Kylling à la India med ris og agurke-raita

Hvad gør man, når man kun har to allerede tilberedte kyllingeoverlår og der pludselig bliver tre personer til middag? Jo, man laver en indisk inspireret curry med skønne krydderier, grøntsager og en lækker sovs – eventuelt som i dag gjort cremet med kokosmælk. Jeg havde ikke så meget tid (læs var doven), så jeg brugte færdig-stødte krydderier, men ingen tvivl om, at det smager langt bedre, hvis man støder/kværner sine krydderier selv. Hvis du vælger at støde selv, så kan du blot bytte lige over. Godt nok vejer 1 tsk stødt krydderi mere end 1 tsk hele krydderier, men de hele krydderier smager af meget mere, så det går nogenlunde lige op. Hvis du ikke lige har to stegte overlår liggende, så kan du sagtens bytte ud med f.eks en pakke kyllingeinderfileter.

Indisk inspireret curry:

  • Ca 200 g kyllingekød uden skind, ben og knogler –  skåret eller revet i mundrette stykker
  • 3-4 spsk afsmeltet kyllingefedt eller olie
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 2 tsk stødt koriander
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk stødt allehånde
  • 2 tsk brune sennepsfrø
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1-3 tsk chiliflager
  • 1 stort rødløg – halveret og skåret i skiver
  • 3 fed hvidløg – fint hakket
  • 1 spsk fint hakket frisk ingefær
  • Salt og peber
  • 1 dåse cherrytomater
  • 1 dåse kokosmælk – ikke light
  • 2-3 dl ærter – fra frost
  • Saft fra ca ½ lime

 

Kom afsmeltet kyllingefedt eller olie på en dyb pande eller stegegryde. Tilsæt spidskommen, koriander, kardemomme, allehånde, sennepsfrø, gurkemeje og chiliflager og steg det et minut under omrøring – pas endelig på, at det ikke bliver for branket, i så fald bliver det uspiseligt. Tilsæt kødet og sørg for, at det bliver dækket af krydderier på alle sider. Krydr med salt og peber.

Kom rødløg, hvidløg og ingefær på panden og steg, indtil løgene er næsten bløde – pas stadig på, at det ikke brænder på. Hæld cherrytomaterne på panden og mas ca halvdelen af dem med grydeskeen. Tilsæt kokosmælk og lad retten simre under låg i ca en halv time. Vend ærterne i retten og kog videre, indtil de er optøet. Smag til med limesaft, salt og peber. Server curryen med ris kogt efter anvisning på pakken og agurke-raita.

Agurke-raita:

  • Ca 3 dl tyrkisk/græsk yoghurt – jeg brugte den med 10% fedt
  • 2 fed hvidløg – presset
  • Ca 15 cm agurk – skåret i små tern
  • Saft af ca ½ lime
  • Salt og peber

 

Rør yoghurt og hvidløg sammen. Vend agurketern i yoghurten. Smag til med limesaft, salt og peber. Raitaen må godt være lidt syrlig. Lad raitaen trække på køl indtil servering.

 

Sprøde syltede grønne tomater

syltede-groenne-tomater-mvEn tidlig morgen sidst i oktober det herrens år 2017 plukkede vi de sidste (grønne) tomater af havens 5-6 tomatplanter af forskellige sorter. Sæsonen var nemlig umiskendelig forbi og selvom man skulle mene, at planterne allerede var vænnet til regn, kulde og rusk ovenpå den forfærdelige sommer, så var det alligevel blevet for koldt for små tomatplanter. Det er altid lidt vemodigt ovenpå en dårlig sommer, når man må erkende, at det var så den sommer og at det også er for sent at håbe på en lun og solrig sensommer/tidligt efterår. Heldigvis kommer der jo hvert år både en ny tomatsæson, en ny sommer og nyt håb. Faktisk ved jeg, at Birte fra Cookvalley netop i denne weekend så småt er gået igang med at så næste sommers, om endnu ikke tomatplanter, så ihvertfald chiliplanter. Jeg er så heldig, at jeg både sidste år og i år kan springe alt det besværlige forarbejde over. Birte er nemlig så sød at forære mig små fine planter efter eget valg klar til udplantning, når temperaturen igen er dertil. Tusinde tak for det, Birte <3.

