Torskesalat fra Skagen

skagensalat-mvIndrømmet denne torskesalat er ikke fra Skagen og opskriften ej heller. Jeg har nemlig selv kreeret den og jeg bor jo i Espergærde. Skagen kommer ind i billedet, fordi salaten lidt er en blanding mellem en traditionel torskesalat og den  mayonnaisesalat med skaldyr og kaviar, der vist nok kaldes “Skagensalat”.  Uanset om vi kalder den torskesalat fra Skagen eller Espergærde, så smager den skønt sammen med flutes eller andet godt hvedebrød og også gerne med et glas kølig hvidvin til.

Vi spiste lidt utraditionelt torskesalaten (og lidt ost til det resterende flutes) til aftensmad, men jeg vil tro, at portionen passer fint til 4-5 personer til forret eller som en del af et frokostbord.

Opskrift:

  • 300 g torskefilet uden skind
  • 1 spsk smør
  • Salt og peber
  • Eventuelt 2-3 spsk tør hvidvin
  • 10 spsk god mayonnaise uden mystiske bismage – gerne hjemmerørt
  • 2-3 spsk cremefraiche
  • 3-4 spsk citronsaft
  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 bundt dild – fint hakket – Tag lidt fra til pynt
  • 75 g kaviar – Læg lidt fra til pynt
  • 500 g pil-selv-rejer – Vægt med skal – Pillede – Læg lidt fra til pynt
  • 2-3 æg – kogt smilende og delt i kvarte

 

Smør et stykke bagepapir med smør og læg fisken midt på. Krydr fisken gavmildt med salt og peber og dryp eventuelt med lidt hvidvin. Fold bagepapiret om fisken, så det lukker helt tæt og sæt “pakken” i en 150 grader forvarmet ovn i 10 minutter.

I mellemtiden – bland mayonnaise, cremefraiche, citronsaft, dijonsennep og hakket dild. Vend kaviar i dressingen, uden for voldsomme bevægelser. Sæt dressingen på køl, imens fisken bager færdig og efterfølgende afkøles ligeledes på køl.

Med en gaffel del den afkølede torsk i flager og vend den og de fleste rejer i dressingen. Kom torskesalaten i en pæn skål eller på et lille fad og pynt fint med æg, rejer, dild og kaviar. Stil torskesalaten på køl, indtil den skal serveres.

Endvidere:

  • Flutes eller andet hvedebrød
  • Citron

skagensalat-2-mv

 

Superlækker sandwich med tun – en fransk/italiensk connection

pan-b-mvJeg elsker den provencalske sandwich pan bagnat og jeg elsker vitello tonnato. I denne sandwich har jeg forsøgt at forene disse to Middelhavsklassikere – med ret godt resultat, hvis jeg selv skal sige det.

Til de ansjos-forskrækkede vil jeg sige – de hele ansjoser i sandwichen kan naturligvis undlades, men ansjoserne i tun-cremen de er et must, men tro mig, de smager ikke slet ikke “fisket” eller skummelt på anden måde. Ansjoser brugt som smagsgiver som eksempelvis her, tilfører blot retten salt og umami.

pan-b-taet-mmOpskrift:

  • 2 meget store boller – delt i “over” og “under”
  • 2 dåser tun i olie – drænet
  • 5 spsk god mayonnaise uden E-numre og uvedkommende ingredienser – jeg brugte hjemmelavet
  • 3-4 spsk citronsaft
  • 5 finthakkede ansjoser + 8 hele
  • 1 fed hvidløg – presset
  • 65 g kapers – groft hakket – tag eventuelt et par hele kapers fra til pynt
  • Salt og peber
  • 2-3 æg – kogt smilende og delt i kvarte
  • 2 håndfulde cherrytomater gerne i forskellige farver – skåret i skiver
  • 1 lille rødløg – skåret i skiver
  • 8-10 skiver agurk
  • 10-12 strimler syltet rød peber
  • 12-14 små sorte franske oliven
  • 1 håndfuld basilikumblade

 

Findel tunen og rør den med mayonnaise, citronsaft, finthakkede ansjoser, hvidløg, kapers, salt og peber. Smør halvdelen af tun-cremen på hver af bollernes “underdele” og fordel æg, cherrytomater, løgringe, agurk, syltet rød peber, oliven, basilikum og ansjoser ovenpå. Læg “overdelene” på og server.

