rødspættefileter – alternativt anden mager hvid fisk
  • 2-3 tsk salt + peber efter din smag
  • 2 mindre løg – jeg brugte rødløg – groft hakket
  • 1 håndfuld persille med fine stilke – groft hakket
  • 4 æg
  • 6 spsk kartoffelmel
  • 1 dl piskefløde
  • Smagsneutral olie til stegningen
  • Smør til stegningen

 

Kom fisk, salt, peber, løg og persille i en foodprocessor og kør med skærebladet, indtil fisk, løg og persille er forholdsvis finthakket. Skift til rørebladet eller rør fiskemassen 2-3 minutter i hånden. Rør æggene i et efter et. Rør kartoffelmelet i à 3-4 omgange. Kom Fløden i lidt efter lidt og sørg for at få det rørt godt ind i farsen, før du tilsætter mere. Stil den færdig-rørte fars på køl og lad den hvile mindst 30 minutter.

Varm smagsneutral olie på en stor pande og form fiskefarsen til frikadeller i den ønskede størrelse med en ske. Dyp skeen i den varme olie i mellem hver frikadelle, så slipper farsen nemmere. Brun fiskefrikadellerne på begge sider. Skru ned på forholdsvis lav varme, tilsæt en stor klat smør og lad dellerne stege færdig. Husk at vende dem undervejs.

Kartoffelsalat à la sauce tartare:

  • 1 kg små nye kartofler – halveret på langs
  • Salt og peber
  • 4 dl cremefraiche – jeg brugte 18%
  • 1 dl god mayonnaise uden E-numre og bismage
  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 lille spsk honning
  • 1 stor håndfuld frisk estragon med de fineste stilke – fint hakket
  • 1 håndfuld fint hakket purløg + lidt ekstra til pynt
  • 5 spsk kapers – hakket
  • 8 cornichoner – fint hakket
  • Saft og revet skal af 1 citron
  • 1 lille  rødløg – fint hakket
  • 2 fed hvidløg – presset
  • 1-2 knips chiliflager

 

Kog kartoflerne møre i vand tilsat rigeligt salt. Hæld de færdigkogte kartofler i et dørslag, skyl dem med koldt vand og lad dem dryppe af. I mellemtiden – bland cremefraiche, mayonnaise, dijonsennep og honning. Tilsæt estragon, purløg, kapers, cornichoner, saft og skal fra citron, løg, hvidløg og chiliflager og bland det godt med cremefraiche-blandingen. Smag til med salt og peber. Vend de afkølede kartofler forsigtigt i. Lad gerne kartoffelsalaten trække mindst en halv time på køl. Drys med purløg lige inden servering.

 

,