Tilbage til sidste års grønne tomater. Da de selvfølge ikke skulle gå til spilde og da de næsten var for små til at stege, så valgte jeg at sylte dem. Ikke som man vist oftest gør, efter at have kogt dem i lagen, men blot halveret eller prikket med gaffel og overhældt med den varme lage. Jeg ville nemlig gerne bevare dem sprøde og med bid. Til gengæld skruede jeg en hel del op for krydderierne. Tomaterne skal stå en måneds tid, før de får den endelig smag og før det, kunne jeg jo dårligt stå inde for opskriften og skrive indlægget, men så blev det jo jul og så nytår og tankerne var andetsteds, men i dag skulle det endelig være og så kan jeg jo prale af at være i virkelig god tid med efterårets opskrift på sprøde syltede grønne tomater.

Opskrift:

  • 2 stk 750 ml glas med låg
  • Ca 500 g grønne umodne tomater
  • 2 dl lagereddike
  • 1 dl vand
  • 150 g sukker
  • 4 fed hvidløg
  • 2 friske stærke chili
  • 4 stjerneanis
  • 4 kardemommekapsler
  • 8 hele sorte peberkorn
  • 4 nelliker
  • 2 tsk salt

 

Skyl glas og låg med kogende vand eller vodka og stil dem til side. Vask tomaterne, halver de største og prik de mindre 3-4 steder med en gaffel. Kom lagereddike, vand, sukker, hvidløg, chili og krydderier i en gryde og kog det, indtil sukkeret er opløst. Kom tomaterne i de rene glas og hæld den varme lage med hvidløg, chili og krydderier over dem – forsøg at fordele det hele nogenlunde ligeligt og sørg for at tomaterne er helt dækket af lage. Skru låg på og sæt glassene i køleskab og glem alt om dem de næste 3-4 uger. Jeg bruger ikke atamon og i skrivende stund er mine tomater altså helt fine. De smager godt til både varm og kold mad, hvor du ellers ville bruge syltede agurker eller asier, men de har dog en hel del mere knald på smagen.

Pork Rendang – verdens mest velsmagende ret – nu med krølle på halen

rendang-mmBeef Rendang blev i 2015 kåret, som den mest velsmagende ret i verden, efter en rundspørge blandt CNNs seere på hele kloden. Retten er af indonesisk oprindelse, men er vidt udbredt og elsket i hele Sydøstasien, hvor den ofte serveres til traditionelle cermonier, bryllupper og Eid-fester. Da retten specielt er populær blandt den muslimske del af befolkningen i Sydøstasien, så er Pork Rendang naturlivis ikke et hverdagssyn, men min egen lille krølle på retten.

Det siger sig selv, at der findes et utal af opskrifter til en ret som denne, men her får du mit bud på, hvordan denne eksotiske ret kan laves. Jeg brugte svinekæber, men jeg kunne også have brugt nakkefilet (eller ko eller lam). Vi fik jasminris og stænger af rå agurk, limebåde og rejechips til, men en form for fladbrød og/eller flere forskellige grøntsager i lidt rustikke stykker er også en mulighed. Jeg ville også have serveret ristede kokosflager til, men dem havde jeg glemt at købe. Jeg tilberedte retten i stegeso, men det går også fint an med et ovnfast fad pakket godt ind i stanniol.

Om resultatet af min opskrift er verdens mest velsmagende ret, skal jeg lade være usagt, men for dælen, godt smagte det og det var hver og en af de mange timers simre/vente-tid værd.

rendang-in-the-making-mvPork Rendang:

  • Ca 1500 g grisekæber
  • 3 løg – groft hakket
  • 10 cm ingefær – groft hakket
  • 10 cm galangarod – groft hakket
  • 2-3 citrongræs – soigneret og fint snittet
  • 4-5 fed hvidløg – groft hakket
  • 2 røde friske chili- groft hakket -styrke efter præference
  • 1 spsk chiliflager
  • 1 tsk kardemommekapsler
  • 1 tsk hele nelliker
  • 1 tsk hele sorte peberkorn
  • 1½ tsk hele fennikelfrø
  • 1½ tsk hele korianderfrø
  • 1 tsk hel spidskommen
  • 1 tsk stødt gurkemeje
  • 3 dåser kokosmælk – ikke light
  • 4-6 spsk fiskesovs
  • 3 spsk palmesukker eller honning
  • Saft af 1 lime
  • 3 kanelstænger – à ca 7 cm
  • Ca 10 kaffir limeblade

 

Sæt stegesoen i blød i vand, imens du laver krydderiblandingen til retten. Blend løg, ingefær, galangarod, citrongræs, hvidløg, frisk chili, chiliflager, kardemommekapsler, nelliker, sorte peberkorn, fennikelfrø, korianderfrø og spidskommen til en mos i en foodprocessor, med en stavblender eller med en minihakker.