Tærte med kartoffelbund, kylling, fennikel og parmesan – Stop spild af mad

kyllingetaerte-reAftensmaden i går havde udgangspunkt i et stegt kyllingebryst, som jeg havde til overs fra maden dagen før og en lidt blød fennikel. Tærter er jo altid gode til at forvandle rester til et nyt måltid, men da jeg ikke havde så meget smør, så valgte jeg at lave en tærte med bund af kartoffelskiver. Det havde jeg aldrig prøvet før, men det er ikke sidste gang, at jeg gør det. Det både smagte godt, var dejlig nemt og så er det endda også lidt sundere end med en traditionel mørdej. Jeg serverede en farverig tomatsalat til, som brød lidt med tærtens fedme.

kyllingetaerte-tal-reOpskrift:

  • 1  stegt kyllingebryst – revet i mindre stykker – eller tilsvarende mængde andet kyllingekød
  • 2 mellemstørrelse bagekartofler – skåret i tynde skiver
  • 2-3 spsk olivenolie
  • 75 g + 125 g friskrevet parmesan
  • Salt og peber
  • 1 fennikel – soigneret og skåret i tynde både
  • 1 spsk smør
  • ½ spsk finthakket timian
  • 4 æg
  • 2 store spsk tyrkisk yoghurt
  • 1/5 muskatnød – fintrevet

 

Vend kartoffelskiverne med olivenolie, 75 g fint revet parmesan, salt og peber og placer dem taglagt i et tærtefad med en diameter på ca 26 cm. Forbag kartoffelbunden i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 25 minutter.

Imellemtiden: Steg fenniklen blød i smør på en pande og krydr med timian, salt og peber. Steg kyllingekødet med de sidste par minutter. Fordel fennikel og kød jævnt udover tærtebunden, når den er færdig med forbagningen.

Pisk æg, yoghurt, muskatnød, resten af parmesanosten, lidt salt (husk at osten også er salt) og peber sammen og hæld massen over kød og fennikel. Bag tærten 20 minutter i den 200 grader varme ovn. Server tærten sammen med tomatsalaten. Ps: Tærten smager også godt kold.

kyllingetaerte-salat-til-reTomatsalat:

  • 1½-2 spsk æbleeddike
  • 3-4 spsk olivenolie
  • 2 spsk frisk finthakket persille,
  • 1 spsk frisk finthakket oregano,
  • 1 fed hvidløg – presset
  • 250 g cherrytomater – gerne i forskellige kulører – halveret
  • ½ skalotteløg – skåret i halve ringe

 

 Kom æbleeddike i en skål og pisk olivenolien i lidt ad gangen. Tilsæt persille, oregano og hvidløg og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber. Vend cherrytomater og skalotteløg i olie/eddike-dressingen.

Menemen – tyrkiske æg med peberfrugt, løg, tomat og paprika

tm-reAftensmaden i dag bød på tyrkisk morgenmad – nemlig den tyrkiske æggeret menemen, som er en blanding mellem æggekage og røræg krydret med stærk paprika og oregano og med fyld af peberfrugt, løg og tomater. Jeg valgte at gå “all in” på morgenmaden og gav ristet brød, frisk tomat, agurk, oliven og feta, samt friskpresset appelsinjuice til. Selvom det er et typisk tyrkisk morgenmåltid, så synes jeg nu, at det også fungerer fint som både frokost eller let aftenmåltid.

men-nyOpskrift:

  • 4 æg
  • 3 spsk olivenolie
  • 3 tomater – skåret i små tern
  • 1 løg – fint hakket
  • 2 sivripebre (aflange lysegrønne tyrkiske peberfrugter) – skåret i tern
  • 1 rød peber – skåret i tern
  • ½ spsk stærk paprika
  • ½ tørret oregano
  • Salt og peber
  • Klippet purløg til pynt

 

Steg tomater, løg og pebre bløde i olivenolie på en stegepande. Krydr med paprika, oregano, salt og peber. Pisk æggene let sammen og hæld dem over tomatblandingen. Rør i æggemassen, indtil ca halvdelen er blevet til røræg og lad derefter resten stivne uden omrøring. Pynt med klippet purløg og server.