Hæld vandet fra stegesoen og bland krydderiblandingen, gurkemeje, kokosmælk, fiskesovs, palmesukker/honning og limesaft sammen heri. Tilsæt kanelstænger,  kaffir limeblade og kød og vend det godt rundt. Læg låg på stegesoen, sæt den i ovnen og indstil temperaturen på 120 grader. Efter 9 timer, tag låget af soen, sæt temperaturen op til 200 grader og giv retten endnu en time i ovnen. Smag til med fiskesovs eller salt og server.

 

Endvidere:

  • Jasminris kogt efter anvisning på pakken
  • Agurk
  • Limebåde
  • Rejechips
  • Eventuelt frisk chili – skåret i tynde ringe
  • Eventuelt fladbrød af en art

 

 

Kebab-ish

kebab-ish-taet-mvJeg har sagt det før, men her kommer det igen – jeg er vild med nakkefilet. Det er kun mangel på fantasi, der sætter grænserne for, hvad man få ud af den udskæring. I dag blev det en kebab-agtig-Indien-møder-Caribien-à la-pulled-pork-ting. Smeltende mørt og yderst gavmildt krydret svinekød serveret på naanbrød sammen med kølende yoghurt, fintsnittet romainesalat, tomater fra haven, sødmefulde kiwibær og sur/søde syltede rødløg. Ikke et øje var tørt og selvom jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal kalde retten, så vil jeg på det varmeste anbefale dig den.

Jeg havde købt stegen på 2100 g på tilbud for 50 kr og af den blev der til aftensmad til 3 voksne og en lille hund, 2 x store madpakker og en god portion til fryseren til en omgang nem aftensmad til 2-3 personer. Det kan man vist ikke tillade sig at brokke sig over.

kebab-ish-i-stegeso-mvKødet:

  • Ca 2 kg nakkefilet – skåret i store tern på ca 10 x 10 x 10 cm
  • 1 spsk hel allehånde
  • 1 spsk hel spidskommen
  • 1 spsk hele nelliker
  • 1 spsk hel kardemomme
  • 1 spsk hele korianderfrø
  • 1 spsk brune sennepsfrø
  • 1 spsk hel sort peber
  • 1 spsk chiliflager – styrke efter præference
  • 6 laurbærblade
  • 2 spsk paprika
  • 3 spsk rørsukker
  • 7 fed hvidløg – presset
  • ½ dl soya
  • ½ dl olie
  • ½ dl æbleeddike
  • Saft af 1 appelsin +  de pressede skræller
  • Salt

 

Sæt din stegeso i blød i vand i mindst 15 minutter.

Stød eller kværn de hele krydderier, chiliflager og laurbærblade til et nogenlunde fint pulver. Kom krydderiblandingen og de resterende ingredienser – pånær kødet og saltet –  i stegesoen og bland det grundigt sammen. Vend kødet godt rundt i blandingen, så det er dækket på alle sider. Læg låg på stegesoen og sæt den i en kold ovn. Sæt temperaturen på 160 grader og bag kødet i 4 timer.

Når de 4 timer er gået: Tag stegesoen ud af ovnen og “hiv” kødet fra hinanden med 2 gafler. Sørg for at vende kødet godt rundt i stegeskyen og smag til med salt.

kebab-ish-2-mvEndvidere:

  • Naanbrød – lunet efter anvisning på pakken
  • Tyrkisk yoghurt – eller cremfraiche
  • Romainesalat – fintsnittet
  • Tomater – skåret i små tern
  • Kiwibær – skåret i skiver
  • Lynsyltede løg – se opskriften længere nede på siden

 

 

Lynsyltede løg:

  • rødløg – skåret i tynde ringe
  • 2 dl eddike
  • 1 dl sukker
  • Salt og peber

 

Rør eddike, sukker, salt og peber sammen, indtil sukkeret er opløst. Kom løgringene i lagen og stil dem på køl, indtil de skal serveres(gerne et par timer).