Endvidere:

  • Brød
  • Feta
  • oliven
  • Tomat
  • Agurk
  • Eventuelt appelsinjuice

Ande-pyt i pande med grønkål, butternut squash og mere skønt grønt, samt spejlæg, sennepscreme og spiced up ketchup – Stop spild af mad

biks-tall-reJeg hev et allerede stegt andebryst ud af fryseren i går aftes. Det var blevet til overs en af juledagene og gemt til en senere lejlighed. Det blev så i dag, hvor det blevet til en god omgang pyt i pande beriget med lidt ekstra grønt i forhold til den traditionelle. Vi fik naturligvis spejlæg til, men også en lækker sennepscreme og ketchup med et ekstra pift.

Har du ikke en rest andebryst i fryseren, så kan et nystegt naturligvis også bruges. Derfor skriver jeg også i opskriften, hvordan jeg steger sådan et. Har du allerede et stegt andebryst – ja, så springer du bare den del over.

biksemad-re

Ande-pyt i pande:

  • 1 andebryst à ca 350 g
  • Salt og peber
  • Det afsmeltede fedt fra andebrystet eller 2-3 spsk olivenolie
  • 2 løg – jeg brugte rødløg – delt i kvarte og skåret i skiver
  • Ca 600 g kogte kartofler – skåret i tern
  • 2 fed hvidløg – fint hakket
  • 1 laurbærblad
  • 1 dusk frisk timian – fint hakket
  •  ½ butternut squash – skåret i tern
  • 1 squash – skåret i tern
  • 1 meget stor håndfuld hakket grønkål
  • Eventuelt 1 håndfuld persille – hakket

 

Hvis du ikke har et stegt andebryst i forvejen: Rids andebrystet i harlekintern på skindsiden – gerne ned i fedtlaget, men ikke helt ned i selve kødet. Krydr skindsiden med salt og peber og læg andebrystet på en kold pande med skindsiden nedad. Indstil blusset på middel varme og steg brystet i 10 minutter, indtil skindet er sprødt og lækkert gyldent. Vend andebrystet og steg det yderligere 10 minutter på kødsiden – stadig på middel varme. Lad kødet hvile utildækket i mindst 10 minutter, inden det skæres i skiver. I dette tilfælde indtil kartofler og grøntsager er stegt.

Steg løgene bløde i det afsmeltede andefedt og læg dem til side. Steg kartoflerne gyldne og møre på samme pande, tilsæt også hvidløg, et laurbærblad og lidt friskhakket timian. Læg kartoflerne til side og kom eventuelt lidt mere olie på panden, hvis nødvendigt og steg butternut squash-ternene møre. Når de mangler et par minutter, da tilsæt også de almindelige squash-tern og steg dem med.

Skær andebrystet ud i passende stykker og kom dem på panden med squash-blandingen. Tilsæt også de stegte løg, kartofler og grønkål og vend det forsigtigt sammen. Smag til med salt og peber. Drys eventuelt med lidt hakket persille og server pyt i panden med spejlæg, sennepscreme og spiced up ketchup.

biksedres-reSennepscreme:

  • 2 dl cremefraiche
  • 1 stor spsk grovkornet sennep
  • ½ tsk honning
  • Salt og peber

 

Rør hele herligheden sammen.

Spiced up ketchup:

  • 2 dl ketchup
  • 1 tsk stærk røget paprika
  • 2 fed hvidløg
  • Salt og peber

 

Rør alle ingredienser sammen.

Endvidere: 

  • En passende mængde spejlæg
  • Eventuelt syltede rødbeder
Older posts