 

Lammekølle à la Rogan josh med ris og krydret salat

lammekoelle-mmRogan josh er nok min yndlings-indiske curry. Den er velkrydret, men uden at være hysterisk stærk. Da jeg for nogle år siden var i Indien sammen med mine børn, så var det da også Rogan josh, jeg bestilte den første aften, da vi var ude at spise. Det smagte naturligvis pragtfuldt med en dybde og uendelig mange facetter på krydringen og så var den med det møreste fårekød og ikke lam, som man får på indiske restauranter herhjemme. Det er smagen af den ret, vi fik da vi sad under palmerne med udsigt udover det Indiske ocean, jeg har forsøgt at genskabe, men dog med mit eget præg og ikke med stykker af fårekød i en curry, men med en hel lammekølle stegt i ovn og med en tilhørende sovs. Omend det ikke smager helt som i Indien, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at lave min lammekølle à la Rogan josh og så må du selv drømme dig til palmesus og bølgeskvulp i det Indiske ocean.

rogan-krydderier-mvOpskrift:

  • 1 lammekølle med skank à ca 1750 g
  • 8 hele grønne kardemommekapsler
  • 6 hele nelliker
  • 2 spsk hele korianderfrø
  • 1 tsk hele spidskommen
  • 1 tsk hele allehånde
  • Et stykke muskat nød på størrelse med en ært
  • 1 hel tørret stærk rød chili – brækket i mindre stykker – jeg brugte en krydsning mellem cayenne og piri piri-chili af egen avl
  • 1 spsk hele fennikelfrø
  • 1 tsk hel sort peber
  • 2 spsk paprika
  • 2 spsk stødt ingefær
  • 1 tsk gurkemeje
  • 2 løg
  • 10 fed hvidløg
  • 1 tommelfingerstort stykke frisk ingefær
  • 5 spsk smeltet smør
  • 3 dl yoghurt naturel
  • 3 stykker hel kanel à ca 7 cm
  • 2 laurbærblade
  • 1 spsk salt + lidt ekstra
  • 2-3 dl piskefløde
  • Eventuelt lidt vand

 

Rist kardemomme-kapsler, nelliker, korianderfrø, spidskommen, allehånde, muskatnød og chili på en tør pande, indtil det afgiver duft. Det må endelig ikke branke, så bliver krydderierne bitre.

Stød eller kværn krydderierne til et nogenlunde fint pulver og bland det med de hele peberkorn, hele fennikelfrø, paprika, stødt ingefær og gurkemeje.

Riv fint eller hak med foodprocessoren de 2 løg, hvidløg og ingefær og bland det med krydderiblandingen, smeltet smør, yoghurt, kanel, laurbærblade og salt.

Stik jævnt fordelt 8-10 huller i lammekøllen med en spids kniv og læg den i et ovnfast fad. Hæld yoghurt-blandingen over kødet og masser køllen godt ind – også ind i “knivhullerne”. Dæk fadet godt til med stanniol og lad køllen marinere i mindst 4-5 timer og gerne natten over i køleskab.

Sæt fadet med stanniol i en forvarmet ovn på 200 grader i 1 time og 15 minutter.  Tag fadet ud af ovnen og skru op på 225 grader. Skrab det meste af yoghurt-blandingen ned i bunden af fadet og bland det med piskefløden. Tilsæt eventuelt lidt vand, hvis du synes, at sovsen bliver for tyk (jeg gjorde ikke). Krydr køllen med lidt ekstra salt og sæt fadet tilbage i ovnen i yderligere 15 minutter uden stanniol.

lammekoelle-med-tilbehoer-mmKrydret salat:

  • 1 agurk – skåret i tern
  • 2 håndfulde cherrytomater – skåret i tern
  • 1 håndfuld radiser – skåret i tern
  • 1 lille rødløg – delt i kvarte og skåret i tynde skiver
  • 2 håndfulde frisk mynte – hakket (min var desværre afgået ved døden)
  •  ½ citron med skræl skåret i meget tynde skiver og derefter i små stykker (ikke den nederst del hvor der næsten kun er skræl) + saft af ½ citron
  • 1 knips salt
  • 2 knips chiliflager
  • 2 knips stødt spidskommen

 

Bland alle ingredienser sammen.

Endvidere:

  • Basmatiris
  • 3-5 hele nelliker
  • 3-5 hele allehånde
  • Vand
  • Salt

 

Kog risene efter anvisning på pakken, men put de hele krydderier i kogevandet. Husk at fjerne krydderierne igen inden servering.